De seks Mitford piger: Kapitel 2: Diana, Unity og Nazityskland.

Jessica Fellowes’ planlagte serie ”Mitfordmordene” tager udgangspunkt i virkelige uopklarede mord. Hun har valgt at krydre sin fortælling med lidt ægte engelsk overklassestemning i form af de legendariske Mitfordsøstre. Nancy, Pamela, Diana, Unity, Jessica og Deborah var døtre af en baron, og voksede op i en verden af godser, debutantballer og afternoon tea. De seks piger var kendt for deres privilegerede opvækst, deres kloghed og intelligens, men også deres fuldstændinge vilde og mønsterbrydende valg. 

I tre indlæg dykker jeg ned i den verden, som har inspireret Jessica Fellowes til sin romanserie, når jeg fortæller om ”Mitford fænomenet”.
I sidste indlæg (læs det her), havde jeg fokus på de to ældste Mitfordpiger, Nancy og Pamela, ligesom jeg skrev lidt om forholdet mellem bøgerne og virkeligheden. I dette indlæg gælder det de to næste døtre i rækken, Diana og Unity. Men jeg fortæller også lidt om forældrene Sydney og David, ligesom jeg dykker ned i Mitford familiens relation til Nazityskland. 

Fascisten: 
Diana blev født i 1910 og blev regnet for at være både den smukkeste og mest charmerende Mitford søster. Hun havde da også stort set frit valg på alle hylder, da der skulle vælges ægtemand, og valget faldt i første omgang på den sympatiske, rige og aristokratiske Bryan Guinness. Han var absolut forelsket i den indtagende Diana, mens hun tilsyneladende mest af alt så alliancen med ham, som en måde at komme væk hjemmefra. Hun var kun 19 år og forældrene mente at ægteskab burde vente. Det gjorde dog blot Diana mere forhippet på at fremskynde brylluppet og den forelskede Bryan var ikke svær at overtale. Da han erklærede for hende, at deres kærlighed ville vare evigt, svarede hun ”Well, for a long time anyway”.

Parret blev hurtigt centrum for eliten af Londons unge og rige, og de holdt store fester, hvor særligt Diana blev beundret. De fik to sønner ganske hurtigt efter hinanden og Bryans kærlighed til Diana forblev mindst ligeså stor og voldsom som i begyndelsen. Men Diana kedede sig tilsynaldende og ind på scenen trådte så den karismatiske Mosley, der på tidspunktet sås som det store nye håb i engelsk politik. 
Mosley var gift og lidt af en skørtejæger, men alt det forhindrede ikke Diane i at indlede en affære med ham.

Bryan opdagede affæren og var egentlig parat til at tilgive sin kone, men hun ønskede skilsmisse. Endda til trods for at Mosley bestemt ikke havde planer om at blive skilt.
Bryan kæmpede mod skilsmissen men indvilligede til sidst. Diana installerede sig i et hus ikke langt fra Mosleys bopæl og fandt sig i at være en blandt mange af Mosleys affærer. Hun blev gravid et par gange, men måtte i det skjulte få en abort.
 Skilsmissen og Dianas efterfølgende liv som en af Mosleys mange kvinder skabte overskrifter og særligt Dianas far, Baron Redesdale, var forarget. Forholdet mellem far og datter var for altid ødelagt. 

Skæbnen faldt således, at Mosleys hustru pludselig døde, og det åbnede en dør for Diana, der i mellemtiden var blevet gravid igen, og hun blev nu Mosleys kone. Det forhindrede dog ikke Mosley i at fortsætte sine affærer. Mosleys politiske karriere tog fart, men han begyndte også at flirte med fascismen, og grundlagde Englands fascistparti. 
Diane delte Mosleys sympati for fascismen, om end mange senere spekulerede i, om det i højere grad var Mosley end det var fascismen, hun troede på. Hendes loyalitet overfor manden var i hvert fald stor.

Da krigen brød ud blev både Mosley og Diana fængslet. Diane blev endda brutalt revet væk fra sin kun to måneder gamle dreng. Efter halvandet år blev de placeret i samme celle, og her tilbragte de yderligere halvandet år førend de blev overført til husarrest, hvor deres børn kunne være sammen med dem.
Diana blev dog ikke knækket af opholdet og udtalte efterfølgende at tiden i husarrest var den lykkeligste tid i hendes liv. Den tid bragte hende nærmere Mosley. Han kunne dels ikke pleje sine affærer og dels var han i de år ekstra opmærksom på sin kone. Måske havde han dårlig samvittighed over den smerte hans politiske holdninger havde påført hende.

