Litteraturen om Marie Grubbe: Falden eller frigjort?

Historien om Marie Grubbe har fascineret mange forfattere. Hun var en ung adelsfrøken, der i sekstenhundredetallet giftede sig med en kongesøn, men blev skilt på grund af utroskab og endte sine dage som fattig og forarmet.
Men var Marie Grubbe styret af et tøjleløst begær eller blot jagten på personlig frigørelse og lykke?. Skal hendes handlinger fordømmes, hyldes eller ynkes?. De forfattere, der har beskæftiget sig med Marie Grubbe har alle forskellige udlægninger af hendes skæbne og ikke mindst de handlinger, der førte til den sociale deroute. 

I dette indlæg ser jeg på de forskellige tolkninger af Marie.

Hvis du hellere vil læse mere om virkelighedens historie, så kan du læse mere her. 

Ludvig Holberg: Epistel 89 (1748) 

Holberg var den første forfatter, der skrev om Marie Grubbe. Det gjorde han i en af sine epistler, hvor historien bruges til at drage en morale om, at smag og behag er forskellig.
Holberg mødte rent faktisk Marie personligt, i det han opsøgte hende i Borrehuset, hvor hun boede til slut. 
Han kom fra København til Falster i 1711 (eller 1712) og lagde i den forbindelse vejen forbi Borrehuset. På dette tidspunkt var Marie alene i huset, da manden Søren sad i fængsel. Holberg var nysgerrig efter at møde Marie, som man må have snakket om i København, siden han kendte til hendes eksistens og bopæl. 
Holberg skrev mange år senere epistlen. Heri fortæller han Maries historie, og bruger den som eksempel på, at nogle fatter kærlighed til det, som andre har afsky for; ”den foranderlige smag forårsager, at hver jomfru bliver gift, hver mad ædt og hver bog læst”.
Holbergs gengivelse af samtalen med Marie afslører blandt andet hendes holdning til ægtemand nummer 2, Palle Dyre, han skriver at hun ” .. havde en uovervindelig afsky for sin første ægtefælle, skønt han blandt alle undersåtter var den fornemmeste og tilligemed den galanteste herre udi riget”.

Holbergs morale er, at smag og behag er forskellig. Men han er dog ganske tydelig i sin foragt overfor Maries valg ”Jeg kunne anføre adskillige andre eksempler på sådan fordærvet smag” (min fremhævelse).

St. St. Blicher: Brusstykker af en landsbydegnsdagbog (1824)

Blicher er den næste, der tager fat i historien om Marie Grubbe. Han kalder hende dog ikke ved navn, ligesom der er ændret en del i historien. Handlingen udspiller sig dog på Tjele, Maries barndomshjem. Historien handler om degnen Morten, der er ansat på godset Tjele. Hele fortællingen berettes gennem hans øjne, og i fokus er hans venskab med gårdskarlen Jens og hans fascination af frøkenen i huset Sophie. 
Det dramatiske højdepunkt indtræffer, da Sophie render væk med gårdskarlen, og mange år senere genser Morten frøken Sophie. Hun er glad og gift med Jens, men hun er også blevet fattig og gammel, og Morten foragtes ved synet.
”En falden engel har jeg set, en mørkhedens gestalt – tit har jeg ønsket mig døden, men nu – nu ækles jeg ved livet”.

”Dette fordum så dejlige ansigt! Hvor var det forandret! Bleggult, rynket, fortrædent så det ud”

”jeg skyr hende som en ond ånd”. 

I Blichers fortælling er det dog først og fremmest Mortens reaktion, der er interessant, og måske endda også hans dobbeltmoral. For den egentlig årsag til hans lede er måske, at han selv var tiltrukket af hende. Blicher fremhæver også i sin beskrivelse af Sophie, at hun er lykkelig. Det er således ikke så meget hendes sociale fald, der er romanens interessepunkt, men snarere Mortens (og samfundets) dobbeltmoral. 

H.C. Andernsen: Hønse-Grethes familie (1869)

H.C. Andersen fremstiller i sit eventyr Marie Grubbe ved navn, og henviser til Holbergs beretning fra Borrehuset. Historiens omrids er beretningen om Hønse-Grethe, der i Andersens fortælling er Maries barnebarn (virkelighedens Marie Grubbe fik ingen børn). 
Hønse-Grethe er i modsætning til sin bedstemor en ganske kedelig karakter, som intet foretager sig, og som ingen vil huske. 
I Andersens historie er Marie en egenrådig og viljestærk pige, hun har et godt tag på faderen, som hun taler fra at straffe en af gårdens arbejdere. Marie har således også en veludviklet retfærdighedssans. Hendes egenrådighed ses blandt andet derved, at hun modsætter sig faderens planer for hendes fremtid.
”Så mærkelig var hendes skæbne” skriver Andersen, og det er grundlæggende Andersens holdning til Marie. Han er ikke fordømmende, men blot en anelse undrende. I Andersens historie er det seksuelle motiv skrællet bort, og Maries handlinger ses først og fremmest som et ønske om personlig frigørelse.

