Nye udgivelser i juni.

Der er er flere spændende titler på vej, som man kan underholde sig med i sommermånederne. Herunder har jeg samlet en lille palet af interessante titler, og der er lidt af hvert: Hvad med en nervepirrende thriller om voldtægt og selvtægt? Eller en spændende krimi fra manden der gav os tv-serien Forbrydelsen? Eller en dramatisk og sand fortælling om tre kvinders kamp og mod under Anden Verdenskrig? Eller en fortælling og venskab og håb i en verden med terror og angst?
Der er med andre ord lidt for enhver smag at glæde sig til og herunder har jeg samlet 16 titler.

Jeg glæder mig mest til:

Blomstrende syrener – Der er efterhånden skrevet en del romaner om Anden Verdenskrig. Jeg holder meget af historiske romaner, men det er langt fra dem alle, jeg elsker. Denne her fortæller den virkelige historie om nogle kvinders heltemod for at frelse jøder under krigen. Jeg er spændt på vinklen, og særligt glæder jeg mig til at se, hvordan romanen klarer den hårfine balance, som jeg synes det er, at skildre et emne som Holocaust indlevende og bevægende uden at blive oversvømmende sentimentalt.

Marco Polos skat – En ny dansk børne- og ungdomsserie. Der er tale om en historisk eventyrserie, og handlingen er sat i Venedig i det 13. Århundrede. Jeg håber den har en skøn blanding af spænding, gode karakterer og historiske fakta.

De vil drukne i deres mødres tårer – En fortælling om terror og frygt, venskab og kærlighed. Et psykologisk drama og en spændende thriller. Jeg kan ikke helt forudse, hvad der præcist venter mig, når jeg åbner denne bog, og den slags gør mig altid nysgerrig. Jeg er særlig spændt på behandlingen af emnet om terrorismen og frygten i samfundet.

Læs mere om de tre ovenstående titler og 13 andre herunder:

 

 

Portræt af det moderne samfund; kærlighed og nærhed i en tid med Tinder og selviscenesættelse
Isabella Ståhl – Lige nu er jeg her
Udkommer 1.Juni fra C&K Forlag (Politikens forlag)

Elise læser på universitet og dater på Tinder. Hun har hele tiden GPS-visningen slået til og udveksler gode råd om antidepressive midler med sine venner, mens hun tumler rundt mellem forskellige mænd og flygtige forhold. Hun kan egentlig bedst lide midaldrende mænd, de minder hende om heste – så rolige, urokkelige og nøjsomme. De lider ikke af angst og nerver, de spiser bare og sover og fortæller anekdoter. Hun drømmer om selv at blive som en hest.

Da hun møder Victor, og de flytter sammen, føler hun sig lykkelig på den naturlige måde. Og alligevel er det, som om hun ikke hører hjemme i deres designerlejlighed og omgangskredsen af kreative, redebyggende venner. Lykkefølelsen går over i en tilstand af tomhed og rastløs angst.

Lige nu er jeg her handler om, hvordan man skal kunne sige ”jeg elsker dig” i en tid, hvor alle ord og følelser lynhurtigt mister deres magi og mening, men hvor længslen efter nærhed ikke er til at komme uden om. En tid, hvor det er vigtigere, hvem andre tror, man er, end hvad virkeligheden viser. Lige nu er jeg her er en storbyskildring, der indfanger det moderne livs hektiske, rastløse puls og samtidig en stærk roman, der slår dybe, klassiske toner an i fortællingen om ensomheden og kærligheden i vores tid.

 

Opfølger til populær krimisucces
Anne Mette Hancook – Mercedes-snittet
Udkommer 1.Juni fra Lindhardt og Ringhof

En dreng er forsvundet fra sin skole. Journalisten Heloise Kaldan tager derhen, og i skolegården møder hun sin nære ven, den bramfri efterforsker Erik Schäfer. Drengen Lukas dukker ikke op, men det gør hans telefon. Den afslører, at Lukas er besat af pareidolia: det fænomen, at vi ser ansigter i tilfældige ting. Særligt et foto af en ladeport, der ligner et ansigt, påkalder sig opmærksomhed. Er det her, Lukas er?

Heloise bliver beordret til at droppe en kontroversiel artikel om PTSD-ramte soldater, fordi hun skal dække sagen om den forsvundne Lukas. Men da der dukker ting op i Lukas-sagen, der peger i retning traumatiserede soldater, får Schäfer brug for Heloises hjælp til at finde hoved og hale i et uhyggeligt virvar af spor: Hvem er Æblemanden, som skolebørnene taler om? Har Lukas? mor et problem, eller dulmer hun bare sin angst med en cognac?