Diana døde efter et slagtilfælde i 2003 – 93 år gammel.

Nazisten:
Unity Mitford blev født i 1914. Hun var den af søstrene, som forældrene gjorde flest forsøg på at give en formel uddannelse. To gange blev hun sendt på kostskole, men begge gange blev hun smidt ud, eller som moderen Sydney formulerede det ”Bedt om at gå”. 

Der er varierede tilkendegivelser af Unitys personlighed som barn. Men grundlæggende danner der sig et billede af en humørsøg, dramatisk og charmerende pige. 

Hun var også en anelse naiv og beskrives som værende den mindst intelligente af de seks søstre, og det ville være nærliggende at sige, at det nok var derfor, at hun kunne falde for de naziatiske tankegange. 

Unity var dog langt fra alene, flere af datidens engelske aristokrater så mod Nazityskland med store beundring. Unitys søster Diana var da heller ikke uden begejstring for de politiske strømninger. Unity var derimod tilsynledande ikke så interesseret i de politske ideologier, hun nærede dog en stor sympati for Hitler og efter et møde med ham, rejste hun til Tyskland, hvor hun snart blev en del af Hitlers inderkreds. Sladderen gik dengang på, at hun var hans elskerinde, men der er dog intet der egentlig tyder på, at det var rigtigt. Dog skulle Hitlers elskerinde Eva Braun have været særdeles utilfreds med UNitys tilstedeværelse i Hitlers liv. 
I 1939 blev hun af regimet tildelt en fin ny lejlighed, og som hun skrev til sin mor ”den har tilhørt en fin jødisk familie, der er rejst udenlands” – hvor meget Unity egentlig vidste om sagens rette sammenhæng vides ikke. Men det kan i dag synes utroligt, hvis hun som en af Hitlers nærmeste har været fuldstændig uvidende om, hvad der egentlig foregik i de år. 

Da krigen mellem England og Tyskland syntes uundgåelig blev situationen dog for meget for Unity, som valgte at skyde sig selv i hovedet. Selvmordsforsøget lykkedes ikke. Unity overlevede, men kuglen blev siddende i hendes hjerne og forandrede hende for altid.

Hun kom hjem til England, hvor hun resten af sit liv blev plejet af moderen, der bestemt fik sin sag for. Unitys sind var på mange måder som et lille barns, mens hun fysisk primært slap med inkontinens som det største problem.  Selvmordsforsøget og Unitys efterfølgende tilstand gjorde, at hun undslap retsforfølgelse for sin nazistiske alliance. Det skabte røre i landet, og ledte formegentlig til at søsteren Diana blev straffet endnu hårdere for sine ”forbrydelser”.

I en alder af 34 år fik Unity meningitis og døde forholdsvis pludseligt med sin mor og plejer ved sin side.

Forældrene
David og Sydney, forældrene til de syv Mitford børn, har vist haft mange søvnløse nætter over døtrenes eskapader, og særligt David blev flere gange forarget over pigernes opførsel. Diana og Jessica havde han fx slet ikke kontakt med efter deres skandaløse ægteskaber.

David Redesdale var født ind i aristokratiets verden, men det lå ikke i kortene, at han skulle være baron, da han blev født som søn nummer to. Davids bror døde dog under første verdenskrig, hvor David også selv kæmpede, og da faderen døde i 1916, blev David den nye Lord Redesdale. 

David overtog store godser og en god portion penge, ligesom han også fik plads i The House of Lords. David var dog øjensynligt hverken specielt interesseret i penge eller politik, og var heller ikke dygtig til nogen af tingene. Han forvaltede formuen dårligt og med en stor børneflok at forsøge blev han hurtigt tvunget til at sælge store landområder og godser fra. Det startede med det store Batsford park og derefter Asthall Manor.

