Romantismen og Romantikken er to begreber i dansk litteraturhistorie, der ofte blandes sammen. Det er der også god grund til, da perioderne overlapper hinanden på en del punkter og var strømninger i litteraturen, der løb parallelt. Herunder har jeg forsøgt at opstille nogle primære forskelle;
Romantismen (ca. 1800-1870)
Fra begyndelsen af 1800-tallet til midten af århundredet var Danmark, ligesom resten af Europa, vidne til en kunstnerisk bevægelse, der søgte at bryde med rationalismen fra oplysningstiden. Nogle af de tematikker der kendetegnede værker i romantismen var fokuseringen på følelser, naturen, fortiden, individualismen og en interesse for overnaturlige elementer.
Følelsesdybde: Et af de mest fremtrædende træk ved romantiske tekster er deres dybe emotionelle resonans. Forfattere som Adam Oehlenschläger og B.S. Ingemann gav udtryk for intense følelser i deres værker, ofte med en længsel efter det uopnåelige eller en dyb forbindelse med naturen.
Naturdyrkelse: Naturen var ikke kun en baggrund, men snarere en central karakter i romantisk litteratur. Den blev ofte fremstillet som en refleksion af menneskets sjæl, og gennem dens skønhed og råhed kunne forfattere udforske universelle sandheder.
Interesse for Fortiden: Romantikere havde en dyb interesse for middelalderen, nationalhistorie og folklore. De så fortiden som en kilde til inspiration, og deres værker var ofte fyldt med historiske referencer og mytologiske elementer.
Individualismen: Den romantiske helt var ofte en outsider, en enspænder, der gik imod samfundets normer. Dette kan ses i værker som H.C. Andersens eventyr, hvor protagonisterne ofte er outsidere, der søger accept.
Overnaturlige Elementer: Overnaturlige og gotiske elementer spillede også en stor rolle i romantisk litteratur. Dette kan ses i værker som “Vølvens forudsigelse” af Oehlenschläger, hvor overnaturlige kræfter og skæbne spiller en central rolle.
Centrale danske forfattere fra denne periode inkluderer Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann og H.C. Andersen.
Romantikken:
Mens “romantismen” henviser til den bredere kulturelle bevægelse, beskriver “romantikken” mere specifikt litteratur, kunst og musik, der fokuserer på kærlighed og passion. I en dansk kontekst kan man argumentere for, at romantikken:
Fokuserer på kærlighedsrelationer: Især de intime og ofte komplekse dynamikker mellem karaktererne.
Idealisering: Kærlighed skildres ofte som en idealiseret kraft, der kan overvinde alle forhindringer.
Personlig opofrelse: Fortællinger kan fokusere på de ofre, karakterer gør for kærlighed.
Mens elementer af romantik kan findes i mange værker fra romantismens æra, er det vigtigt at adskille den specifikke fokusering på kærlighed (romantikken) fra den bredere kunstneriske og kulturelle bevægelse (romantismen).
Nationalromantikken i Dansk Litteratur
I forlængelse af romantismen og dens kendetegn opstod der i dansk litteratur en særlig strømning kendt som “nationalromantikken”. Denne bevægelse var en del af romantismen, men havde sin egen distinkte fokus.
National Identitet: Nationalromantikken var præget af en dyb interesse for, hvad det vil sige at være dansk. Der var en søgen efter den nationale sjæl, kultur og historie.
Folklore og Mytologi: Der var en stærk interesse for folkeviser, sagn og myter. Dette tjente som en forbindelse til den nationale fortid og som en kilde til inspiration for mange værker.
Naturen som Symbol: Ligesom i romantismen blev naturen også i nationalromantikken fremhævet. Men her blev den danske natur ofte brugt som et symbol på den danske identitet og nationale karakter.
Mens romantismen var en bredere europæisk bevægelse, der omfattede en række temaer fra følelsesdybde til det overnaturlige, var nationalromantikken mere specifik i sin fokusering på nationale temaer. Den var en reaktion mod både den voksende urbanisering og de politiske forandringer i Danmark. Med tabet af Norge i 1814 og de slesvigske krige blev spørgsmålet om national identitet særligt vigtigt.
Centrale forfattere fra denne periode, der dykkede ned i temaer af nationalromantik, inkluderer for eksempel B.S. Ingemann, hvis værker ofte trak på historiske og mytologiske elementer for at skabe en følelse af dansk identitet og fællesskab.
Kritik af Nationalromantikken og Overgangen til Det Moderne Gennembrud
Mens nationalromantikken i første halvdel af 1800-tallet fokuserede på nationale myter, folklore og en idealiseret fortid, blev denne idylliske og ofte ukritiske fremstilling af virkeligheden i stigende grad udfordret i anden halvdel af århundredet.
