Menneskesmuglerne

Der er gang i handlingen og de dramatiske begivenheder i Flemming Klint Harkjærs roman Menneskesmuglerne. Der ligger uden tvivl en god mængde research bag og der er rigtig meget gods i plottet. Desværre halter den en anelse på leveringen, særligt dialogen er stiv og der levnes for lidt tid til karakterudvikling, stemning og følelser.

Jamal kommer som ganske ung til at slå sin far ihjel (ja, cirka sådan bliver det faktisk beskrevet). Det koster ham sådan cirka 8 år i fængsel, og her bliver han udsat for overgreb. Han er dog stærkere end som så, og for hurtigt snydt og overmandet sin overgrebsmand, hvorefter han er den nye leder i fængslet.
Sådan indleder Harkjær sin roman. Ja, jeg skrev indleder, for alt dette har udspillet sig inden side 20.

Det ville være synd at sige, at man kommer til at kede sig, når man læser Menneskesmuglerne, for der sker ganske enkelt for meget til, at det nogensinde kan komme på tale. Det er på mange måder bogens force, men det bliver indimellem altså også en ulempe.
Selvfølgelig er det et plus, at man ikke keder sig. Men indimellem må jeg også indrømme, at det føles en anelse forceret.

Karakterne i historien udsættes for overgreb, vold og ydmygelser, men det er ikke meget plads, der levnes til at udforske de følelsesmæssige konsekvenser for karaktererne. På den måde virker den en anelse utroværdig.
Mit favoriteksempel er en voldtægtsscene, hvor to kvinder tvinges til at have sex med flere soldater. Pigerne genforenes efter den traumatiserende oplevelse og om den enes tanker hører vi følgende:

”Hun fortalte ikke Basma om ham, som havde tvunget hende til analsex. Det havde været en hård omgang”.

Historien handler som sagt om Jamal, der mildest talt kommer ud for en overordentlig stor portion traumatiske hændelser, inden han ender som menneskesmugler. Derudover følger vi Basma, der må flygte fra Syrien og på sin færd mod Europa må gennemgå utænkelige trængsler.

Ideen bag plottet er god, og tanken om at udforske historierne bag tidens mange flygtninge er spændende og ganske aktuel. Så meget desto mere ærgerligt er det vel egentligt, at forfatteren har en tendens til at skøjte meget let henover karakterernes følelser og tanker.

Indimellem skøjtes der så let henover det, at det næsten bliver komisk. Som fx da Basma efter mareridt på mareridt atter en gang må se sig selv som fanget; Denne gang er hun solgt som elskerinde til en lesbisk kvinde. Her bliver det måske tydeligt, at det er en mand, der har skrevet historien, for som i anden halvdårlig pornofilm dvæles der overhovedet ikke ved det overgreb, som det jo stadig er, og Basmas eneste tanke er ”Hvorfor ikke”.

Det bliver simpelthen for utroværdigt, og karakterne fremstår overfladiske. Det er virkelig synd, for der er faktisk rigtig meget potentiale i såvel tematik som plot.
Værst er det dog med dialogen, der ganske konsekvent fremstår stiv og utroværdig.

Alt i alt er det en bog, der har et virkelig godt udgangspunkt. Temaerne er relevante og spændende og plottet er egentlig ganske godt tænkt. Men jeg mangler indføling med personerne, jeg mangler udforskning af deres følelser og tanker. Romanen er fyldt til bristepunktet af dramatiske begivenheder, men savner alligevel følelser.