Sydney Bowles var datter af Thomas Gibson Bowles, en journalist, redaktør og grundlægger af prominente magasiner som Vanity Fair. Thomas var stenrig og excentrisk, og blev ikke mindre sær efter hustruens død. Thomas havde derefter utallige elskerinder, og særligt et meget offentligt forhold til børnenes gouvernante kaldet Tello. Sydney var kun syv år gammel da moderen døde, men alligevel blev hun hurtigt familiens mor, og havde i praksis en del af moderens gamle pligter. Som ganske ung teenager styrede hun hele husholdningen og hun blev fra moderens død behandlet som en voksen af sin far. Måske det kunne forklarede hendes lidt strikse og reserverede natur, som nogle af hendes døtre (Nancy og Jessica) efterfølgende bebrejdede hende.  
Sydney og David mødte hinanden gennem deres fædre, som var venner. Parret blev gift i 1904. Ægetskabet førte til syv børn, men de mange skandaler og skuffelser tog hårdt på parrets samliv, og da deres søn Tom døde, fik ægteskabet det sidste og dødelige slag. Sorgen blev for meget for parret, og David fortrak sig fra offentligheden og familien, og levede resten af sit liv med sin husbestyrerinde/elskerinde. Sydney viede derefter sit liv til datteren Unity.
David døde, 80 år gammel, i 1958. Sydney mødte op på hans dødsleje og parret blev forsonet lige før hans død. Sydney døde i 1963. Hun blev 83 år.

The Mitfords og nazismen. 
”Han var exceptionelt charmerende, klog og original” – således beskrev Diana ingen ringere end Adolf Hitler flere år efter krigen.  Men også moderen Sydney mødte Hitler flere gange og var meget betaget af ham. 

Sønnen Tom elskede Tyskland, og Unity bosatte sig midt i Nazityskland. Men hvad var egentlig Mitfordfamiliens politiske overbevisninger? 
 Der er ingen tvivl om, at Diana var fascist og dermed ligesom Hitler modstander af demokratiet. Således udtalte hun også, da hun under et forhør blev udspurgt om sin relation til Hitler ”Vi hader begge demokratiet”.  

Diana var som fascist enig med Hitler på mange områder, specielt hvad angik styringen af et land. Men der er ikke noget, der tyder på, at hun på nogen måde var imod jøder eller gik ind for udryddelserne. I et radiointerview i 1989 slog hun fast, at hendes mand Mosley bestemt ikke havde været imod jøder, og hun mente at ethvert angreb på jøderne under krigen var ”dreadfully wicked”, men hun udtalte til gengæld også, at hun ikke troede på omfanget af Holocaust. På spørgsmålet om hendes venskab med Hitler svarede hun ”I can’t regret it”. Diana var først og fremmest loyal; loyal mod sin mand, sine overbevisninger og ikke mindst de valg, hun havde truffet gennem tilværelsen. Måske kan det sidste også forklare, at hun ikke fuldt ud kunne anerkende Holocaust, – måske var det nemmere at benægte, end at anerkende, at den magt hun havde støttet, havde begået så frygtelige forbrydelser.

Unity elskede Hitler, men hun har også elsket sit land. Det er i hvert fald sikket, at hun har været frygtelig splittet, for da krigen mod Tyskland og England var en realitet forsøgte hun at tage livet af sig selv. Unitys kærlighed til Tyskland og Nazismen er straks vanskeligere at forstå. Hun var i modsætning til sine søstre ikke specielt politisk engageret, og på mange måder virker hendes nazistiske tendenser en smule tilfældige. Som den eneste af søstrene er hun dog kendt for at have udtalt sig negativt om jøderne, hvorimod hun ikke som sådan gav udtryk for at dele eller have sat sig ind i de egentlige politiske tanker bag nazismen eller fascismen. 

Unitys kærlighed til Hitler siges at være startet ved Diana, for det var storesøster Diana, der tog hende med til Tyskland, hvor de så Hitler tale til nationen og også mødte ham personligt. Diana kunne godt lide Hitler som person, men hun udtalte at hun fandt hans taler en smule vanvittige. Unity derimod opførte sig straks som et discipel, der havde fundet sin fører. Mange sagde siden om Unity, at hun i forvejen balancerede på kanten af vanvid, og måske fandt hun sin mage i Hitler. I hvert fald udtalte hun sig efterfølgende negativt om jøder, og brugte termer som den ariske race. Men det var tilsyneladende tilfældigt, for der er også eksempler på venner og bekendte, der blandt andet var jøder, som hun sås med. 

