De seks Mitford piger, Kapitel 3: Jessica, Deborah og bror Tom

Skandaler og voldsomme skæbner – de seks Mitfordpiger fascinerede og forargede gennem hele deres levetid, og deres handlinger trak overskrifter. Selvmordsforsøg, slibrige affærer og ubehagelige ægtemand, der er skam nok voldsomme historier at tage af. 
Måske er det derfor at forfatteren Jessica Fellowes har ladet sig inspirere af Mitfordsøstrene, og ladet dem være centrum for en bogserie, der blander uopklarede mord med de seks søstres dragende personligheder. I tre indlæg dykker jeg ned i historien om de seks søstre.

I det første indlæg skrev jeg om de to ældste Mitfordpiger, Nancy og Pamela, ligesom jeg skrev lidt om forholdet mellem bøgerne og virkeligheden. 
I det andet indlæg handlede det om de to næste døtre i rækken, Diana og Unity. Men også om forældrene Sydney og David Mitford og familiens relation til Nazityskland. 

Denne gang gælder det de to sidste døtre i rækken; Jessica (kommunisten) og Deborah (grevinden). Men du kan også læse om den ene hane i kurven, Tom. 

Kommunisten:
Jessica Mitford blev født i 1917. Som barn var hendes nærmeste allierede og tætteste ven søsteren Unity. Jessica var gennem størstedelen af sit liv præget af noget der lignede en voldsom modvilje overfor sin familie. Hun foragtede overklasselivet, pengene og snobberiet og fandt familiens fascistiske og nazistiske sympatier frastødende. Men flere omkring familien har dog spekuleret i, at Jessicas kommunistiske overbevisning ikke alene var ideologisk begrundet, men også bundede i noget personligt – hun havde et behov for at distancere sig fra familien.

Jessica beundrede Nancy og elskede Unity. Mens hun misundte Deborah og nærede en enorm modvilje mod Diana. I voksenlivet formåede hun heller aldrig at tilgive Diana for hendes alliance med fascismen, hvorimod hun tilgav Unity for en langt værre alliance.

Jessica mødte i en alder af 19 år sin fætter (i andet led) Esmond Romilly. Han havde kæmpet i den spanske borgerkrig og var kommunist. Begge familier modsatte sig ægteskabet, men parret flygtede til Spanien, hvor de senere blev gift. Jessica lagde derefter afstand til sin familie, og talte aldrig sidenhen med sin far. 

De bosatte sig i et arbejderkvarter i London, hvor de nærmest gjorde en dyd ud af at leve langt væk fra overklassens privilegier. Jessica fødte en datter, Julia, der dog døde før hun fyldte 1 år af mæslinger. Pigen trak vejret for sidste gang på en lokal klinik, og sorgen var ubærlig for Jessica, som måske også følte skyld. Jessicas mor havde flere gange tilbudt at betale for en barnepige og for bedre pleje at pigen, men parrets overbevisninger bød dem at sige nej. Hverken barnepige eller dyrere læger kunne formegentlig have reddet Julia, men sorgen tyngede Jessica resten af livet og hun talte aldrig sidenhen om datteren. Ingen fra Mitford familien deltog i øvrigt i pigens begravelse.

Jessica fødte endnu et barn, en datter, samme år (1941) som hendes mand blev meldt savnet og siden død under krigen.
Jessica giftede sig igen, denne gang med endnu en kommunist, Robert Treuhaft. De flyttede til USA og fik to børn sammen, men tragedien var ikke færdig med at ramme Jessica.

Hende og Roberts ældste søn Nicholas døde efter en ulykke, han blev ti år gammel. På det tidspunkt var Jessica en meget aktiv del af demonstrationer mod diskrimineringen af sorte i USA, og da hendes søn døde gik sladderen blandt andet på, at hun burde have brugt sin energi på at passe på sine børn fremfor politisk arbejde. Jessica havde ikke kunnet redde sin søn, men sladderen var nådesløs.

Jessica fandt aldrig fred mine sine forældre. Faderen så hun aldrig og vreden mod moderen stak så dybt, at hun afviste alle moderens små forsøg på forsoning. Ironisk nok endte Jessica Mitford dog som en meget rig dame, efter at hendes bøger ”The american way of death” og ”Hons and rebels” blev store successer. 
Jessica døde i 1996. 

Grevinden:
Deborah Mitford havde måske nok det mest ”almindelige” liv af de seks søstre, eller i hvert fald det liv, der mest af alt lignede det liv, man havde forestillet sig for en pige født ind i det aristokratiske England, for egentlig var der ikke noget almindeligt ved Deborah, der endte med en af de mest fornemme titler i England og et af landets smukkeste godser som hjem. 

Deborah var den yngste af pigerne, og måske nok den mildeste og mest fornuftige af dem. Hun var den længstlevende og også den der formåede at holde sig på god fod med alle sine søstre.
Hun blev født i 1920, og mødte som 18’årig den adelige Andrew Cavendish. Han var anden søn af en greve, og Deborah faldt pladask for ham. Parret giftede sig i 1941 og da Andrews storebror døde blev Andrew den nye arving til grevskabet. 

Deborah og Andrew overtog titlerne i 1950 – og selvom Deborah selv var datter af en adelig, så oversteg hun med sin nye titel som grevinde langt faderen i rang. I det engelske aristokrati er greve eller duke som det hedder den fineste adelige titel. Herefter kommer markis/marquess, jarl/earl, viscount og til sidst baron, som altså var den titel, som Deborahs far David havde. 