En af hovedkritikpunkterne var nationalromantikkens tendens til at idealisere.
Mod slutningen af 1800-tallet opstod der et stærkt ønske om at adressere og afbilde samfundets faktiske problemer. Der var en trang til realisme og en ærlig fremstilling af dagligdagen.
Med den industrielle revolution og urbaniseringen fulgte en række sociale udfordringer. Disse spørgsmål blev ofte overset i nationalromantikkens værker, hvilket gav anledning til kritik.
Der opstod også en kritik af de traditionelle kønsroller og et ønske om at udforske kvinders position i samfundet.
Den videnskabelige metode og kritisk tænkning blev mere fremtrædende. Dette førte til en skepsis over for den ukritiske accept af tradition og autoritet, som ofte blev fremhævet i nationalromantiske værker.
Denne bølge af kritik banede vejen for Det Moderne Gennembrud, en periode ledet af kritikere som Georg Brandes. Han opfordrede forfattere til at engagere sig med samtidens problemer og se litteraturen som et redskab til at påvirke samfundsudviklingen.
Forfattere som Henrik Pontoppidan, Herman Bang og Amalie Skram blev bannerførere for denne nye realistiske og kritiske tilgang til litteraturen.
I denne overgang fra nationalromantikken til Det Moderne Gennembrud skiftede den litterære scene i Danmark fra en idealiseret og ofte introspektiv tilgang til en mere kritisk og samfundsengageret retning.
Biedermeier-Idyl.
Et begreb man ofte kan støde på i blandt de litterære kritikere omkring slutningen af 1800 tallet var betegnelsen ”Biedermeier-Idyl” som dækkede over en nedladende karakteristik af tendenserne i særligt den stærkt romantiserede nationalromantiske digtning.
Blandt andet kaldte Pontoppidan ved flere lejligheder Christian Winthers værker for Biedermeier-Idyl.
Biedermeier refererer til en periode i Centraleuropa, især Tyskland og Østrig, fra omkring 1815 (efter Wienerkongressen) til omkring 1848, op til den europæiske revolution. Dette var en tid præget af borgerlige værdier, politisk konservatisme og en tilbagevenden til privatlivet som reaktion på de tumultariske begivenheder af de napoleonske krige.
“Biedermeier” som et begreb blev faktisk ikke brugt som en betegnelse for perioden, mens den foregik. Navnet stammer fra to fiktive figurer: “Gottlieb Biedermaier” og “Joseph Meyer”, der begge blev brugt i satiriske tekster i tyske blade. Disse karakterer blev skildret som gennemsnitlige borgere, og over tid blev “Biedermaier” til “Biedermeier”, som blev anvendt som en lidt nedsættende betegnelse for den borgerlige smag og livsstil.
Kendetegn for Biedermeier-idyl:
Hjemmets Vigtighed: Der var en stærk vægt på hjemmet som et sted for komfort og tilflugt fra den ydre verden. Møbler og interiørdesign fra denne periode var præget af enkelhed, funktionalitet og en vis hyggelighed.
Natur og Landskab: I kunst og litteratur var der en præference for landskabsmaleri og -skildringer, som ofte blev præsenteret på en idyllisk og fredelig måde.
Apolitisk Standpunkt: På grund af den politiske konservatisme i denne periode var kunst og kultur ofte apolitiske, med et fokus på personlige og følelsesmæssige temaer snarere end sociale eller politiske.
Borgerlige Dyder: Ærlighed, hårdt arbejde, beskedenhed og familieliv blev alle værdsat og skildret positivt i kunst og litteratur.
Sammenfattende var Biedermeier-idyl en reaktion på den politiske og sociale tumult i begyndelsen af 1800-tallet. Det reflekterede en tilbagevenden til det private rum og borgerlige værdier, og selvom det blev skabt i Centraleuropa, kan paralleller ses i kunst og kultur i andre dele af Europa i samme periode.
I dansk litteraturhistorie blev betegnelsen “Biedermeier” eller “Biedermeier-idyl” brugt for at beskrive en del af 1800-tallets litteratur, især perioden mellem Romantikken og Det Moderne Gennembrud.
Begrebet “Biedermeier” blev i Danmark ofte brugt lidt nedsættende, især af kritikere fra Det Moderne Gennembrud, som så perioden som overfladisk og undvigende. For dem repræsenterede “Biedermeier-idyl” en litteratur, der ikke tog fat på sin tids vigtige spørgsmål og i stedet søgte tilflugt i det sikre og det bekendte.