Uret tikker

Uret tikker er en fantastisk krimi; flere forskellige personer og tilsyneladende usammenhængende begivenheder flettes flot sammen og går op i en højere enhed i et velskruet og spændende plot, der hele tiden byder på overraskelser, – Som det sig bør for en krimi.
Samtidig er personerne beskrevet gennem en alvidende og observerende fortæller, der byder på en god portion humor i sine fremstillinger. I det hele taget arbejder Andreas Emil Christensen med en konstruktion og fremstillingsform i sin fortælling, som minder mig om Scherfig.
Det er absolut en krimi, som jeg på det varmeste kan anbefale.

I afdelingen for organiseret kriminalitet får politikommissær Allan Staun og hans hold af efterforskere pludselig et tip om et muligt stort kunsttyveri. Men sagen er langt fra ligetil og den anholdte kvinde i sagen nægter at udtale sig. Da hun pludselig forsvinder og da efterforskningen desuden rammes af flere mystiske begivenheder, går det op for Staun og hans hold, at sagen måske i virkeligheden dækker over noget helt andet.
Samtidig forsøger en direktør for en større virksomhed at sælge sin aktiepost. En pensioneret mand i Gadstrup kæmper med sin kone, som føler sig chikaneret af naboen. Mens en lille dreng forsvinder fra et sommerhus på Falster. Hvordan hænger alle disse ting sammen?

Flere personer og forskellige hændelser væves smukt sammen:
Romanen kan i den helt spæde start fremstå lidt uoverskuelig med sine mange skift mellem personer og begivenheder. Men det er kun på de første 40-50 sider, derefter synes jeg, der tegner sig et fint overblik, og som læser bliver man blot utrolig nysgerrig efter at forstå og finde frem til sammenhængen. Rent faktisk er det imponerende, hvor godt Andreas Emil Christensen får romanen til at hænge sammen, og de løbende skift mellem fortællespor, begivenheder og personer fremstår naturlige, ubesværede og med god sammenhæng.
I fokus er politikommissær Staun og hans hold af efterforskere i deres arbejde for at finde frem til forklaringen bag de mange mystiske hændelser, men vi følger også løbende andre personer, og alle har de en klar rolle at spille i plottets udfoldelse.
Det er et virkelig godt konstrueret plot! Jeg er mildest talt imponeret over den måde hvorpå Andreas Emil Christensen formår at bringe så mange bolde i spil, som han efterfølgende løbende bringer i spil og forbinder således, at han opretholder en konstant spænding i plottet.

Personbeskrivelser med et tvist af humor:
Der er rigtig mange personer i romanen. Men selvom der er mange, så har Andreas Emil Christensen alligevel formået at give dem alle deres eget personlige præg; Det er ganske vist ikke karakterernes personlige udvikling og psykologi, der er i fokus i romanen. Men beskrivelserne af dem levner plads til, at de enkelte karakterer fremstår levende og vedkommende. Derudover er flere af dem som nævnt beskrevet med en god portion humor, der også giver en fantastisk underholdsværdi til historien som helhed. Som fx når pensionisten Erik Svendsen har sit hyr med konen, der synes, han er en slapsvans, der ikke kan tage sig sammen til noget, og som konstant er på nakken af ham:

”Åh, er der heller ingen saft og kraft tilbage i dig? Jamen så læg da det rør på, mand. Stå dog ikke bare der. Hvis du bare havde taget det her en lille smule alvorligt … Åh, det er simpelthen så typisk. Jeg mangler ord!… Yeah right…”

Eller i beskrivelsen af Allan Stauns to ekskærester:

”Pernille var (…) folkeskolelærer, menneskekærlig og småkonventionel med en forkærlighed for flade såler og fastforrentede lån. Monica Nørgaard derimod var en forlystelsessyg karrierekvinde med lårkorte nederdele og galopperende tilknytningsforstyrrelser”

Alt i alt minder selve konstruktionen mig om Scherfigs måde at fortælle på; de mange skift mellem personer/fortællespor og den humoristiske, observerende og alvidende fortæller.

Alt i alt:
Uret tikker er ikke en krimi fyldt med gys, blod og store chok. Men der er rigeligt med spænding og overraskelser, og så er der rig muligheder for at gætte med.
Det er ganske enkelt en krimi, der har et godt sammensat plot og det leveres med stor overbevisning.
Jeg var vild med personerne og de små humoristiske fremstillinger. Jeg var vild med den intelligente og flot konstruerede komposition, som på så ubesværet vis sammensatte flere spor i et spændingsfyldt plot.
Jeg var ganske enkelt underholdt.