Et andet menneske, et andet liv

Sofie Jama har skrevet en på mange måder bemærkelsesværdig roman. Tre gribende skæbner fra tre forskellige krigshærgede områder flygter mod et bedre liv.
Jamas fortælling er både poetisk og provokerende i sit sprogbrug – men først og fremmest er det ærligt. Det er barskt uden at være overstrømmende sentimentalt. Det er historien om at flygte fra alt det man kender, og om at finde sig selv i en helt ny verden i et helt nyt liv.

Baraka forlader et nomadeliv i det borgerkrigshærgede Somalia sammen med sin mor og sine små søskende. Hun kommer til Danmark, hvor livet er meget fjernt fra alt, hvad hun kender.
Hun vil passe ind i sit nye liv, og bestemmer sig for at blive en anden; Et andet menneske i et andet liv.
I 1943 overlever den unge jødiske pige Ester en flugt fra en KZ lejr. Som den sidste overlevende i familien er hun alene, og hun ender på Bornholm. Hun må gøre store ofre for at overleve og tilpasse sig sit nye liv. Et halvt århundrede senere bliver hun ven med Baraka i København.
I 2014 flygter drengen Umar fra krigen i Syrien. Flugten er lang og fuld af tragedie og prøvelser for Umar, der til sidst ender i en Røde Kors-lejr i Danmark, hvor han møder Baraka, som arbejder der.

”Et andet menneske et andet liv” er fortalt i 3 spor. Vi hører om 3 forskellige skæbner fra 3 forskellige krigshærgede områder. Det er nogle meget stærke fortællinger, særligt Umars historie er gruopvækkende ubehagelig læsning.
Det er Baraka/Maria, der er fortælleren og den gennemgående hovedperson, og det er også hendes historie, der er den overordnede forbindelse mellem de tre forskellige skæbner.
Sofie Jama giver på denne måde stemme til flygtninge generelt, og en ting er i hvert fald sikkert; Der kan umuligt være nogen, der tager ordet ’bekvemmelighedsflygtning’ i sin mund efter af have læst Jamas fortælling.

Jamas sprog er meget stærkt. Det er særlig smukt i romanens første del, hvor man følger Barakas liv i Somalia. Jamas kærlighed til sit hjemland skinner igennem i meget poetiske beskrivelser;

 ”Jeg savner Østafrikas liggende måne og nattehimlen med stjerner så magtfulde, at de kaster skygger”

Jama beskriver det til tider barske liv med en dragende intensitet, der gør, at jeg får lyst til at opleve landet selv. Jeg kender kun til Somalia fra historier om krigen, men i Jamas fortælling oplever jegnet land, der også er betagende og smukt.
Jamas fortælling om sin tid i Somalia er således ikke bare krig og kummerlighed, det er også kærlighed – og uden på nogen måde at blive sentimental.

Sproget og stilen i romanen er også karakteriseret ved en meget stor grad af ærlighed. Det er en utrolig modig og direkte fortælling, – og der er ikke lagt fingre imellem.  Det ses blandt andet i romanens centrering omkring Barakas seksualitet. Som en god muslim er Baraka omskåret, men det har på ingen måde dæmpet hendes seksuelle begær.
Barakas seksuelle lyster er det sted, hvor hun giver sig selv fri, men det bliver også en ny fortælling om alle de muslimske og tildækkede kvinder, der i vestlig retorik ofte anskues som undertrykte og afseksualiserede.

Jama er meget reflekterende i sin fortællestil. Fortællerstemmen overvejer uden nødvendigvis at give endelige svar, og det efterlader læseren med en mulighed for at tænke med. Bedste eksempel på dette er Barakas forhold til moderen;

”Jeg ved ikke om jeg elskede min mor dengang, om jeg nogensinde har været i stand til at elske hende. Jeg husker hendes vold, men mindes ikke hendes omsorg”

De to andre fortællinger i historien, Esther og Umars er barske, og man skal bestemt være lavet af sten for ikke at blive rørt af deres fortællinger. Men de har ikke helt den samme grad af intensitet og nærvær, som Barakas fortælling. Særligt i Esthers fortælling er der passager til sidst, der bliver lidt for referende og knap så indfølende.
Man kan med andre ord godt mærke, at det er Baraka, som Jama deler dele af sin historie med.

Sofie Jamas ærlighed er kompromisløs. Hun tør gå hele vejen, og det er romanens største styrke. Hun er også ærlig, der hvor det gør ondt, der hvor Baraka ikke kun er god, der hvor hun svigter.
Baraka er ikke underkuet, hun er ikke et offer. Hun er ikke en vi skal have medlidenhed med. Hendes fortælling er barsk men usentimental. Den er ægte og intens.

Den bedste litteratur er den der rykker ved noget i en, og det gør den her roman.
Det er en bog, som kommer til at blive husket, og jeg tør godt spå at det bliver en af årets vigtigste og mest mindeværdige bøger.