Tidlige skildringer af homoseksualitet i dansk litteratur

Bredere repræsentation i klassiker-kassen?

Jeg har været en tur i den glemte klassiker-kasse og læst en lille håndfuld værker, der alle har det tilfælles, at de er over 100 år gamle, og at de har mindst en åbenlyst homoseksuel hovedkarakter. 

Det er værker, som i dag er fuldstændig glemt, men som det set i et litteraturhistorisk perspektiv er interessant at have øje for, da de netop giver et mere alsidigt billede af litteraturen på daværende tidspunkt, ligesom fremstillingerne giver et indblik i den opfattelse samfundet havde af homoseksuelle. 

Det er værker, der tematiserer og fremstiller nogle erfaringer om kærlighed som på daværende tidspunkt blev fortiet i den øvrige litteratur og af samfundet generelt.

Homoseksualitet var ulovligt frem til 1930, indtil da var det strafbart for mænd at have sex med andre mænd. Kvinder blev ikke nævnt i straffeloven, da man tilsyneladende ikke har ment, at kvinder kunne være homoseksuelle. En anskuelse man ser i fx Vilhelmine Zahles ”Også en kærlighedshistorie”, hvor den unge Marthas forelskelse i Edith af omgivelserne bliver anskuet som ungdomsfjolleri og ganske ufarligt, det handler alene om, at hun bare skal falde til ro og opfylde sin bestemmelse som kvinde ved at finde den rigtige mand.

En anden tendens som man ser i den tidlige fremstilling af homoseksuelle karakterer i litteraturen er, at selve erkendelsen af at være tiltrukket af det samme køn hos karaktererne medbringer en følelse af ikke at være rigtig og dermed opgiver de livet. Efter at have erkendt sin kærlighed til en anden kvinde, og sin manglende interesse i mænd, går Nina i romanen af samme navn opgivende og udslukt døden i møde. Ligeledes er hovedkarakteren i Vilhelmine Zahles ”Også en kærlighedshistorie”, den unge Martha, også klar til at tage livet af sig. Hun vælger dog imidlertid det kærlighedsløse ægteskab med en mand. Ægteskabet og selvmordet optræder her altså som to ligestillede løsninger, – og det ligger der uden tvivl en særlig samfundskritik i. Zahle var nemlig kendt som en ivrig debattør af kvindens (manglende) rettigheder. 

Emmy Carell adskiller sig dog væsentligt i denne udgang for sine karakterer. Hun lader nemlig sin ene lesbiske hovedkarakter gå lykkeligt og veltilpas (og ganske uden anger) ud af historien. Samtidig er fortællingen (for sin tid) ret eksplicit i sine skildringer af den lesbiske kærlighed. Den roman blev også dømt usædelig og konfiskeret. 

På bloggen kan du læse mere om fire tidlige historier om homoseksuel kærlighed;

Nina af Otto Martin Møller fra 1883

”Nina” af Otto Martin Møller fra 1883 er så vidt vides en af de allerførste (måske den første) roman med en åbenlyst homoseksuel hovedperson. Romanen er ganske vist blevet glemt i litteraturhistorien, men den blev ikke stemplet usædelig, sådan som Carells roman (der trods alt er knap fyrre år yngre) blev det. Det skyldes utvivlsomt, som forordsskribent Dag Heede pointerer det, hvordan det ender for Nina, der i romanens slutning endelig går til bekendelse og afslører sin dybe kærlighed til en anden kvinde.

”Du aner ikke, hvad du siger: du kender mig dog ikke helt og ved ikke, hvor megen lidenskab, der gløder i mit bryst! – Nej, den betingelse må du ikke stille; du kunne ligeså godt fordre mit liv, som at jeg ikke måtte se hende; du ville blot forbitre mig livet uden at have nogen glæde deraf.”

