Børnebogsanbefaling: Hasulle Banulle

Titel: Hasulle Banulle og gummistøvlen, Hasulle Banulle bygge hule, Hasulle Banulle kan ikke sove

Skrevet af: Chr.Winther

Illustreret af: Chr.Winther

Forlag: SMSpress

Målgruppe: ca. 2-5 år

Hasulle Banulle er et arrigt lille loddent væsen, der har fem ben og bor i en mobilmast. Han gør lige, hvad det passer ham, og mangler han en gummistøvle så stjæler han da bare en.

Historierne er humoristiske både i sprog og illustrationerne, men der er også plads til dybe refleksioner på børneniveau.

I ”Hasulle Banulle og gummistøvlen” har han mistet en gummistøvle. Men det er der råd for, han har nemlig set, at der findes rigtig mange flotte støvler i børnehaven.

I ”Hasulle Banulle bygger hule” Mangler han en masse ispinde til at bygge hule med. Den slags kan fås i isbilen, der har han set mange kasser med is.

I ”Hasulle Banulle kan ikke sove” vil hans øjne pludselig ikke lukke i! Heldigvis kommer han i tanke om, at noget af det, der gør voksne allermest trætte er larm og støj – og så må man jo bare lave noget af det.

Historierne er egentlig forholdsvis enkle. Men hver historie sluttes med en side, hvor der er skrevet små filosofiske spørgsmål. I historien om gummistøvlen angår det etikken med spørgsmål som fx ”Hvis det er godt for mig, men dårligt for mange, er det så godt?”. Spørgsmålene er naturligvis skrevet til den finurlige børnehavebarnshjerne, og de er i hvert fald oplagte til en snak om nogle af de temaer, der ligger bag bogens humoristiske og skøre udtryk. 

Men bøgerne er altså først og fremmest en underholdende serie, der fortæller med humor og et glimt i øjet. Illustrationerne er skøre, med en flagermus der flyver ind i munden og en fod med ansigt, – og det er noget, der vil tiltale de fleste børn i målgruppen.

Illustrationerne er også fyldt med små talebobler, der viser, hvad Hasulle Banulle siger, og han taler jo et dejligt vrøvlesprog, som lige er noget for det sprogligt legende børnehavebarn.

Herhjemme er Hasulle Banulle hurtigt blevet en af favoritterne. Det er bøger, som Lilly også selv ”læser højt”, og Hasulle Banulle er nærmest blevet en del af ordforrådet. Når en hue eller vante er væk siger vi ”Det er nok Hasulle Banulle, der har taget den”. Siden med de filosofiske spørgsmål fanger ikke rigtig Lilly. Men vi har brugt spørgsmålene som udgangspunkt for at stille vores egne spørgsmål til teksten, og på den måde har vi alligevel fået vendt tematikkerne. 

Lillyanmelder:
”Hasulle Banulle er tosset. Han stjæler alt muligt og siger skøre ting. Han har også en mærkelig fod og der flyver flagermus ind i hans mund. Det er skørt.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *