Denne måneds rejse i #bogtankenrejser går til Iran, og jeg fandt hurtigt ud af, at det er væsentligt nemmere at finde oversat iransk litteratur end vietnamesisk litteratur. Herunder har jeg fundet 11 titler, der dækker alt fra roman, over digtsamling til grafisk roman, og som kan tage dig med på en rejse rundt i den iranske (litteratur)kultur.
”Kvinder uden mænd” af Shahrnush Parsipur
En stærk fortælling om fem vidt forskellige kvinders liv og møde i Iran i 1950érne.
Tæt på Teheran findes en have, hvor fem kvinder mødes frie af familiens og det patriarkalske samfunds normer og overvågning. Iblandt kvinderne findes en velhavende enke, en yngre prostitueret, to ældre ugifte kvinder og en lærerinde, som ønsker at forvandles til et træ.
”Persepolis. Min iranske barndom” af Marjane Satrapi
En graphic novel der handler om 10-årige Marjane, der på tæt hold oplever den “Islamiske revolution”. Det er en hård tid hvor mange ting ændrer sig og hele Marjanes verden bliver vendt på hovedet. Trods omstændighederne er der stadig plads til humor og eftertænksomhed.
”At læse Lolita i Teheran : erindringer om en læsekreds” af Azar Nafisi
Den iranske kvindelige professor i litteratur Azar Nafisis erindringer fra den islamiske brydningstid under den iranske revolution, hvor hun blev afskediget som underviser på universitetet i Teheran og i al hemmelighed samlede syv af sine kvindelige studerende i en læsekreds
”Huset ved Moskeen” af Kader Abdolah
Romanens centrale sted er et gammelt hus, der ligger i den iranske provinshovedstad Senedjan, der efterhånden er vokset sammen med den tilstødende moské. Moskeens hus fokuserer på husets (og dermed også moskeens og byens) historie i anden halvdel af det tyvende århundrede. Læseren føres ind i en farverig og eksotisk verden, både den mytiske kultur fra det gamle Persien og de grimme sider af den politiske islamisme. Bogen er en skildring af barndommens tabte (iranske) paradis og en kærlighedserklæring til humanismen i en tid, hvor intolerance og terrorisme er på fremmarch.
”Iranske erindringer” af Shirin Ebadi
Nobelprisvinderen Shirin Ebadi fortæller om sin opvækst og sin kamp for børns og kvinders rettigheder mod statsstyret i Iran, hvor kvinder er mænds ejendom. Giver også et indblik i historien og i befolkningens levevilkår
”Kaspisk regn” af Gina Nahai
Roman fra 1970’ernes multikulturelle Iran. Fortælleren, 12-årige Yaas, bliver født ind i en splittet familie: hendes far Omid er søn af velhavende iranske jøder, der er fuldt integrerede i Irans muslimske overklasse. Hendes mor Bahar derimod voksede op i slummen i det sydlige Teheran. En forskel, der sætter sig dybe og smertelige spor i familien
”Byen jeg elskede” af Nader Ebrahimi
Fortællingen om to børns kærlighed til hinanden, til livet og til deres by. Sproget er billedrigt, poetisk og svævende – nogle gange undvigende, mens det andre gange står lysende klart. Ebrahimi, født og opvokset i Teheran, var en anerkendt forfatter, fotograf og filmskaber både i Iran og internationalt og hans værker, herunder Byen jeg elskede, er en stærk og vigtig del af det litterære landskab i Iran.
Kun stemmen bliver tilbage af Forugh Farrokhzad
Forugh Farrokhzad er det 20. århundredes vigtigste og mest læste iranske digterinde. Hun blev født i Teheran i 1934 og døde som 32-årig i en bilulykke. I sit korte liv fornyede hun persisk poesi radikalt og slog internationalt igennem med sine kontroversielle digte om blandt andet kærlighed og begær. Det vakte furore i hendes samtid, at hun i sin skrift og i sit liv brød med konventionerne, og endnu i dag er hendes poesi genstand for både kult og debat i Iran. Hendes digte er oversat til alverdens sprog.
Jacarandatræets børn af Sahar Delijani
Revolutionen i Iran set gennem øjnene på de efterladte børn Jacarandatræets børn er historien om de børn, der voksede op i skyggen af revolutionen i Iran. Mens deres forældre sad i fængsel for at have demonstreret mod det iranske styre, voksede deres børn op hos bedsteforældre, tanter og onkler. Blandt disse børn er Neda, som bliver født i det berygtede Evin-fængsel i Teheran, hvor hun efter nogle måneder bliver taget fra sin mor og overladt til sine bedsteforældre. Treårige Omids forældre bliver arresteret midt i middagsmaden, hvorefter Omid bliver ladt alene tilbage ved spisebordet, rystende af angst. Og mere end tyve år efter den blodige masseudryddelse i 1988 finder Sheida ud af, at hendes far var blandt ofrene og ikke døde af kræft, som hun ellers altid har troet. Dette er blot nogle af skæbnerne i Jacarandatræets børn, som på grusomste vis vokser op i et land fyldt med død, adskillelse og uvidenhed. Bogen tager sin begyndelse i 1983 og slutter i 2011. Undervejs følger vi forældrenes kamp for overlevelse i fængslet, deriblandt tiden op til masseudryddelserne i 1988. Vi følger også børnenes dagligdag hos deres slægtninge, og dagen hvor de skal genforenes med deres forældre, som de ikke kender. Og senere følger vi de voksne børns kamp med fortidens skygger og sandheder, der er blevet fortiet for at skåne dem mod virkelighedens grusomheder
”Persiske ørne” af Sam Nik
Dokumentarisk roman fortalt af drengen Sam, der i 1970’erne oplever Iran indefra, først under Shahens diktatur, senere under revolutionen og Khomeinis præstestyre. Ikke kun samfundet omkring ham er i oprør, også i den nære familie er der problemer
”Things we left unsaid” af Zoya Pirzad (findes ikke i dansk oversættelse)
Clarice Ayvazian er blevet rig på olieindustrien og lever et komfortabelt liv i de iranske forstæder med sin børn og gode venner. Men da en mystisk armensk familie flytter ind på den anden side af gaden er der noget ved hendes tilværelse, der begynder at gnave og hun indser langsomt, at der måske er mere til livet end det komfortable, trygge og beskyttede liv, hun hidtil har levet.
Things we left unsaid er et portræt af en kvinde på en rejse mod erkendelse og en ny verden af følelser, som hidtil har været ukendt land for hende. Men det er også et portræt af samfundet i tiden der ledte op til den islamiske revolution i 1979.