Afsløringen kommer efter at Nina har erkendt, at hun ikke kan gifte sig med den unge sympatiske Otto, med hvem hun ellers har dannet et varmt og nært venskab. Gennem romanen forsøger Otto også at guide Nina til at blive en god digter, men Ninas kunstneriske evner kan kun komme til udtryk i malerkunsten og det er kun den nære veninde, genstanden for hendes kærlighed, der kan inspirere hende. Den kunstneriske åre kan således kun flyde, når Nina giver sig hen til den kærlighed, som hun godt ved er umulig, og erkendelsen bliver hendes undergang.

”Det unaturlige kan ikke forklares: det er en skabelsens inkonsekvens, hvis logik fører til et meningsløst resultat”

Selvom Møller således beskriver Nina med stor sympati, så afspejler romanens pointe alligevel tydeligt sin tid, og også romanens tyske titel ”Wer kann dafür?” – Hvem kan gøre for det? – understreger dette; Ninas kærlighed til kvinder er en tragisk naturens fejl.

Nina er læst i udgaven fra forlaget Ti Vilde Heste med forord af Dag Heede. 

Også en kærlighedshistorie af Vilhelmine Zahle 1890.

”Hun kendte den følelse, der volder angst og hjertebanken og dog er så fuld af svimlende lyksalighed, hun vidste, hvorledes man kan glemme alt, når man ser ind i et par menneskeøjne. Men pastor Eriksen ville formodentlig, hvis han havde kunnet se ind i hende, ikke have forstået og godkendt den slags kærlighed. Det skulle jo være en mand og en kvinde, sådan var de menneskelige og guddommelige love. Alt andet var unatur, vanvid” 

Martha lever en på mange måder sorgløs tilværelse alene med sin godmodige og gavmilde far. Hun forelsker sig som ganske ung i sin lidt ældre veninde Edith. Men Edith afskriver følelserne som ungdommelige griller. Da Edith annoncerer sin forlovelse med en mand mister Martha lysten til at leve og beslutter sig for at Ediths bryllup skal være den sidste dag i hendes liv. 

Vilhelmine Zahles novelle ”Også en kærlighedshistorie” fra 1890 (der udkom i samlingen Vildsomme veje) var på flere måder progressiv for sin tid. For det første skildrede den ret eksplicit lesbisk kærlighed, hvilket var særligt for en tid, hvor forhold mellem to af samme køn var strafbart. Men Zahles værk er først og fremmest særegent, fordi hun har en ret positiv og indfølende holdning til sin hovedperson Marthas forelskelse i veninden Edith. 

Sammenligner man med fx Otto Martin Møllers tidligere værk Nina, hvor Ninas forelskelse i en kvinde skildres med en afstandtagen og en grundtone af forelskelsens unaturlighed, så har Zahle en anden grundtone i sin fremstilling. Det er en tydelig grundindstilling i fortællingen, at det ikke er Martha der er forkert, det er derimod samfundet, der ikke forstår Martha og hendes kærlighed. Ligesom det også er samfundet, der i sidste ende presser Martha til at lægge bånd på sin seksualitet, hvilket også resulterer i at Martha i andres mister sin helt særlige glød og livsgnist.  

Zahle retter kritikken mod verden omkring hende, veninden der fortaber sig i de borgerlige normer i en sådan grad at hun glemmer sin veninde. Samt faderen der er fuldstændig blind for datterens velbefindende.

Zahle retter dog også en anden kritik i sin fortælling, nemlig den, at der for kvinden aldrig findes noget andet valg end ægteskabet. Den eneste anden udvej der bydes Martha er døden, som hun også kortvarigt overvejer at fortabe sig til. 

Zahles novelle blev dengang blandt andet anmeldt i både Politiken og Berlingske. 

I Berlingske fik den en del kritik med på vejen;

”Den omhandler en ung Piges Kærlighed, men Idealet er her ikke en Mand, men en anden Kvinde. Denne Kærlighed synes en del hysterisk, og Fortællingen bliver ikke mere troværdig, fordi den unge Pige, efter at være helbredt for sin noget farlige Tilbøjelighed, beskrives som en udslukt Vulkan.”

