Lodbrogsønnernes ran

Lasse Holm er tilbage med andet bind i serien om Rolf Rapkæft og Lodbrogsønnernes togter i den tidlige vikingetid.
Ganske som det var tilfældet med første bind, er der her tale om en gennemarbejdet historisk roman spækket med detaljer. Romanen emmer af troværdig og autentisk vikingekultur, og ud over en troværdig fremstilling af plyndringerne, så formår Lasse Holm også at fremstille karakterer, som virker autentiske for tiden.

Rolf Rapkæft og Lodbrogsønnerne Sigurd, Halfdan og Bjørn er på togt ved middelhavet. De plyndrer og opnår sejre langs Frankrigs kyst, men maurerne/muslimerne giver dem kamp til stregen længere sydpå. Deres medbragte krigere jagter henholdsvis ære og rov, og det er sin sag at stå i spidsen for en flok plyndringslystige vikinger. Samtidig begynder besætningsmedlemmer at dø på mystisk vis, og det går snart op for dem, at der er en morder i blandt dem. Mysteriet sætter Rolf på en prøve; Han har ellers prøvelser nok, munken Jarvis vækker hans samvittighedsanger, venskabet med Hastein kommer i problemer og halvsøsteren Bella har et gammelt regnskab, der skal gøres op, og det skal Rolf ordne for hende.

Af ovenstående fremgår det, at Lasse Holm faktisk har en del plottråde at forfølge i denne to’er og han formår at få de forskellige tråde til at fremstå som en hel historie.
Historiens overordnede element er dog stadig vikingernes plyndringer, og særligt i romanens midterstykke kan beskrivelserne af de forskellige slag godt opleves som en gentagelse, – men det er så absolut også romanens eneste egentlige svage punkt.
I plyndringerne er fokus først og fremmest på Rolf Rapkæfts sværdkampe, men Lasse Holm får faktisk også gjort beskrivelserne af plyndringerne til en del af Rolf Rapkæfts skiftende syn på vikingerne og hans vekslen mellem forargelse og fascination. Som fx i en scene hvor Rolf ser en kvinde flygte fra vikingerne med sin lille baby og falder i havnen, og mens hun desperat leder efter sit barn i vandet står vikingerne og griner hånligt af hende.

Romanens stærkeste kort er uden tvivl den karaktertegning, som Lasse Holm arbejder med, og som jeg synes er utrolig troværdig; Jeg oplever karaktererne og deres indbyrdes dilemmaer og tanker, som autentiske for tiden.
Rolf Rapkæft gennemgår som sagt en kamp med sin egen samvittighed, og i enkelte glimt medtages efterrefleksioner fra en gammel og tilbageskuende Rolf, det fungerer utrolig godt – om end jeg nu og da kan mene, at hans vaklen frem og tilbage går en anelse i ring og alene er med til at trække tiden til det opgør, som må komme i den afsluttende bog.

Men også i denne 2’er mener jeg, ligesom i etteren, at de stærkeste protrætter er bogens bifigurer. De tre lodbrogsønner rykker ud af de karikerede arketyper og får langt flere nuancer.
Stærkest er Bella figuren, der er et utrolig flot portræt af en kvinde, der har taget skæbnen i egne hænder, og som kæmper sin egen kamp for at klare sig i en fremmed og mandsdomineret verden.

Generelt udforsker Lasse Holm et helt essentielt træk ved mennesket; Nemlig dets vilje til at overleve, – og hvad et menneske egentlig er villig til at gøre, og hvad man dengang utvivlsomt har måttet være villig til at gøre. Dette bliver den lille muslimske gadedreng Khalid et eksempel på i hans evne til at tilpasse sig nye omstændigheder.
Men også den torturerede præsts historie, der sin hellighed til trods, straks ser en mulighed for at udnytte sine fjender til en blodhævn, er interessant og understreger Lasse Holms evne til at sætte sig ind i datidens mentalitet.

Bogen er helt tydeligt gennemresearchet og hold da op hvor er der meget kræs at komme efter, hvis man interesserer sig for denne periode. Dog må det siges, at bogen nok primært henvender sig til et publikum, som i forvejen har interesse for vikingerne, sagnhistorien og nordisk mytologi – hvis man ikke interesserer sig for dette eller ved noget om perioden, kan det måske blive lidt for meget af det gode med referencer til historien og sagnene. Men for kendere er der altså mange små detaljer – som fx indfletningen af Medici familien i den lille ”dog opdigtede” mulige stamfader til det store dynasti.

Krimiplottet er desværre ikke så gennemgående centralt i denne roman, som det var i den forrige, og det virker en anelse forceret, som det hele pludselig folder sig ud over romanen sidste 40-50 sider.

Alt i alt en god roman, som fuldt ud lever op til sin forgænger.
Romanen er et mesterværk udi den historiske roman som genre, og Lasse Holm får flettet både kristne, asatroende og muslimer sammen i et herligt sammensurium, der også får berørt de forskellige religioners historie og værdier, forskelle og ligheder.
Bedst af alt er Lasse Holms evne til at skabe et troværdigt og autentisk billede af tiden. Dette gør han naturligvis først og fremmest med sin enorme historiske viden, men det er også hans evne til at sætte sig ind i datidens mentalitet og skabe troværdige karakterer.