En fuldstændig bjergtagende fortælling om en ung kvindes rejse mod selvstændighed. Det er en historie om at elske sin familie, men samtidig være nødt til at søge væk fra den.
Tara Westover fortæller sin historie i en smuk reflekterende stil, og hendes kærlighed til familiens medlemmer, selv dem der har svigtet hende, er så intens, at man fornemmer den gennem siderne. Det her er ikke bare en af de bedste bøger i 2018, det er en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.
Hvad handler den om:
Tara er yngste barn i en stor børneflok i familien Westover. Familien er troende mormoner, og lever isoleret fra det meste af omverdenen. Børnene går ikke i skole, og flere af dem har end ikke en fødselsattest. Familielivet er præget af faderens strenge regler og angst for omverdenen. Hans sindstilstand grænser til det skizofrene, og han ser farer og mulige komplots overalt. Børnenes oplevelse af verden er begrænset til faderens foredrag om statsliges konspirationer og farlige sygehuse, og selvom moderen prøver at hjemmeundervise dem, kræver omstændighederne at børnene arbejder for faderen. Så det de egentlig lærer noget om er, hvordan man slagter et dyr, hugger skrot op og binder et reb.
Men Tara vil noget mere, og hun prøver at frigøre sig fra familien, og komme på college. Men det er vanskeligt, når man aldrig har gået i skole, og man samtidig har faderens ord om den farlige verden udenfor med sig.
En reflekterende erindringsroman fyldt med dybde og kærlighed:
Oplyst er en erindringsroman, om en meget ualmindelig familie. I centrum står den stærkt troende og paranoide far, og den driftige men alligevel underdanige mor.
Westover skriver med stor autenticitet, og hun støtter sig til sine barnlige erindringer, som hun dog løbende lader flette samme med sine søskendes erindringer. I en metafortællende stil reflekterer Tara Westover løbende over fortællingen og hvorledes historien må se ud for de andre i familien. Ligesom hun også hele tiden med sin nuværende viden og evne til flere perspektiver forsøger at forklare og forstå fortidens hændelser.
Den poetiske metarefleksion er utrolig virkningsfuld, og den giver romanen en smuk dybde. Tara Westover oplyses i romanen. På handlingsplanet bliver hun en uddannet ung kvinde, mens hun på fortælleplanet udvikler sig gennem fortællingen af sin historie, – den uddybes hele tiden med facetter, dybder og refleksioner, mens hun forsøger at nærme sig en forståelse for sin barndom, sin udvikling og sin familie.
Romanen er virkelig stærk i skildringen af relationerne. Her er det bedste uden tvivl, at Tara Westover har så meget kærlighed til historien og familien, og at hendes ønske om at forstå dem skinner så meget igennem. Westover skildrer alle i familien med kærlighed og forståelse, selv dem der svigtede hende grufuldt. Det er benhårdt og usigeligt rørende.
En helt særlig historie med et fundamentalt emne:
Selvom Westovers erindringer bestemt ikke ligner de flestes, så er der alligevel noget fundamentalt og alment over dem. For grundlæggende er det en historie om hvordan vi formes af det vi kommer fra og om at lære at stå på egne ben. Men jeg læser det også som en fortælling om, hvordan vi vælger at fortælle vores historie. Hvilke oplevelser bliver siddende, og er vores erindringer dybest set også styret af vores forforståelse? Husker vi alene det, vi tror på?
Rammende og smukt sprog:
Sproget i bogen er simpelthen så dragende. Flere passager fik jeg lyst til at læse igen og igen, fordi de var så rammende og intense; På en gang fuldstændig enkle og samtidig vidunderligt smukke. Westover rammer lige på kornet i sine fremstillinger af følelser og tanker, og det banale bliver poetisk.
Barske begivenheder og intense personrelationer:
Tara Westovers erindringer er fyldt med barske og gribende historier. Heriblandt broderen Shawns vold, den voldsomme ulykke, der nær kostede moderen livet og dengang broderen Lukes ben blev forbrændt.
De mange dramatiske begivenheder skaber handling og fremdrift, og som læser gribes man af lige dele spænding og forargelse. Men personligt oplever jeg det som langt mere intenst i scenerne, hvor faderen fx sidder og holder foredrag, og moderen nikker svagt og pipper lidt med. Eller når broderen Tyler i tavshed gør oprør under middagsmaden.
Spillet mellem personerne i romanen er gengivet fænomenalt, og man mærker spændingerne, frustrationerne og vreden, men også kærligheden, mellem dem.
Det er ganske enkelt en fuldstændig fænomenal bog. Kandiderer til min liste over bedste bøger jeg nogensinde har læst.
Citater fra bogen:
”Jeg er ikke længere det barn, min far opfostrede, men han er stadig den far, som opfostrede det barn”
”Når jeg reflekterer over det, er jeg ikke sikker på, at skaden forandrede ham særlig meget, men jeg overbevidste mig selv om, at det havde den gjort, og at al grusomhed for hans side var noget helt nyt”
”Det vigtigste for mig var ikke kærlighed eller venskab, men min evne til at lyve overbevisende for mig selv: at tro på, at jeg var stærk. Jeg ville aldrig kunne tilgive Charles, at han vidste, at det ikke passede”
”Jeg vil altid huske min far, som jeg så ham den dag, det udtryk, han havde i ansigtet, som udstrålede kærlighed, frygt og tab”
”Jeg ved bare dette; at da min mor fortalte mig, at hun ikke havde været den mor for mig, som hun ville ønske, at hun havde været, blev hun den mor for første gang”
”Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om min mor, som altid havde talt min far så perfekt efter munden, den aften bare havde talte mig efter munden”
Oplyst
En fuldstændig bjergtagende fortælling om en ung kvindes rejse mod selvstændighed. Det er en historie om at elske sin familie, men samtidig være nødt til at søge væk fra den. Tara Westover ...
Det er en helt fantastisk bog – jeg er ved at læse den. Hvor skriver Tara Westover dog smukt.
Jeg kunne ikke være mere enig!