Læg mærke til formuleringen ”efter at være helbredt for sin noget farlige Tilbøjelighed”. Ligeledes værd at bemærke at anmelderen finder det utroværdigt, at Martha udslukkes som en vulkan selv efter at hun gifter sig med en mand. Anmelderens opfattelse afspejler dermed en tidstypisk opfattelse, at lesbisk kærlighed kunne begrænses til en ufarlig ungdomsgrille, som ville gå over, når man mødte den rette mand. Den opfattelse ser man jo i øvrigt også hos genstanden for Marthas kærlighed Edith.

Martha indser at forelskelsen i Edith og hendes følelser for en anden kvinde aldrig kan realiseres, og hun bestemmer sig for at måtte leve sit liv som rekonvalescent. I Zahles beskrivelse er den udvej Martha vælger beskrevet som negativ, da hun indtager en passiv og apatisk kvinderolle.

I Politiken anmeldte Edvard Brandes novellen mere positivt og var i modsætning til Berlingskes anmelder ikke enig i, at forelskelsen er fremstillet utroværdigt. Imidlertid skrev han dog;

”(…) Som rekonvalescent mærker hun, hvorledes forelskelsen svinder (…)”

Brandes har tilsyneladende heller ikke forstået den meget tydelige pointe, at Martha netop ikke ophører med at elske Martha. Hun fornægter det blot. Martha er ikke ”helbredt” for sin kærlighed til kvinder. Hun fortrænger den. Dette ses symbolsk, da hun vælger at pakke minderne om Edith i en hatteæske, som hun binder forsvarligt til og sætter væk. Martha brænder ikke minderne, det kan hun ikke få sig selv til. Kærligheden er således ikke ophørt, den er gemt væk – fortrængt. 

Zahles novelle er fra 1890 og placerer sig tidsmæssigt i det moderne gennembrud. Alligevel er hun ikke at finde blandt de traditionelle forfattere der tilskrives perioden. Her skal man huske på, at de værker vi fremhæver i dag ikke nødvendigvis er de bedste eller de der bedst kendetegner perioden. Det er de værker der løbende af litterater og litteraturkritikere er blevet fremhævet. Litteraturhistorien skrives af de, der skriver om den, ikke af litteraturen selv.

”Også en kærlighedshistorie” er læst i samlingen Vildsomme veje af Vilhelmine Zahle i udgaven fra 1982 udgivet af forlaget Hønsetryk. Kilder til anmeldelser og citater herfra er hentet fra efterordet i denne udgave skrevet af Helle Jarlmose. 

Det syndens barn: en type af Christian Houmark fra 1908

”Hvordan bliver jeg, som I andre, både af ydre og også sådan af det indre… for der er nu noget, der er så forkert i mig; det er der nu Poul, om også du lader som du ikke forstår det… når bare alle mennesker ikke sådan kunne se det på mig, det er det værste. For hvad man skjuler inden i sig selv, det kommer da ingen ved, uden netop en selv. Vel?”

Peter er vokset op som plejebarn hos den enlige Madam Lund, der er en kendt og respekteret kogekone i den lille by. Men rygterne svirrer – er Peter i virkeligheden hendes uægte barn?.

Peter vokser op og kommer i lære hos apotekeren, hvor han drages voldsomt mod apotekerens mere udadvendte og stærkt charmerende søn Poul. De to knytter et venskab, men det er tydeligt, at der er romantiske følelser fra Peters side. På overfladen er det altså Peters tvivlsomme ophav, der er kilden til hans vanskeligheder ved at passe ind, men i virkeligheden er det snarere det faktum, at han ikke passer ind i normen, der gør det så svært for ham at blive en del af samfundet. Vennen Poul tilskynder ham flere gange til at rende lidt efter pigerne, hvilket Poul i øvrigt selv gør, og romanen antyder da også, at Poul, selvom han vanskeligt vil erkende det og har travlt med at tage afstand fra det, faktisk gengælder Peters følelser.