 

Krimi og kærlighed – På jagt efter sandheden fra New York til Firenze
Nora Roberts – Samleren
Udkommer 4.Juni fra Gyldendal

Da Lila Emerson, forfatter og professionel huspasser, ved et tilfælde bliver vidne til et mord, tager hendes liv en mørk drejning.

Politiet siger, at hans bror er morder, men Ashton Archer ved, at Oliver aldrig kunne finde på at slå nogen ihjel. Han overtaler Lila, forbrydelsens eneste øjenvidne, til at hjælpe ham med at opklare, hvad der virkelig skete. Ash er kunstmaler og ved med det samme, at Lila skal være hans næste motiv, og jo mere han lærer hende at kende, jo mere overbevist bliver han om, at hun skal være meget mere end det. Men Lila er vant til at klare alting selv og er ikke nem at overtale til at give ham og kærligheden en chance.

Sammen rejser Ash og Lila på tværs af verden i jagten på sandheden – fra New Yorks tætpakkede gader til Firenzes brostensbelagte plazaer. Deres efterforskning bringer dem ind i en eksklusiv kreds af kunstsamlere, hvor uvurderlige antikviteter bliver købt, solgt, spillet bort og stjålet – hvor det, du ejer, er den, du er, og hvor det, du begærer, bliver en dødbringende besættelse.

 

 Romantik til sommermånederne
Simona Arhnstedt – Alt eller intet
Udkommer 4.Juni fra Gyldendal

Sveriges ukronede dronning af romantiske fortællinger er tilbage.

Lexia Vikander er tekstforfatter på et reklamebureau, og hun elsker sit arbejde – selvom hun ikke altid føler sig godt tilpas ved siden af sine polerede, åleslanke og sundhedsfikserede kolleger. Derudover er hendes arbejdsplads i oprør, for en ny ejer har taget over, og rygtet siger, at der er en kæmpe fyringsrunde på vej.
En aften sidder Alexia på en bar og forsøger at drukne sine bekymringer i alt for mange lyserøde drinks. Ingen flirter med hende, og hun føler sig helt igennem mislykket. Men pludselig sidder han ved siden af hende. Den smukkeste mand, hun nogensinde har set.
Adam Nylund er forstadslømlen, som blev administrerende direktør, og er kendt for sin hensynsløshed. Nu er han kommet til Stockholm for at rydde op i selskabets nye reklamebureau. Egentlig har han ikke tid til andet end sit arbejde, men kvinden på barstolen ved siden af er svær at stå for. I hvert fald indtil hun giver ham et fordrukkent kys og kaster op på hans sko.
Mandag morgen mødes de igen. Lexia og hendes nye chef: Adam.
Alt eller intet er en stærk, velskrevet og underholdende roman om kærlighed og karriere af forfatteren til Arvingen, Løftet og Vovestykket, der har solgt over 25.000 eksemplarer i Danmark.

 

Populær skuespiller, tv-vært og komiker nu klar med børnebog.
Neil Patrick Harris: De magiske møgunger – den første historie
Udkommer den 5.juni fra Forlaget Carlsen

De Magiske Møgunger er første bind i en ny serie af den prisvindende skuespiller Neil Patrick Harris. Bogen er fyldt med humor, spænding, illustrationer – og masser af magi.

Da gadedrengen Carter stikker af fra sin onkel, forventer han ikke at finde både venner og magi i en lille by på landet. Men som alle gode trylletricks, kan alt ændre sig på et øjeblik, og det gør det, da den grådige cirkusdirektør, B.B. Bosso, og hans hold ankommer til den lille flække. De har nemlig tænkt sig at stjæle alt, de kan komme i nærheden af.

Efter et afgørende møde med byens lokale magiker, Dante Vernon, rotter Carter sig sammen med fem andre børn. Sammen – og ved at bruge både magi og samarbejde – sætter de alle sejl til for at redde byen fra Bossos slyngelstreger.

 

Forfatter bag successerie klar med bog
Søren Sveistrup – Kastanjemanden
Udkommer 6.Juni fra Politikens forlag 

Fra manden bag blandt andet tv-serien forbrydelsen kommer nu en krimi, der på de sociale medier allerede rumsterer.
I en forstad gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand.

Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. En mand har tilstået drabet på pigen, og sagen er for længst opklaret.