I.P.Jacobsen: Fru Marie Grubbe: Interiør fra det syttende århundrede (1871)

Jacobsens værk er uden tvivl det mest kendte værk om Marie Grubbe. Jacobsen havde i modsætning til Blicher, Holberg og Andersen været en tur i de historiske arkiver og kaldte selv sin roman en historisk roman, og undertitlen er væsentlig i den sammenhæng.
Store dele af romanen omhandler da også forhold omkring samfundet og de daværende krige. 
Jacobsen forholder sig tættest til virkeligheden, og beskriver hendes liv fra barndommen på Tjele til afslutningen i Borrehuset. Men det er alligevel tydeligt, at Jacobsen har taget de oplysninger med, som har passet ind i den historie, han ville fortælle.
Væsentligt er det fx, at ingen af de egentlige omstændigheder omkring Maries skilsmisse fra Gyldenløve er medtaget. Det vil sige, at Maries affærer ikke er en del af historien. Her fremstår Marie derimod som en skuffet og ensom pige, der er ulykkelig i ægteskabet med Gyldenløve, der horer til højre og venstre. Maries kærlighed (og seksualliv) er uforløst, og hun kan ikke være i ægteskabet. 
Som konsekvens heraf vender hun kærligheden ryggen og opsøger fornuften, formuen og forfængeligheden i ægteskabet med Palle Dyre. Her møder hun dog Søren, der vækker begæret i hende, og hendes drifter vågner. Hun bliver forløst i forholdet til Søren, og opnår derved sin lykke.
I ægteskabet med Gyldenløve var hun højt på strå, men den sociale optur var en personlig nedtur for hende. I ægteskabet med Søren er den situation vendt. Hun er faldet i socialt henseende, men personligt har hun nået sin lykke.
Herman Bang  skrev i Realisme og Realister følgende om værket: „og dette er Sagens Kjærne – efter Jakobsens Mening er der intet Fald, Vejen til Færgegaarden er for Marie en Vandring opad, fremad“.

Georg Brandes var i sin anmeldelse enig i Jacobsens syn på Marie, hun synker ikke moralsk, fordi den fornemme kongesøn ikke er et finere menneske end den jævne kusk.
Tankegangen i romanen er udpræget naturalistisk; Mennesket er et driftsvæsen styret af lyster og drifter, som det må udleve. Derudover er Jacobsen progressiv i det han tilskriver kvinden de samme drifter og lyster som manden. Begge køn har brug for at blive frigjort og forløst.

Jacobsens Marie Grubbe er et menneske, der trodser sine omgivelser i jagten på personlig lykke og betaler prisen for det. Hun er i harmoni med sine følelser og drifter og tager ikke hensyn til samfundets normer.

Ully RYUM: Et teaterstykke (1985) 

I Ulla Ryums drama optræder tre versioner af Marie Grubbe; Den unge, den modne og den gamle. Disse møder Maries far, Erik Grubbe og hendes tredje ægtemand, Søren. Ligesom de fire forfattere Holberg, Blicher, Andersen og Jacobsen optræder i stykket. En del af pointen i stykket er, at de tre afskygninger af Marie møder og konfronterer de forfattere, der har skrevet om hende.
Pointen er grundlæggende, at forfatterene ikke har fortalt den virkelige historie, men snarere fortalt en historie, der er præget af deres egne forestillinger og deres egen tid.

Et par replikker fra stykket
Blicher: ”Hun svigtede det liv hun var født til at leve”

Jacobsen: ”Hun blev drevet af en indre drift”

Mellemste Marie: ”Det er ikke min historie i fortæller, det er jeres egen historie. I sætter jeres længsler ind i mig og kalder det jeres sandhed. Men min historie er det ikke”

Blicher: ”De er en skamløs kvinde. Her forsøger vi alle at forsvare deres sørgelige skæbne, at forstå, hvad der bragte dem til sådanne fortvivlende handlinger som at vælge det liv, de gjorde”

Juliane Preisler: Kysse-Marie (1994)

Kysse-Marie følger ligesom Jacobsen hele fortællingen fra Maries barndom til hendes død. Fokus er imidlertid på barndommen, og årsagen til hendes senere handlinger tillægges i udpræget grad oplevelser i barndommen; Modernes tidlige død og faderens svigt (ny elskerinde og det faktum, at han sender Marie væk). Preislers psykologiske fortolkning af Maries handlinger er dog udpræget moderne, og hendes udforskning af Marie som karakter fremstår i for høj grad som løsrevet fra den historiske kontekst.
På Maries tid var det meget almindeligt, at børn voksede op uden den ene eller begge af sine forældre, ligesom det var kutyme for mænd at have åbenlyse elskerinder, og for adelsfrøkener at vokse op væk fra hjemmet.

Lone Hørslev: Dyrets år (2014)

Den foreløbigt seneste i rækken af tolkninger over Marie Grubbes liv. Hørslev henlægger handlingen til udelukkende at foregå i slutningen af 1666 og begyndelsen af 1667. Handlingen foregår dermed på den tid, hvor Maries affærer eskalerede og omkring det tidspunkt, hvor Gyldenløve må have afsløret hende.

I Hørslevs tolkning er Marie en særdeles uforsigtig og letsindig pige, der netop har opdaget sin egen seksualitet. Hun er også en ensom og overset ung kvinde, der efterlades alene af Gyldenløve.
Fokus i fortællingen er Maries seksuelle opvågning. Det seksuelle er voldsomt og nærmest dyrisk, og særligt udpenslet bliver det i en scene, hvor der krydsklippes fra en brutal henrettelse til Maries (rent ud sagt) liderlighed. 
Romanen bærer dog også en feministisk morale, for vi hører samtidig om Gyldenløves udskejelser, hvori han bruger tjenestepigerne efter forgodtbefindende uden tanke på de følelsesmæssige og sociale konsekvenser for dem. 
Der skildres altså en tydelig dobbeltmoral; Gyldenløve kan hore til højre og venstre uden tanke for konsekvenserne, mens Maries seksualliv er forbudt.