De seks Mitford piger. Kapitel 1: Nancy og Pamela

Jessica Fellowes’ planlagte serie ”Mitfordmordene” tager udgangspunkt i virkelige uopklarede mord. Hun har valgt at krydre sin fortælling med lidt ægte engelsk overklassestemning i form af de legendariske Mitfordsøstre. Nancy, Pamela, Diana, Unity, Jessica og Deborah var døtre af en baron, og voksede op i en verden af godser, debutantballer og afternoon tea. 

Men deres historier er bemærkelsesværdige, for de skabte i den grad overskrifter, skandaler og sladder. En hurtigt opsummering af deres skæbner lyder; Forfatter, landbrugskvinde, fascist, nazist, kommunist og grevinde. 

Men søstrene trak også et spor af dårlige ægteskaber, affærer, aborter og sågar et selvmordsforsøg, og havde de levet i dag havde de nok været sladderpressens yndlingsofre, hvilket de da også var dengang i 20’erne og 30’ernes England. De seks kvinder var kendt for deres flamboyante, selvsikre facon og deres fuldstændig bramfri og utilslørede udtalelser om det der lige faldt dem ind.  De har fascineret både dem, der kendte dem, og alle dem, der dengang og sidenhen har læst om dem.
I tre indlæg dykker jeg ned i den verden, som har inspireret Jessica Fellowes til sin romanserie, når jeg fortæller om ”Mitford fænomenet”.

I dette indlæg handler det om de to ældste søstre Nancy og Pamela, og jeg skriver lidt om ligheder og forskelle mellem bøgerne og den virkelige historie. 

Nancy Mitford af William Acton

Forfatteren:
Nancy Mitford var den ældste af de seks Mitfordpiger og i alt syv Mitfordbørn.
Hun blev født i 1904, og døde af kræft i 1973. 
Nancy Mitford var forfatter og skrev blandt andet; Love in a cold climate ,The Pursuit of love, Don’t tell Alfred, Higland fling og The Blessing 

Alle hendes bøger har det tilfælles, at de tager mere eller mindre udgangspunkt i den verden, hun selv kom fra. De foregår i et britisk overklassemiljø og er ofte ironiserende i sin fremstilling af de klassiske arketyper.

Nancy var kendt blandt sine søskende og nærmeste venner for at være særdeles skrap og en anelse spydig, men hun var også utrolig godhjertet og gavmild. Modsat store dele af hendes familie blev hun aldrig sat i forbindelse med nazismen eller fascismen, tværtimod støttede hun op om krigen mod Nazityskland. 
Nancy gik fra en tidlig alder sine egne veje, og til sine forældres store bestyrtelse undlod hun længe at gifte sig. I stedet hang hun ud med sit slæng af venner, som man i tiden kaldte ”The bright young things” (denne gruppe er centrum for andet bind af Fellowes serie). Slænget inkluderede blandt andet Nancys livslange ven Evelyn Waugh, der er kendt for romanen ”Gensyn med Brideshead”. Vennerne talte desuden Robert Byron, William Acton, Mark Ogilvie-Grant og Hamish St-Clair Erskine. Sidstnævnte var Nancys første helt store kærlighed. Hamish var åbenlyst homoseksuel og havde endda angiveligt haft en kortere affære med Nancy bror Tom (som man sidenhen har spekuleret i var biseksuel). Men Nancy havde kastet sin kærlighed på Hamish, som hun havde et underligt forhold til i flere år. Forholdet var platonisk, men Nancy troede alligevel på, at det kunne ende med ægteskab. Det var først da Hamish erklærede sig parat til at gifte sig med en anden, at Nancy slap drømmen.

I det hele taget var Nancy ikke god til at vælge sine mænd, for da hun endelig blev gift var valget faldet (tilsyneladende lettere tilfældigt) på den charmerende skørtejæger Peter Rodd. Nancy blev gift i 1933, 29 år gammel, og det var bestemt sidste udkald for en kvinde dengang.
Ægetskabet var ulykkeligt og allerede i løbet af det første år havde Peter en affære med Nancys kusine og Nancy skrev i sin roman Wigs on the green ”Marriage is a great bore. It gets one down in time”.