Kort efter findes endnu en kvinde myrdet. Sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor fra pigen. Thulin og Hess fornemmer en sammenhæng mellem sagen om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken?Thulin og Hess kæmper mod uret, for de frygter, at morderen er på en mission, der endnu ikke er afsluttet

 

Ungdomsroman om venskab på tværs af forskelligheder
Benjamin Alire Sáenz – Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder
Udkommer 7.Juni fra CarlsenPuls

Aristoteles er en vred ung mand med en bror, der sidder i fængsel. Dante er den type, der ved alt, og som har en usædvanlig tilgang til livet.

Da de to mødes tilfældigt, har de ved første indtryk ikke noget til fælles. Men da de begynder at tilbringe tid sammen, opdager de, at de har et helt særligt venskab – af den slags, der forandrer liv og varer for evigt. Sammen lærer de de allervigtigste sandheder om sig selv og om hvem, de gerne vil være.

 

Voldtægt fører til selvtægt i nervepirrende thriller om en kvinde, der tager sagen i egen hånd.
Steinar Bragi – KATA
Udkommer 8.Juni fra Gyldendal 

Kata og Thomas’ teenagedatter har været sporløst forsvundet i et år. På årsdagen for hendes forsvinden findes hendes lig i en klippesprække i udkanten af Reykjavik. Hun har været udsat for en seksualforbrydelse. Politiet har kig på tre mænd, der i forvejen er mistænkt for voldtægt af adskillige kvinder i området, men de mangler beviser. Kata beslutter sig til at handle på egen hånd.

Kata er historien om en kvinde, der har fået nok. En rystende, rørende og ekstrem aktuel roman om overgreb, tab, kærlighed og hævn. Om en gudfrygtig sygeplejerske, mor og ægtefælle, der bliver til en hævnlysten dødsengel. En kvinde, som i stedet for godhed vil have retfærdighed, og som påkalder sig retten til at straffe mænd, for hvem kvinder er legitimt bytte.

 

Knud Romer tilbage med ny bog 12 år efter sin debut
Knud Romer – Kort over paradis
Udkommer 8.Juni fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Kort over paradis tager os ind det totale illusionsbrud fra barndomslandet på Falster til 90?ernes glittede reklameverden med hurtige penge og kokain.
Vi møder bandeordenes mester! Det parisiske kloaksystem! Hemmelige biblioteker – og Knuds magiske, amerikanske ven, der vokser op på fronten af den kolde krig i Mellemøsten som søn af en CIA spion. Ingen når hjem.
12 år efter den prisbelønnede debut “Den som blinker er bange for døden” er Knud Romer tilbage med en omvendt dannelsesroman, og “Kort over Paradis” viser vejen til helvedet.

 

Fra forfatteren bag serien om djævlens lærling kommer ny spændingsroman for børn.
Kenneth Bøgh Andersen – Lysets hjerte
Udkommer 8. juni fra Høst og Søn

Jacks forældre er gået fra hinanden, og sammen med sin mor og lillesøster skal han holde sommerferie i et stort, gammelt hus i skoven. Jack er sikker på, at det bliver den værste ferie nogensinde, men huset viser sig at være fyldt med overraskelser og hemmeligheder. Der er dog ét rum, de ikke må gå ind i. Men det kan være svært at holde, hvad man lover.

 

Første bind i ny historisk fantasyroman for børn
Martin Lyngbo og Lasse Lyngbo – Marco polos skat
Udkommer 8.Juni fra People’s Press

Venedig 1298. Sarah er en pige med særlige evner. Hun bor med sin far på en ø ud for Venedig og sejler nogle gange over til byen for at skaffe mad eller løbe ærinder. Alle steder er hun i fare, for hun tilhører et folk, der er forfulgt. Sarah drømmer om at gøre Venedig til sit hjem. Men drømmen trues af mystiske begivenheder, der sker omkring hende. En dag møder hun en gruppe børn med en hemmelighed, der kan forandre alt. For Sarah – og for verdenshistorien. De magiske børn er en ny serie historiske fantasyromaner for børn i alderen otte til fjorten år. Hver bog tager udgangspunkt i historiske begivenheder og berømte personer. Bøgerne bindes sammen af fortællingen om de magiske børn: En hemmelig loge af børn, som ændrer verdenshistorien med fantasiens kraft. Der er planlagt yderligere mindst to bind i serien. Andet bind forventes klar i november 2018.

 

Kvindernes kamp for tilværelsen under besættelsen
Lars Johansson – Ved ishavet
Udkommer 11.juni fra Gyldendal 

Ved Ishavet er en stort anlagt fortælling om en kvinde og hendes uægte datter lige før og under Anden Verdenskrig. De lever i en lille fiskerbygd i Nordnorge og prøver hver for sig at få et liv midt i en voldsom og ødelæggende natur og i krigens kaos. En historisk-dokumentarisk roman om begær, kærlighed, vold og om de dilemmaer, kvinder stod over for under besættelsen.

