De magiske møgunger: Den anden historie

De magiske møgunger: Den anden historie
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:
Køb bogen her: Saxo.com

Jeg elskede den første historie om de magiske møgunger, og kærligheden er ikke blevet mindre efter den anden historie. Det er bare en fantastisk fortælling for børn fra ca. 7 år.
Neil Patrick Harris’ fortælling om de seks børn og deres magiske gruppe er gennemført på så mange måder. Der er masser af hjertevarme, sproglige finurligheder, spænding og naturligvis en god portion magi.

I den første historie fulgte vi drengen Carter, der kommer til byen Kildevæld, og møder de andre børn. De har et opgør med superskurken Bosso og bliver til de magiske møgunger. (læs den anmeldelse her)
I denne anden historie er det pigen Leila, der er hovedperson. Hun tilbragte de første år af sit liv på børnehjem inden hun blev adopteret af de to Vernons.
Hun kan ikke helt slippe fortiden, og måske kommer den tæt på, da hendes fars gamle veninde, spåkonen Sandra, kommer til byen. Under Sandras show på scenen i Kildevæld bliver Leila nemlig pludselig konfronteret med sin fortid. Samtidig sker der mærkelige ting i byen, en abe prøver at stjæler Vernons notesbøger, og hvad er det for nogle tunneler, der er gemt under bjerghotellet? Snart må de magiske møgunger bruge al deres snilde for at redde byen og hinanden.

Forfatteren Neil Patrick Harris er lidt af et multitalent, og der er vist efterhånden ikke det, han ikke kan. Med denne bogserie bruger han lidt fra humorens og trylleriets verden og tilsætter det lidt barnligt skær – resultatet er en god fortælling om de vigtige ting i livet.

Umiddelbart kunne denne bogserie måske let falde til jorden og blive klichefyldt, men det gør den slet ikke. Først og fremmest fordi Harris skildrer nogle børn, som føles ægte og som læseren vil kunne identificere sig med. I denne bog er det Leila, der er bange for at fortælle alle sine hemmeligheder til vennerne. Hun er bange for, om de vil forstå hende, og den usikkerhed vil ethvert barn kunne forstå og genkende.

Bøgerne er fyldt med magi på flere måder. Barnet lærer løbende små trylletricks, og i historien er der små morsekoder, som man skal afkode, hvis man vil have det hele med. Derudover er bogen, ganske ligesom den forrige, fyldt med små sjove forfatterkommentarer og masser af leg med sproget. Her skal der også lige knyttes en ros til oversætteren, for det kan bestemt ikke have været en let opgave at oversætte bogen, der er fyldt med ordspil og sproglig leg.

Men magien i bogen er også den kærlighed der er mellem bogens karakterer, og som man mærker forfatteren har til sit univers.

Der er desuden lagt op til meget mere spænding og kærlig magi i de næste bøger og jeg glæder mig allerede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?