Faderen David var efter Første Verdenskrig meget kritisk overfor Tyskland. Han var direkte forarget, da Diana ønskede at tage Unity med til Tyskland, og skrev i et brev ” … du må vide (…) hvor fuldstændig forargede Muv (mor) og jeg er over at du og Bobo (Unity) accepterer nogen form for invitation fra mennesker vi anser for at være en morderisk forsamling af pestilenser (murderous gang of pests)”. David har måske også kendt sin datter Unitys letpåvirkelige sind, da han skrev brevet, i hvert fald afslører det en ret så stor foragt for nazityskland.

Efterfølgende skiftede vindene dog en hel del, og David besøgte sammen med sin kone datteren Unity i Tyskland, hvor de mødte Hitler. David må være blevet overbevist af Hitlers ”charme”, for senere (1938) holdt han en tale i parlamentet, hvor han talte varmt om Hitlers Tyskland og opfordrede til at søge fred med landet. Han hævdede også, at beretningerne om Hitlers behandling af jøderne var absolut overdrevne. 
Da krigen brød ud skiftede David dog igen holdning og blev meget negativt stemt overfor Tyskland. Konen Sydney bevarede dog, ligesom datteren Diana, sin positive indstilling overfor de politiske tanker i nazismen, og måske var dette også en medvirkende årsag til bruddet mellem parret.

Sønnen Tom var glad for Tyskland og tysk kulturliv. Han skulle angiveligt også have udtalt, at havde han været tysker, så var han formegentlig også blevet nazist. Hvor meget man skal lægge i en sådan udtalelse er dog tvivlsom. Det kan også blot have betydet, at han forstod den massive påvirkning af de politiske budskaber, som befolkningen har været udsat for. Tom deltog i trediverne i møder for den engelske fascistiske bevægelse. Men det gjorde storesøsteren Nancy også, og hun var bestemt socialistisk indstillet. Deres deltagelse kan også være udtryk for nysgerrighed, eller at de ønskede at støtte deres svoger Mosley. Sikkert er det dog, at Tom Mitford selv ønskede, at han under Anden Verdenskrig kæmpede i Asien fremfor i Europa. Hans kærlighed til Tyskland gjorde det vanskeligt for ham at kæmpe i Europa. 

Det efterlader os altså tilbage med Pamela, Jessica og Deborah. 
Jessica kan vi hurtigt udelukke som nazist, for hun var kommunist. Hun stak af som ganske ung og giftede sig med en kommunist og hun levede efterfølgende langt fra Mitfordfamiliens aristokratiske glans. Deborah var ganske ung, da krigen brød ud, og har derfor af måske åbenlyse grunde ikke deltaget i tredivernes politiske spil. Efterfølgende var hun udpræget konservativ, og som grevinde på et stort gods passede hun på mange måder allerbedst ind i den tilværelse, man nok havde forestillet sig som mest oplagt for de adeligt fødte søstre.

Pamelas politiske overbevisninger er vanskeligere at finde ud af. Hun holdt sig mere tilbagetrukket, og led ikke i samme grad som sine søstre af et behov for at udbasunere samtlige af sine meninger.  Pamelas mand Derek Jackson sympatiserede med fascismen, men Pamela blandede sig ikke i politik. 

Helt overordnet set var stort set alle i familien på et givet tidspunkt tilstede under afholdelse af fascistiske taler. Men det er vigtigt at bemærke, at svigersønnen Mosley var leder af det britiske fascist parti, og at familiens deltagelse derfor kan ses som støtte af ham. Derudover var mange af de her tanker ikke ualmindelige at finde blandt aristokratiet i trediverne. 

Læs med i næste indlæg, hvor det gælder de to yngte døtre Jessica og Deborah – kommunisten og grevinden. Ligesom jeg også skriver lidt om Tom, den eneste hane i kurven.
Ønsker du at læse mere om Mitfordpigerne kan du læse følgende bøger, som jeg også har brugt som udgangspunkt for mine indlæg:

Take six girls: The lives of the Mitford girls (2015) af Laura Thomson (Head of Zeus)

The Mitfords: Letters between six sister (2007) edited by Charlotte Mosley (HarperCollins)

(Der hvor jeg i mine indlæg har citeret Mitfordpigerne stammer citaterne fra en af de ovenstående bøger. Oversættelserne er mine egne – som jeg har forsøgt at holde så tæt på det engelske citat som muligt. Jeg har indsat den engelske ordlyd, der hvor jeg frygtede at meningen ville forvrænges for meget af en oversættelse)