 

Psykologisk drama om håb og venskab i en verden fyldt af terrorisme og fascisme Johannes Anyury – De vil drukne i deres mødres tårer
Udkommer 11.Juni fra forlaget Gyldendal

En vinteraften i Göteborg kommer tre personer, der har svoret troskab til ISIS, ind i en lokal boghandel, hvor en kontroversiel tegneserieskaber er blevet inviteret for at tale om ytringsfrihed og blasfemi. Alle tages som gidsler, og en af terroristerne, en ung kvinde, har til opgave at filme og livestreame angrebet.

To år senere besøger en forfatter en ung kvinde på en psykiatrisk institution. I hans øjne er hun en dæmon, der har taget hans religion som gidsel. Men han er også nysgerrig på, hvad hun vil ham. Hun rækker ham en bunke papirer og fortæller ham, at hun ikke er herfra, at hun ikke er fra denne tid. Men fra fremtiden.

DE VIL DRUKNE I DERES MØDRES TÅRER er en intens fortælling om verden af i dag og måske af i morgen. En fortælling om håb og håbløshed, venskab og svig, om terror og fascisme.

 

Digtsamling om individets splittelse
Nanna Storr-Hansen – Mimosa
Udkommer 12.Juni fra Gyldendal

Mimosa står oprejst i hysteriet. Hun bevæger sig et sted mellem white trash og borgerskabet, mellem det fjendtlige og det hengivne, hun er møgungen og den pubertære, den lille kone og dyret, der søger at udbrede sin art og sine gener, hun er en menneskelig krop i vild og ekspansiv udvikling mod noget andet.

 

Den sande historie om tre kvinder under Anden Verdenskrig og deres kamp for at redde sig selv og andre.
Martha Hall Kelly – Blomstrende syrener
Udkommer d.12.Juni fra forlaget Hr. Ferdinand (Politikens forlag)

Societypige og tidligere Broadway-skuespiller Caroline Ferriday har hænderne fulde med sin stilling ved det franske konsulat i New York og en ny, gryende forelskelse. Men Carolines liv forandrer sig for altid, da Hitler i 1939 invaderer Polen for derefter at vende blikket mod Frankrig.
På den anden side af Atlanterhavet mærker den kun sekstenårige Kasia Kuzmerick sin bekymringsløse ungdom forsvinde, mens hun trækkes længere og længere ind i den polske modstandsbevægelse. Hun er omringet af mistænksomme blikke og vagtsomme naboer, og en eneste forkert bevægelse kan få fatale konsekvenser.
Samtidig søger den ambitiøse unge læge Herta Oberheuser en stilling i den tyske stat. Hun ser det som en billet til et andet liv, men bliver hurtigt fanget i en mandsdomineret verden af nazihemmeligheder og magt.
De tre kvinders veje antager kollisionskurs, da det ubærlige sker og Kasia interneres i Ravensbrück, den berygtede kvindekoncentrationslejr i det nordlige Tyskland. Fortællingen krydser kontinenterne, fra New York til Paris, Tyskland og Polen, mens Caroline og Kasia forsøger at bringe retfærdighed til de mange, som verdenshistorien har overset.

 

Kalejdeskopisk roman om familieforhold og om at være bundet: til familien, en sag, et land og den store kærlighed.
Kamilla Shamsie – Vores elskede
Udkommer 21.Juni fra Politikens forlag

Isma er fri. Efter morens død har hun alene taget hånd om sine tvillingesøskende, og nu hvor de er voksne, kan hun endelig rejse fra London til USA for at genoptage sine studier. Men hun kan ikke lade være med at tænke på Aneeka, hendes smukke og egenrådige søster hjemme i Wembley, eller på sin blide og kunstneriske bror Parvaiz, der er rejst ud i verden for at følge sin egen drøm.

Da Parvaiz endelig giver lyd fra sig, er han på det værst tænkelige sted. Han har sluttet sig til en gruppe IS-krigere i Raqqa. Samtidig dukker Eamonn op i søstrenes liv. Som søn af den britiske indenrigsminister, er der store forventninger til ham, og da han og Aneeka indleder et forhold, vikles de ind i et spil, som er større end dem selv, og som får dramatiske konsekvenser for begge familier.

En hjerteskærende og knivskarp roman om race og rødder, om forbindelser og forhold – til en sag, et land, en elsket, en familie – fortalt gennem fem fascinerende synsvinkler.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *