Åh

Åh ramte mig lige i hjertekulen og særligt faldt jeg for romanens hovedperson, der vel på mange måder er det en del vil kategorisere som en taber; han er lettere alkoholiseret, uambitiøs og rodløs. Han kan ikke holde på et job, interesserer sig ikke for uddannelse og forventer sig i det hele taget ikke det store af livet.

Vón er dog også følsom, sentimental og så tager han uden brok imod den modgang livet kaster efter ham. Vón er ikke stærk, han er nærmest selvudslettende, og livet er ikke nådigt ved ham.

Rasmus á Rógvu fortæller historien om en moderne antihelt; En mand der er opgivet af samfundet og vel nærmest også sig selv, der hutler sig igennem med hjertet på rette sted.

Vón elsker sin kæreste, men selvom hun også elsker ham, så er han ikke nok for den ambitiøse Christina, der målrettet skøjter igennem sit CBS studie.
Selv har Vón ikke succes med at finde et arbejde, som han kan holde på i særlig lang tid. Ganske vist er han langt fra dum, men uddannelse siger ham slet ikke noget.

Kvinderne elsker alligevel Vón, der til sidst selv kaster sin kærlighed på den usikre Mischa, der er enlig mor, psykotisk, kristen og netop kommet ud af et voldeligt parforhold. Kærligheden er stor og altomsluttende, og han oplever sin hidtil største og længstvarende forpligtelse i rollen som papfar for den lille Maya.

Åh er historien om skrøbeligheden og sårbarheden i et samfund, der langt hen af vejen er skabt og indrettet for de ressourcestærke. Her er der ikke plads til at falde igennem og ingen tid til at vise svaghedstegn. Konsekvenserne er tydelige, og Rasmus á Rógva lader selv sin overambitiøse og målrettede karakter Christina bukke under med stress.

Romanen driver af sentimentalitet. Vóns kærlighed til Mischa beskrives nærmest som den type kærlighed, de fleste oplever i teenager årene, men det fungerer, for det illustrerer netop de her to menneskers behov for hinanden, der er så voldsomt, fordi de er uhyre skrøbelige.

Romanen dyrker også det patetiske. Vón er nærmest gennemsyret af selvudslettende selvmedlidenhed.

”Dumme vest. Intet klæder den usle”

Men Vón er ikke kun patetisk, han prøver virkelig. Han vil rigtig gerne livet og kærligheden. Men i samfundets øjne er han en taber, derfor bliver han det også i egne øjne. Han er forvist til en plads, han aldrig rigtig synes at kunne avancere fra.

Men det er ikke kun ynk og smerte det hele, for i sin skildring af tilværelsens barske vilkår og samfundet urimelighed rammer Rasmus á Rógvu også en meget fin og subtil tone af humor. Det er ikke bare synd for alle disse romanens stakler, det er tydeligt, at forfatteren også dvæler ved komikken i denne ekstreme grad af selvmedlidenhed. Men ingen karakterer udstilles, tværtimod er portrætteringen meget indfølende og kærlig. Der er altså en ret godt ramt dobbelthed i romanens tone, der måske skal fortælle os, at selvom vi som læsere kan tænke “hvorfor tager han sig ikke bare lidt sammen*?” – så er virkeligheden sjældent så enkel.

Den her fortælling ramte mig virkelig. Den er måske ikke original og den er i den grad sentimental. Men den føles meget ægte. Vón er uden tvivl en af de mest nærværende og intense karakterskildringer, jeg nogensinde er stødt på, og jeg var ramt af en underlig tristhed et godt stykke tid efter endt læsning. Den satte desuden en hel del tanker i gang omkring vores samfund, og den måde vi værdisætter mennesker på.

”Vil du ikke sige, at det nok skal gå?”

”Hvad mener du?”

”Jeg har bare brug for at høre, at det nok skal gå”