Agathe

Agathe
Sprog:
Originalsprog:

Agathe er en lille net sag på 118 sider. Men den efterlader et markant indtryk.
Anne Cathrine Bomann får på de relativt få sider skrevet en historie frem, der på forunderlig vis rummer så meget, at man som læser ikke bare kan nøjes med at læse den en enkelt gang.
Personerne er levende og bekendtskaberne intense, historien kredser om nogle grundlæggende og helt essentielle menneskelige tematikker, og det hele er pakket ind i en original og interessant indpakning, der også har klare henvisninger til eksistentiel filosofi.
Jeg er imponeret over denne lille sag, som rettelig er blevet en stor succes udenlands.

En aldrende psykiater lever som en søvngænger i sit eget liv. Han har ikke meget andet i sin tilværelse end sit arbejde, som han dog heller ikke til fulde har engageret sig i. Nu er han begyndt at tælle ned til sin pension, uden at han dog har nogen planer for sit otium.
En dag sætter sekretæren en ny patient i kalenderen; Agathe er blandt andet angst for sin egen utilstrækkelighed i livet, og hendes tilstedeværelse vækker noget i ham. Nedtællingen til pensionen og friheden rykker nærmere, og hvad skal den frihed fyldes med?

Jeg købte for længe siden Agathe af Anne Cathrine Bomann, men jeg fik den aldrig læst. Da Anne Cathrine så sendte mig et eksemplar af den splinternye og smukke udgave, tænkte jeg, at nu skulle det være,- og heldigvis for det.
Det var 118 siders ren fornøjelse. Anne Catrine Bomann fanger noget helt essentielt menneskeligt i sine karakterer og rammer en fundamental menneskelig konflikt i sin tematik; angsten for det frie valg.
Henvisningerne til eksistentiel filosofi er tydelige, men man behøver bestemt ikke have læst hverken Kierkegaard eller Sartre for at nyde denne lille perle.

Vores aldrende psykiater har levet en statistrolle i sit eget liv. Han har aldrig rigtig engageret sig, men er snarere gået med tilfældet. Men den snarlige pension og totale frihed banker på, og som den nærmer sig, går det op for ham, at han intet har at udfylde denne frihed med, og at den kun er et stop fra den virkelige slutning – døden.

Hovedpersonens langsomme erkendelse og tiltagende angst er levende beskrevet, og så vil den sandsynligvis ramme noget i de fleste, da den netop tager udgangspunkt i en almenmenneskelig frygt; Frygten for om man bruger den tid, man har til rådighed ordentligt, og så naturligvis den ultimative frygt for vores egen dødelighed.

Agathe er ramt af en følelse af utilstrækkelighed. En følelse af ”Er det bare det mit liv er og nogensinde skal blive”. Hun ønsker at lære at fungere i en tilværelse, som hun på alle måder mener, har svigtet hende.
Hun portrætteres udelukkende gennem vores hovedpersons beretning (og i et par journaluddrag) og vi får således hele hendes person serveret gennem nogle replikker og handlinger. Men hun lever virkelig i romanen, og hun når langt ud over siderne og ind under huden på sin læser. Hun rummer en stor kompleksitet. Hun er angst og skrøbelig, men hun har også en fandenivoldskhed og intens udstråling. Bedst af alt er dog hendes længsel efter livet, som er så levende beskrevet, at den bliver nærværende for læseren.

Mødet mellem Agathe og psykiateren bliver betydningsfuldt, fordi hendes bristede forventninger til livet tvinger ham til at stille spørgsmål til sit eget liv.

Blandt bipersonerne er der, foruden en lille parade af komiske indslag i form af psykiaterens andre patienter, sekretæren og dennes døende mand. Disse fungerer fantastisk som katalysatorer for hans begyndende angst for døden. Ligesom det er tydeligt, at de kvaliteter han beundrer sin sekretær for er dem, han selv mangler.

Agathe er alt i alt en roman, der tager favntag med et i virkeligheden meget banalt grundvilkår for mennesket; Angsten for døden og det helt store spørgsmål ”Hvad er meningen med livet”. Men den gør det med store originalitet.

Romanen kan læses for sin enkelhed, og nydes for sin store kompleksitet.

 

 

4.6Overall Score

Agathe

Agathe er en lille net sag på 118 sider. Men den efterlader et markant indtryk. Anne Cathrine Bomann får på de relativt få sider skrevet en historie frem, der på ...

  • plot/historien
    4.1
  • Karaterer
    4.9
  • Sprog og skrivestil
    4.8

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?