En bog man først og fremmest skal læse på grund af klassikerværdien. Den har naturligvis sine gode øjeblikke, Kaptajn Akabs besættelse af hvalen er skønt beskrevet og litterater kan uden tvivl få store tanker ud af en gennemgående analyse. Men man skal altså også være kender, eller bare ualmindelig interesseret i at krydse klassikere af sin læseliste, for sådan rigtig at gide at læse bogen til ende. Den er rodet i sin komposition og essensen af historien kunne med stor fordel være kogt ned til en tredjedel af sin længde.
Herman Melvilles klassiker Moby Dick hører til blandt de bøger, man som litterarturelsker nok føler ”at man bør læse”. Selv har jeg ofte lagt mærke til et hav af Moby Dick referencer i såvel film og bøger, og jeg har hver gang siddet med en følelse af, at det da også var for dårligt, at jeg ikke havde læst en så stor klassiker endnu.
Så til min 30’års fødselsdag blev jeg begavet med et eksemplar af bogen. 522 tætskrevne sider med dertilhørende noter. BUM! Så var det jo bare om at komme i gang.
I forordet skriver Carsten Jensen blandt andet ”Herman Melvilles mesterværk, kæmperomanen Moby Dick, er en at litteraturhistoriens største fiaskoer” – den fik simpelthen både dårlige anmeldelser og havde dårlige salgstal, og der var ved udgivelsen i 1851 i det hele taget ikke noget, der tydede på, at den skulle blive en af tidens helt store klassikere.
Carsten Jensen reflekterer endvidere over hvorvidt romanen overhovedet ville blive udgivet i dag, for bogen fremstår både overvældende og uhåndterlig ”der er noget ufærdigt og uafsluttet over Moby Dick”.
Ovenstående betragtning om det ufærdige og uafsluttede kan jeg kun give Carsten Jensen ret i. Det er som om, at man sidder med det ufærdige og uredigerede manuskript. Der er pludselige indskydelser og skift, og det hele virker i det hele taget som en lang brainstorming og uafbrudt skriveøvelse. Midt i fortællingen om besætningen indskydes fx flere siders leksikon udskrift om forskellige hvaltyper.
At fortællingen så alligevel endte med klassiker status skyldes ifølge Carsten Jensen fortællingen om Kaptajn Akab, der drevet af sin sygelige besættelse af den hvide haj, bringer hele sin besætning til undergang. Det er da også en interessant fortælling, men vi skal nå godt 200 sider ind i romanen før denne fortælling bliver udfoldet. Forinden har fortællingen i langsomt tempo, med et utal af afstikkere, beskrevet områderne, hvalfangst i almindelighed og forskellige steder, som vores hovedperson har besøgt.
Jeg kæmpede længe med den her bog. Min far foreslog mig, at jeg kunne nøjes med at læse de sidste 20 sider – så fik man essensen af bogen. Det råd er hermed givet videre med den tilføjelse, at man også bør læse den første side. For det er herfra det ofte brugte citat stammer ”kald mig Ismail” – citatet som ofte slynges ud, når man spørger nogen, om de har læst bogen, og herved forstås, at det har de naturligvis, når de kan citere den. ’Kald mig Ismail’ er i øvrigt romanens første sætning.
Ud over fortællingen om Akab, som ganske vist er interessant og sikkert siden anden verdenskrig har givet mange anledning til at sammenligne med en hvis Hr. Hitler, så faldt jeg selv mest for den lille historie i begyndelsen om vor hovedpersons møde med kannibalen Qeequeg; Denne fremmede og eksotiske mand, som Ismail frygter og har mange fordomme omkring, men som ender med at blive ham en god ven og trofast følgesvend. Historien om frygten og fordommene, der vendes til hyggelige stunder med lange snakke mellem to venner er sød og humoristisk fortalt – og man da ikke lade være med at knytte en sammenligning til nutidens fordomme over for andre kulturer.