Nancys drøm var at blive mor, men hun aborterede flere gange. I 1941 blev hun akut opereret på grund af en graviditet uden for livmoderen – en operation der efterlod hende steril. En læge mistænkte på det tidspunkt Nancys problemer med at blive gravid for at skyldes et tidligt tilfælde af syfillis, og det var i denne sammenhæng, at Nancys mor henslægt bemærkede, at de vist nok havde haft en barnepige ansat, som havde døjet med sygdommen. Nancy bebrejdede derefter sin mor for sin barnløshed, om end sammenhængen var tvivlsom.

Aborten viste sig dog muligvis at være en velsignelse i forklædning, for barnet var ikke Peter Rodd.
Nancy begyndte at indlede flere affærer og særligt forholdet til en fransk oberst ved navn Palewski blev betydningsfuldt for hende. Efter sin skilsmisse håbede hun, at han ville gifte sig med hende. Men et ægteskab var umuligt, påstod Palewski, på grund af hendes status som fraskilt.
Da Nancy i sine sidste år var dødssyg af kræft erfarede hun dog, at Palewski havde giftet sig med en fraksilt kvinde – en nyhed der knuste hende.

Nancy døde i en alder af 69 år og efterlod sig en stor arv i form af sine værker. 

Pamela Mitford af William Acton

Landsbrugskvinden: 
Pamela var den næstældste af de seks piger og nok også den af søstrene, som havde den mindst bemærkelsesværdige historie. 
Pamela var måske også den af søstrene, der i sin samtid skabte mindst opmærksomhed omkring sig selv. Søstrene beskrev hende som den stærkeste af dem alle, og hun holdt en klar facade. 

Pamela havde som barn været ramt af sygdom og overvægt, og hun måtte finde sig i drillerier fra særligt sin ofte lidt spydige storesøster Nancy. Men bar Pamela nag overfor Nancy, så var det noget hun holdt for sig selv. 

Hun var ligesom sin storesøster en kompleks person. Hun brød sig ikke om børn, sandsynligvis på grund af sin egen manglende evne til at få nogen, men passede alligevel Dianas børn, da hun var fængslet. Omvendt manglede hun situationsfornemmelse og var i nogle tilfælde ikke ligefrem det mest fintfølende og empatiske menneske. Da Diana således sad fængslet og led under savnet af sine børn, indeholdt Pamelas breve ikke ligefrem forståelse for Dianas afsavn. De fleste ville nok i en sådan situation have beroliget sin søster og fortalt gode ting om børnene, men Pamela busede ud med stort og småt om drengenes (og sine egne) trængsler.

Pamela blev født i 1907. I 1929 stod hun til at skulle giftes med den unge Oliver Watney. Han var tilsyneladende blevet tilskyndet til ægteskabet af sin familie, og det var da også efter faderens død, at Oliver pludselig udskudte brylluppet for sidenhen helt at aflyse det. Nancy var på sin søsters vegne rasende, mens Pamela selv udelukkende udtrykte en lettelse over at slippe for svigerfamilien.

Pamela blev gift. I 1936 giftede hun sig med den stenrige og grovkornede fascist sympatisør Derek Jackson. Han elskede heste, men udover det var der tilsyneladende ikke meget sympatisk at sige om ham. Pamela blev hans anden ud af i alt seks koner, og ægteskabet var ulykkeligt fra begyndelsen.
Pamela ønskede sig børn, og undergik på et tidspunkt en operation for at bedre sin fertilitet. Men da hun endelig blev gravid aborterede hun. Deborah mente at den ubetænksomme ægtemand var skyld i aborten, fordi han havde taget hende med på en særdeles strabadserende tur til Norge. Børn fik Pamela derfor aldrig, og Deborah mente at netop denne omstændighed var den direkte årsag til hendes senere stærke modvilje mod børn. 
Ægteskabet med Derek blev opløst i 1951 og det gjorde Pamela til en særdeles velhavende dame.