Det er interessant at Peter gennemgående beskrives som en akavet type, og at han helt generelt har svært ved at begå sig i samfundet. Dette skyldes til dels den sladder, der er i byen angående hans ophav. Men det er tydeligt i romanen, at Peters egentlige problem er hans egen lede ved nogle følelser, som han i romanen ikke direkte sætter ord på, men som han tydeligvis har svært ved at rumme. Da Poul skal trøste vennen bliver han også ved med at tilskynde Peter til at ændre en bestemt ting ved sin adfærd, – han skal begynde at rende lidt efter pigerne. Herved skal forstås, at Poul anser det for sandsynligt, at Peter falder udenfor i samfundet, fordi man finder det underligt, at han ikke interesserer sig for piger. Hvorvidt Poul deler Peters følelser er vanskeligt helt at være sikker på, men romanen antyder det. Der ses fx en meget intim ømhed mellem dem, da Poul skal trøste Peter. Han rører ham blandt andet fysisk, om end han flere gange pointerer, at han ikke er komfortabel med situationen. Kort efter vælger Poul også at forlade byen og kommer kun hjem på ferier. Men de bevarer alligevel en tradition, hvor Poul vinker til Peter fra toget på et bestemt sted udenfor byen. Et sted hvor ingen andre kan se dem tage afsked. Men på et tidspunkt ønsker Poul dog denne tradition stoppet; ”Du skal ikke gå til leddet. De narrestreger er forbi”. Poul udtrykker også en betænkning ved, om nogen skulle se dem. 

Med nutidens øjne virker et vink fra en togvogn uskyldigt. Men der må set med datidens øjne ligge noget intimt i den særlige private afsked, som Poul altså også vægrer sig ved. 

”Det syndens barn – En type” af Christian Houmark er skrevet i 1908 og præsenterer os for en af den danske litteraturhistories første (måske den første) mandlige og åbenlyst homoseksuelle hovedperson. Houmark lader dog kærligheden forblive uforløst. Han kredser om Pouls smertelige erkendelse af at falde udenfor samfundet på grund af sin seksualitet. 

Houmark boede i mange år sammen med vennen Herman Bang. Selvom det var en offentlig hemmelig, at de begge var homoseksuelle, så var de var dog næppe kærester, idet Houmark fortalte i et efterladt skrift ”Når jeg er død” om sin ugengældte kærlighed til vennen. Det var da også i det posthumt udgivne værk, at han for første gang offentligt bekræftede sin seksualitet og fortalte åbent om sin kærlighed til mænd. 

” Hvorfor har jeg skrevet disse blade? For at bede de uvidende tie med deres domme og deres hån – og tie stille.”

Kan mænd undværes af Emmy Carell  fra 1921.

I 1921 udgav den ukendte unge forfatterinde Emmy Carell romanen ”Kan mænd undværes”. Den blev en stor succes og en gigantisk skandale. For romanen skildrede ikke bare kærlighed mellem kvinder, men indeholdte også åbenlyse og meget direkte beskrivelser af sex mellem kvinder.

”(…) intet kan døde den fortærende længsel efter dine sugende læber og vidunderlige hænder, de hænder, der kærtegner, indtil man skriger af fryd”.

En beskrivelse der i samtiden blev opfattet som direkte pornografisk og i 1922 blev den i landsretten dømt usædelig. Alle tilbageværende eksemplarer blev konfiskeret og Emmy Carell blev udsat for en tur i mediemøllen, hvor man blandt andet spekulerede i, om romanen skildrede forfatterindens eget liv. Dette benægtede hun, dog kun delvist, og der er da også en del lighedspunkter mellem romanens hovedperson Esther og Emmy Carell.

Fortællingen handler om Esther. En ung kvinde der kommer til København med sit lille barn, mens hendes mand er ved at komme sig i Frankrig ovenpå begivenhederne under Første Verdenskrig. Esther er en smule indadvendt og hæmmet, men bliver hurtigt draget af Maja, en ung smuk svensk skuespillerinde, der med sit smukke ydre og sorgløse sind forfører mangt og meget omkring sig. Maja har da også en stribe af sårede beundrere og bejlere bag sig, og blandt dem er den unge Max, veninden Nisse og en mystisk velgører, der ofte inviterer Maja på dyre hotelophold. Maja koketterer og fascinerer og gennem blandt andet en intens brevveksling oplever læseren forholdet mellem Maja og Esther udvikle sig. Men hvor Esther opfatter forbindelsen som særlig og hellig, så er Maja ligeså troløs som hun tilsyneladende er uærlig. Esther veksler mellem kærlighed, begær, sorg og fortvivlelse.