Alt i alt må jeg sige, at min primære glæde ved at have læst bogen er, at jeg nu kan sætte et vingeben ved den. Det regnes for en stor klassiker, og bogen er da også helt sin egen, og enkelte elementer af historien, fx beskrivelsen af Akab og det fine venskab mellem Ismail og Queequeg – synes jeg fungerer godt og går under huden på en.
Bogen er dog lang og sej at komme igennem. Stilen er i sin helt egen rodede og ustrukturerede liga, og det kan der vel også være sin charme ved – for de særligt litteraturinteresserede. Vil man læse den for at kunne snakke med, når andre smider deres intellektuelle referencer, så bare husk sætningen ”kald mig Ismail” – det er rigeligt, for dem du taler med har sandsynligvis heller ikke læst mere end det.
En aldeles mageløs roman, der i dag er kanoniseret som den bedste i amerikansk litteraturhistorie, intet mindre! Og det er aldeles velfortjent
Oprindeligt en fiasko, i dag, målestok for det største. Melville skrev for eftertiden.
. Fraset de encyklopædiske sider om hvaler og deres karakteristika findes der næppe en bedre og flottere beskrivelse af livet på et hvalfangerskib i midten af det 19. århundrede. Fortælleren Ismael har set verden begynde og slutte, og det er stort hele vejen igennem. Men omvendt er der et udsagn der siger, at en bog aldrig er bedre end sin læser. Jeg ved ikke om det er sandt, men den gode litteratur kommer sjældent springende ind i gabet på sin læser, tænk fx på Proust, Kafka, Dostojevskij. Her skal arbejdes, bestiges bjerge, man skal være klar til at dykke ned på bunden af de store oceaner, til gengæld får man udsigter og indsigter som man aldrig var kommet til uden denne store roman.
Læs den straks, giv den en chance men vær forberedt på, at du selv må opsøge de smukke udsigter gennem Melvilles flotte sprog. Man behøver ikke at læse den, blot fordi den betegnes som en klassiker men udelukkende fordi du har valgt at lade dig betage ved at glide med ud på de syv have. Eftersom meget af romanen foregår inde i fortællerens hoved, dvs hans rige evne til at reflektere og beskrive forholdet til naturen og skæbnen, må man være forberedt på at her også er tale om en indre rejse. Kaptajn Akab repræsenterer den overjordiske stræben, den vilde ambition om at dræbe den hvide hval, er i sig selv hele romanen værd. Mennesket vil altid være spændt ud mellem vilje og ydre kræfter, ego og skæbne. Ikke mange romaner beskriver dette forhold bedre end denne.
Hvis du er på vej på ferie eller har bestilt fly til Hawaii, så aflys alle planer og find Moby Dick et sted og kast dig over bogen med den fornødne åbenhed og sult, efter at du i årevis har stillet dig tilfreds med bøger af Rifbjerg og Scherfig. Husk der er en verden udenfor Verona. Men jeg advarer dig samtidig: pas på, med Melville mellem hænderne glemmer du verden omkring dig, din kone, dine børn, dit arbejde, og dine lønsedler ikke mindst. Der hvor den indre verden støder på den ydre over en havdybde på 10.000 m og under et endnu større hav af stjerner ovenover, der har Melville været og i form af F. Nielsens fine oversættelse givet os fortællingen til evigt eje.
Det bliver ikke større. I virkeligheden er denne bog hinsides de sædvanlige mål og tal, men hvis en bog fortjener fem stjerner er det denne roman, ellers har systemet ingen berettigelse.
Jeg er helt enig med dig i, at Kaptajns Akabs besættelse af den hvide hval er god – og det er vel også denne del, romanen er mest kendt for. Men for mig fremstår romanen som et værk, der kunne have haft godt af lidt redigering.
Heldigvis er smag jo forskellig, og som Holberg skriver i Epistel 89 “Den foranderlige smag forårsager, at hver jomfru bliver gift, hver mad ædt og hver bog læst”