Deborah var gravid talrige gange og havde i hvert fald fem aborter, mens fire børn blev født og døde kort efter fødslen. Andrew og Deborah endte dog med at få tre velskabte børn, der alle lever i dag.
Deborah og Andrew fik desuden sammen sat skik på det store familiegods Chatsworth house, som også i dag er hjem for greven af Devonshire. Godsets økonomi led frygteligt efter krigen, hvor flere store godser i England fik pålagt store skatter. Men Deborah og Andrew var arbejdsomme, fornuftige og fremsynede og fik mod alle odds godset på ret kurs igen. 

Deborah fik den, i manges øjne, mest lykkelige skæbne af de tre søstre. Som grevinde var hun i hvert fald den af søstrene, der kom nærmest den skæbne, som forældrene David og Sydney havde forestillet sig for deres døtre. 

Venner og bekendte omkring Mitford familien spekulerede i, om ikke den fornuftige Deborah havde lært af sine søstres  eskapader og derfor bevidst var gået efter det sikre valg. 
Deborah døde som den sidste af Mitfordpigerne i 2014 – 94 år gammel.

Drengen:
Tom Mitford var ene hane i kurven. Han blev født som barn nummer tre i 1909. Tom var som den eneste dreng familiens centrum, og noget af det eneste de seks Mitford søstre i hvert fald kunne blive enige om, var at de alle elskede Tom. 
Han var kendt som en sympatisk, intelligent og charmerende mand, men han var også en mand, der gik en anelse mere stille med dørene end sine flamboyante søstre.

Som dreng var han den af Mitford børnene, som fik den bedste uddannelse. Han gik blandt andet på Eton College, hvor flere af kongehusets medlemmmer (inklusiv prins William og prins Harry) har gået. Tom uddannede sig også til jurist.

Han var meget glad for Tyskland. Han havde flere tyske venner, og var utrolig begejstret for tysk kulturliv; heriblandt tyske forfattere og komponister. Den interesse for det tyske er ofte sidenhen blevet forvekslet med en sympati for datidens tyske politiske strømninger. Men hvad Tom Mitford egentlig troede på er vanskeligt helt at afdække, for han var en indadvendt personlighed, der ikke luftede sine meninger offentligt.
Sikkert er det dog, at han flere gange var tilstede ved fascistiske demonstrationer og taler, men om han til fulde delte sympatierne eller om han primært var tilstede af nysgerrighed eller for at støtte sin svoger Mosley, det er vanskeligt at sige. Men Tom Mitford udtrykte en vis beundring for Hitler og hans politiske ideer, som flere af datidens engelske aristokrater i øvrigt gjorde gennem trediverne. 

 Tom var efter al sandsynlighed biseksuel og det er almindeligt kendt, at han blandt andet havde et forhold til sin ven Hamish, som Nancy senere kastede sin kærlighed på. Tom havde dog også en kendt affære med en gift kvinde.
Da krigen brød ud blev Tom udstationeret i Japan. Det var tilsyneladende hans eget ønske, da hans kærlighed til Tyskland gjorde det svært for ham at kæmpe i Europa. Tom var splittet; Han elskede Tyskland, men han elskede mest af alt sit fædreland.
Under en orlov erklærede han, at han ville gifte sig efter krigen. Det nåede han desværre ikke. Han blev såret kort tid før krigens afslutning, og da han ventede på at blive hjemsendt fik han lungebetændelse. Han døde 30.marts 1945.
Hans død blev et hårdt slag for familien. Den førte til et endeligt brud mellem forældrene, og søstrene havde mistet den person, som havde været forbindelsesleddet mellem dem alle.

Hvorfor endte pigerne så forskellige steder?
Historien om Mitford pigerne er på alle måder en bemærkselsesværdig historie, netop fordi de alle, med undtagelse af Deborah, tog nogle valg, der førte deres liv et helt andet sted hen, end man ville have forventet. 
Pigerne var egenrådige, viljestærke og selvsikre. De var kendte for deres skønhed og deres intellekt, om end de ikke alle tog de bedste valg i livet.

Man kan undre sig over, at seks piger, som fik den samme opvækst, udviklede så forskellige måder at opfatte verden på. Var det menneskene (mændene) de mødte, som formerede dem, eller kom de politiske overbevisninger først?. 

For Diana synes kærligheden at være kommet før den politiske overbevisning, hvorimod Jessica tidligt tog afstand fra fx Dianas fascistiske sympatier. 

Måske var det i virkeligheden forskellige opfattelser af den verden de kom fra, som formede deres politiske holdninger. Det er fx interessant, at både Nancy og Jessica, der var henholdsvis socialist og kommunist, udtrykte en misbilligelse af moderen, som de mente havde haft en kølig attitude. Såvel Nancy som Jessica gav udtryk for negative følelser omkring deres opvækst. Nancy var dog mere nuanceret end Jessica, der fuldstændig tog afstand fra forældrene og den verden, hun kom fra.

På den anden side var den konservative Deborah positiv stemt overfor moderen og barndommen, ligesom Diana var direkte forarget over sine søstres negative udtalelser.  Politisk rykkede Nancy og Jessica sig fra barndomshjemmet, ligesom de gjorde det personligt. 

Ønsker du at læse mere om Mitfordpigerne kan du læse følgende bøger, som jeg også har brugt som udgangspunkt for mine indlæg:

Take six girls: The lives of the Mitford girls (2015) af Laura Thomson (Head of Zeus)

The Mitfords: Letters between six sister (2007) edited by Charlotte Mosley (HarperCollins)

(Der hvor jeg i mine indlæg har citeret Mitfordpigerne stammer citaterne fra en af de ovenstående bøger. Oversættelserne er mine egne – som jeg har forsøgt at holde så tæt på det engelske citat som muligt. Jeg har indsat den engelske ordlyd, der hvor jeg frygtede at meningen ville forvrænges for meget af en oversættelse)