Romanen er også interessant for sine skildringer af de forskellige kvinder. Maja er den forførende femme fatale og Esther er den indadvendte, stærke og stolte. Men også romanens to bifigurer Nisse og Max er interessante. I begyndelsen lader fortælleren os vide, at Max er en ung kvinde, men i resten af romanen beskrives Max (blandt andet i karakterenes egne ord i brevvekslinger) som en dreng og omtales udelukkende som Max. I datidens øjne sandsynligvis stereotypen på en lesbisk, men måske kan karakteren i nutidig optik læses som Carells fremstilling af forskellige kønsudtryk?

Set med datidens øjne var Maja karakteren dog uden tvivl den mest forargelige. Dengang blev det at være lesbisk generelt set på som noget ukvindeligt, og som sådan passer skildringen af den maskuline Max og den afseksualiserede Nisse præcis til datidens fordomme. Men Maja er feminin og endog ganske smuk. Faderen til Max bemærker i en scene, at Maja jo ser så uskyldig ud, og netop derfor er hun så farlig.

I udgivelsen af historien fra forlaget Escho (2021) følger også en senere novelle skrevet af Emmy Carell. Den blev udgivet året efter i en novellesamling. ”Hugo fra Paris” er umiddelbart oplagt skrevet som en efterfølger til romanen, og den sætter konteksten for romanens udgivelse i et interessant lys, for heri kan vi måske læse konsekvenserne af romanens modtagelse for den unge forfatterinde.

I novellen følger vi Ursula, der er rejst til Paris efter et mislykket forhold med en kvinde, der har svigtet hende. I novellen bringes vi dog klart til at forstå, at det forliste forhold på ingen måde skal ses som udtryk for Ursulas seksualitet, da dette var en engangsforestilling. Ursula reflekterer desuden over sin debutbog, der netop er udkommet i Danmark, og som handlede om dette forliste forhold. Om romanen siger Ursula;

”De færreste vil forstå, at hensigten med min bog var ikke en pekuniær succes på et slibrigt emne. Hensigten var en advarsel. En advarsel så dyb og alvorlig, til alle de mange unge piger og kvinder, der i al hemmelighed udsættes for de samme fristelser”.

Der er så mange ligheder mellem Ursula, Esther og Emmy Carell, ligesom den debutbog, som Ursula beskriver forekommer nærmest identisk med handlingen i ”Kan mænd undværes”, og Ursula karakterens ivrige engagement i at cementere en slags afstandtagen til den lesbiske erotik i romanen er bemærkelsesværdig.

På samme måde er novellens omdrejningspunkt Ursulas erotiske og ulykkelige forhold til en mand, Hugo, og hun har om muligt skruet endnu højere op for de erotiske scener. Hele novellen synes nærmest kun at have et formål; Ursulas (og Esthers og Emmys) seksualitet skal endegyldigt stadfæstes som heteroseksuel.

Fortællingen er læst fra ”Kan mænd undværes” udgivet fra forlaget Escho forlag i 2021.  Udgivelsen ledsages i øvrigt af et yderst velskrevet efterord af Dag Heede, der har forsket i homoseksualitet i litteraturhistorien. For den senere udgivne novelle fortæller jo en del af historien om udgivelsen af romanen. Den fortæller implicit om den skam, der åbenlyst har været forbundet med det homoseksuelle. En skam som Emmy Carell i første omgang jo har villet bryde med, da hun udgav den første roman, men som hun jo åbenlyst ikke har kunnet slippe, da samfundet dømte den (og hende) så hårdt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *