Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

Aristoteles og Dante er to drenge på vej mod at blive voksne. Det er en stærk roman, og den er utrolig smukt skrevet. Bogen er meget karakterdreven, det vil sige, at det er karakterne, deres følelser og udvikling, som er i fokus, – og det gør bogen utrolig godt. Karakterne fremstår ægte, og bogen behandler væsentlige og interessante tematikker som accept, tolerance, kærlighed, venskab og åbenhed på troværdig vis, – det hele bundet smukt sammen af et flot sprog.
Bogen er henvendt til teenagere, men det er bestemt også en bog, der er relevant og væsentlig for voksne.

Ari synes, det er svært at være teenager. Han har ingen venner, han savner sin bror, som sidder i fængsel og som ingen snakker om, og forholdet til faren er præget af, at faren er blevet fjern efter at have været i krig i Vietnam.
”Ja, jeg havde alle mulige tragiske grunde til at have ondt af mig selv”
Men så møder han Dante, som er sjov, klog og glad, og de bliver venner. Ari er draget af Dantes positive sind, men han holder samtidig afstand og har svært ved at åbne sig. Samtidig har Ari det svært med familien derhjemme; Hvorfor er der ingen, der vil tale om hans bror? Og hvorfor taler de aldrig om farens oplevelser i krigen?
Vi følger Dante og Ari på deres vej mod voksenlivet; De opdager universets hemmeligheder, men mest af alt opdager de en hel del om dem selv.

Temaerne:
Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en bog henvendt til børn og unge. Tematikkerne er da også centreret om denne overgang fra barn til voksen og de udfordringer, der følger med. Grundlæggende er det en bog om at finde sig selv og at turde at være sig selv. Men det er også en bog om at være ensom, forvirret og fortvivlet og en bog om de forandringer, der typisk sker i barnets forhold til sine forældre i denne periode.
Venskabet mellem Ari og Dante er romanens grundlæggende historie, særligt Aris følelser for Dante er i fokus; Han er draget af ham – han elsker ham og foragter ham. Han vil være ham nær, men flytter sig også fra ham. Disse modstridende følelser er Aris og romanens primære konflikt.

”Han lignede en engel. Og det eneste, jeg havde lyst til, var at knalde en knytnæve ind mod hans købe. Jeg kunne ikke klare min egen grusomhed”

Karaktererne:
Romanen er karakterdreven frem for handlingsdrevet. Dermed ikke sagt, at der ikke er en handling. Men det er ikke som sådan et begivenhedsrigt plot, – det er snarere en roman, der er mættet af gode og dybe karakterfremstillinger og smukt sprog.
Dante og Ari er fremstillet i deres fine forskellighed, og de to drenges forskellige veje til accept og forståelse af dem selv er i fokus, – det er fantastisk flot, og jeg elskede Ari og Dante fra første side.
Derudover er der flere af bipersonerne, som er interessante. Særligt er skildringen af Aris far god; Han er forandret efter at være hjemvendt fra krig, og de tydelige spor efter krigens rædsler mærkes i hans indadvendte og tavse optræden.

Sproget og de små betragtninger om universets hemmeligheder:
Bogens største styrke er, at den formår at ramme en tone i sit sprog, som er troværdig for historiens fortæller ”En dreng på 16”. Fx:

”Jeg er ikke vild med det her vokse-noget. Min krop har gang i ting, jeg ikke kan styre, og jeg kan bare ikke lide det”

Derudover rummer fortællingen flere af Aris små betragtninger om livet, betragtninger der udgør de opdagelser om livet, som Ari gør sig undervejs mod at blive voksen. Et par eksempler

”Min mor og far holdt hinanden i hånden. Jeg tænkte over, hvordan det mon var at holde nogen i hånden. Nogle gange kunne man garanteret opdage alle universets hemmeligheder i et andet menneskes hånd”

“En anden af universets hemmeligheder: Nogle gange var smerte et uvejr, der kom ud af det blå. Den fineste sommermorgen kunne ende i et regnskyl. Kunne ende med torden og lyn.”

Disse betragtninger fungerer som små poetiske indslag, og de bidrager til at skabe den smukke stemning i bogen.

Alt i alt:
En utrolig stærk ungdomsbog, som har fokus på sine karakterer og deres indre konflikter, som alle er beskrevet troværdigt og indlevende.
Jeg elskede Aristoteles og Dante fra første færd, og jeg fandt fremstillingen af Aris indre konflikt og alle hans modstridende følelser omkring Dante, sin familie og sig selv gribende og rørende.
Det er som sagt en karakterdreven bog, det er personerne og deres indre følelsesliv, der er i fokus, og jeg følte virkelig med dem hele vejen.

 

 

4.6Overall Score

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

Aristoteles og Dante er to drenge på vej mod at blive voksne. Det er en stærk roman, og den er utrolig smukt skrevet. Bogen er meget karakterdreven, det vil sige, at det er karakterne, deres ...

  • Plot
    4.0
  • Karakterer
    4.9
  • sprog og skrivestil
    4.8

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?