Der er altid nogen at befri

Der er altid nogen at befri
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

”At sulte er en langsom måde at dø på, men jeg har ikke længere tid og overskud til at trække det i langdrag og udholde denne håbløshed”

Katrina er syg, hun har anoreksi og skal indlægges på den psykiatriske afdelings særlige afsnit for spiseforstyrrede.
Romanen følger Katrinas kamp og skildrer hendes sygdom og livet på afdelingen. Vi møder samtidig nogle af de andre indlagt piger og personalet, ligesom vi også får et indblik i Katrinas opvækst og hendes omgivelser.

Johanne Kirstine Fall har skrevet en god og autentisk beretning om en frygtelig sygdom. Katrinas kropsfiksering, dødsangst, behov for kontrol og psykotiske anfald beskrives med en stor grad af indlevelse og troværdighed. Jeg følte mig under læsningen overbevidst om, at der var tale om forfatterens egen personlige beretning.

Vi følger Katrinas liv på afdelingen, og romanen føles som et unikt indblik i tankerne hos en spiseforstyrret; Katrina tæller kalorier, opfatter maden som gift, lyver for sin omgangskreds, snyder på vægten og fisker slankepiller op af toilettet. Derudover har Katrina også psykotiske anfald, og disse anfald finder sted i et grænseland mellem fantasi og virkelighed. Det er netop disse anfald, som forfatteren i tidligere anmeldelser er rost særligt for, og de fungerer da også ganske fint.

Det er dog ikke her, jeg synes romanens styrke ligger. Det gør den derimod i skildringen af alle de personer, der er omkring Katrina, og ikke mindst hendes relation til dem. Kæresten spiller den største rolle, mens moren og faren har korte men betydningsfulde optrædener i bogen. Ligeledes er Katrinas omsorg for de to yngre søskende rørende; I omsorgen for dem viser Katrina noget sårbarhed og ømhed i sin ellers meget hårde og uigennemtrængelige facade.
Disse relationer tegner konturerne af hendes liv før sygdommen og giver os en forståelse for, hvad der kan have udløst sygdommen.

Men samspillet mellem Katrina og de andre på afdelingen er også interessant. Særligt er det spændende at Katrina faktisk ikke er specielt positivt fremstillet. Hun er fx meget led over for den nytilkomne og usikre Emilie, og det er interessant at dvæle ved hendes foragt for Emilies måde at være på; Katrina foragter hendes svaghed, – men hvorfor?

Johanne Kirstine Fall har skrevet en troværdig og interessant beretning om livet med en frygtelig sygdom. Bogen er letlæst og letfordøjelig, og der er som sådan ikke de store overraskelser. Men det er gjort skræmmende troværdigt og har man selv haft eller kender nogen der har haft en spiseforstyrrelse vil man uden tvivl blive ramt godt og grundigt af de autentiske beskrivelser.

Johanne Kirstine Fall har desuden skabt en interessant hovedperson, som balancerer på grænsen mellem virkelighed og fantasi, mellem velvilje og modvilje og mellem håb og desperation.

Et par citater fra bogen:

”Hun føler, at brødet fourener hendes krop, at det er som kræftceller deler sig op og gør hende syg”

”Hvad nu hvis det vigtigste i verden faktisk er at være tynd, og I prøver at bilde mig noget usandt ind”

”Jakobs mund bevæger sig, han kigger mig i øjnene, jeg kigger væk, det virker meget voldsomt at have så meget kontakt med et andet menneske”

”Jeg drømmer om at få en fin, rund strutmave og male mine læber mørkerøde og kysse mine veninder og deres tykke børn på kinderne, når vi mødes på cafeer, hvor vi skal spise jordbærkage og drikke fuldfed latte”

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?