Hun tilbragte derefter resten af sit liv på et landsted, hvor hun nød at dyrke afgrøder. Hendes sidste livsledsager blev veninden Giuditta Tommasi. Hvorvidt forholdet var venskabeligt eller romantisk, kan vi kun spekulere i, men søsteren Jessica skrev i et brev til Deborah at Pamela var blevet en ”You-know-what-bian”.
Pamela døde i 1994. 

Bogen Take Six Girls er Laura Thomsen findes desværre ikke i en dansk oversættelse, men er et godt sted at starte, hvis man vil læse mere om de seks søstre

Bøgerne og virkeligheden:
I den første bog ”Mordet på Asthall Manor”, som foregår i 1920/1921 er den ældste datter Nancy i centrum. Hun er ved bogens begyndelse 16 år gammel. Hun beskrives i første omgang som en lidt fjantet og overfladisk overklassepige, men viser sig også senere fra en mere fornuftig og handlekraftig side. Jeg kritiserede bogen for det lidt hurtige skifte mellem de to yderligheder.
Men Nancy blev faktisk også beskrevet som en meget dobbelt personlighed. Hun var på den ene side spydig og sarkastisk, men hun kunne også være godhjertet og hjælpsom. Derudover var hun også sin egen, og det var blandt andet til stor frustration for faderen, at hun var næsten 30 år før hun blev gift. 
Helt sikkert er det, at såvel Nancy som de andre døtre var nogle forkælede overklassepiger. De havde levet en sikker og tryg barndom, og deres verden havde været teselskaber, herregårde og baller. 

Louisa Cannon er en fiktiv karakter, men barnipigen Blor er autentisk. Hun blev af blandt andet Nancy beskrevet som værende langt mere kærlig og rar end deres egen mor havde været. 

Jeg kritiserede også bogen for at gøre Mitford familien for perifer – i forhold til hvad den lægger op til: 

”I betragtning af at bogens titel, bagsidetekst og selve formatet (seks bøger der skal følge henholdsvis en af de seks Mitford søstre) lægger op til et indblik i disse søstre og deres excentriske liv, så synes jeg at Mitford familien og Nancy er for perifere. De er mest af alt en arketypisk kulisse, der bidrager med stemningen af engelsk aristokrati; komplet med afternoon tea, fornemme titler og store betagende godser.”

Her skal det retfærdigvis sige, at rigtig meget af Mitford familiens essens og eftermæle jo netop er denne her verden af absolut engelsk overklasse. Det skyldes ikke mindst Nancy, der i sine romaner har brugt stemningen og glansen fra sin barndom i historier, som langt hen af vejen også ironiserer lidt over den aristokratiske verden og al dens snobberi. 

Første bog foregår på godset Asthall manor. Pigernes far arvede godset i 1916 fra sin far, og familien flyttede ind i 1919. Det blev dog allerede solgt i 1926. Anden bog i serien foregår i 1925, og i denne er Asthall Manor også centrum for fortællingen. 

Undertitlen på bogen er Bright young dead, og refererer til det øgenavn (Bright young things), som pressen gav den gruppe af venner, som de ældste Mitfordpiger (i særdeleshed Nancy) var en del af. 

I 1925 fyldte den næstældste søster Pamela Mitford 18 år, og det er netop under hendes atten års fødselsdag, at der endnu en gang begås et mord på godset i seriens bog to. 

Følg med i næste indlæg, hvor jeg fortæller om de to næste piger i rækken, Diana og Unity. Den ene fascist og den anden nazist. 

Du kan også læse Kapitel 3, der handler om de to yngste døtre; Jessica og Deborah – kommunisten og grevinden.

Ønsker du at læse mere om Mitfordpigerne kan du læse følgende bøger, som jeg også har brugt som udgangspunkt for mine indlæg:

Take six girls: The lives of the Mitford girls (2015) af Laura Thomson (Head of Zeus)

The Mitfords: Letters between six sister (2007) edited by Charlotte Mosley (HarperCollins)

(Der hvor jeg i mine indlæg har citeret Mitfordpigerne stammer citaterne fra en af de ovenstående bøger. Oversættelserne er mine egne – som jeg har forsøgt at holde så tæt på det engelske citat som muligt. Jeg har indsat den engelske ordlyd, der hvor jeg frygtede at meningen ville forvrænges for meget af en oversættelse) 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *