Gennem en hinde af is

Gennem en hinde af is handler grundlæggende om svigt, – Anne har svigtet sin søn, men hun har også svigtet andre, fx står hendes manglende evne til rigtig at knytte sig i et kærlighedsforhold centralt.

Men bogen handler også om den menneskelige selvoptagethed – eller måske snarere den menneskelige utilstrækkelighed. Anne vil gerne have et barn, men hun vil også ud i verden og realisere sig selv, og selvom hun tror, hun kan det hele, så ender hun alligevel med at være splittet, og det samvær, hun har med Thomas, er præget af hendes skyldfølelse over for ham.

Det er en roman, der på en mærkelig måde formår at være både nøgtern og poetisk i sin fortællestil. Den skraber kun overfladen af sine karakterer og deres indbyrdes forhold og alligevel efterlader den et markant indtryk.

Gennem en hinde af is handler om Anne, hvis voksne søn Thomas har slået hånden af hende. Hun forstår ikke hvorfor, og hendes søgen efter ham bringer hende til Indien. Samtidig tænker hun tilbage på den første tid med Thomas, og hun genkalder sig de livsvalg hun tog, da han var barn og senere ung i et forsøg på at finde svar.

Anne tænker samtidig tilbage på de dokumentarfilm, hun har lavet gennem tiden og alle de skæbner, hun har mødt. Det er særligt de svage og udsatte i verdens fjerne afkroge, som hun gennem livet har skabt sig en karriere ved at portrættere på film, alt imens sønnen Thomas blev efterladt hos bedsteforældrene.

Forholdet til sønnen Thomas udspiller sig kun i tilbageblik. Thomas optræder selv i bogens første scene, men er ellers absolut fraværende i resten af romanen. Han eksisterer kun i Annes tilbageblik og hallucinationer. Det er et interessant valg, som jeg også synes giver romanen noget kant. Forfatteren fokuserer udelukkende på Annes fortvivlelse og rejse mod at forstå og acceptere konsekvenserne af sine egne valg; det er på den måde en form for psykologisk udviklingsroman.

Men bogen er på en måde også en rejseroman, for gennem fortællingerne om alle Annes film bliver vi præsenteret for et hav af skæbner fra særligt de fattigere dele af verdenen; Det er fortrinsvis unge kvinder, der alle befinder sig i en form for konflikt og som enten har taget eller står over for at skulle tage afgørende og skæbnesvangre valg.
Her glimter enkelte skæbner i læsningen, men mange af dem bliver desværre introduceret så kort og flygtigt, at de langt hen af vejen ikke står stærkt nok til at efterlade et indtryk hos mig som læser. Ud over det indtryk at de naturligvis fungerer som fine symboler på Annes egen utilstrækkelighed og splittelse. Som et eksempel på dette interesserer Anne sig meget for den unge indiske Sadgati, der er blevet ufrivilligt gravid og skal tage et vanskeligt valg mellem sin egen fremtid og barnet; Et valg som Anne synes at kunne identificere sig med.

Romanen bringer Anne rundt i Indien, og hun forelsker sig gradvist i landet, ligesom hun ved hjemkomsten næsten drages af alt, hvad der er indisk, som om hun i glæden ved Indien kan have en lille andel af den søn, hun har mistet. Det er egentlig en meget fin symbolik, men jeg synes forfatteren kunne have sparet sig at udpensle den så direkte på de sidste sider, da det på mange måder allerede fremstod klart.
Helt generelt synes jeg at bogen bevæger sig mellem at være underfortalt og overfortalt. Enkelte gange bliver symbolikken penslet lige lovlig meget ud og andre gange er den indirekte og ufortalt. Det er klart i det sidste, at Maria Lundborg er bedst.

Jeg er splittet i min tildeling af stjerner til denne bog.
På den ene side synes jeg Maria Lundborg gør noget utrolig originalt med en kendt tematik. Ideen om alene at følge Annes refleksioner og tanker, og simpelthen helt udelade Thomas, er interessant. Men på trods af det ensidige fokus på Anne, så føler jeg alligevel ikke som læser, at jeg rigtig kommer ind på livet af Anne. Romanen kredser sig meget om hendes manglende forståelse for Thomas’ valg og hendes savn efter ham, mens der er andre centrale dele af hendes person og fortid, som jeg synes mangler at blive nuanceret og belyst; fx forholdet til forældrene og ekskæresten Noa.

Men måske er det netop fordi, det er Anne, der fortæller sin egen historie, at hun fremstår fjern. For det er Anne tilsyneladende også i alle sine relationer; Det nærvær hun giver sine film magter hun ikke at give sine nærmeste – og alligevel vil hun gerne. Der er en tydelig splittelse i hende, som jeg synes kommer fint til udtryk. Måske er det netop denne splittelse, som Anne har i og med sig selv, jeg som læser mærker i min oplevelse af hende som karakter.

Endelig er tanken om at knytte fortællingerne om de forskellige skæbner fra Annes film til historien interessant, det giver et spil mellem Annes personlige konflikt på den ene side og de store samfundsproblemer på den anden side.

Alt i alt er Gennem en hinde af is en fin fortælling om svigt, forholdet mellem mennesker, menneskelig valg og accept af os selv og hinanden.
Det er en roman, der splitter mig; Den har virkelig mange gode kvaliteter; heriblandt sammenfletningen af de mange skæbner med Annes personlige udvikling.
Hendes forhold til andre mennesker er på en gang underfortalt og overfortalt. Her er hendes forhold til mænd interessant, for det er klart, at hun ikke rigtig kan indgå i dybe relationer, men det er fuldstændig uklart, hvorfor hun ikke kan det. På den måde berører romanen mange gange kun overfladen og de overliggende tematikker, uden at dykke dybere ned i dem.
Men måske er det netop romanens styrke? At alt det Anne ikke forstår, også bliver det, vi som læsere ikke forstår?

Romanen har afgjort gjort indtryk på mig, og den har givet mig en masse at tænke over, – og jeg synes også, at Maria Lundborg skal have en stor stjerne for at tage nogle originale valg i sin fremstilling af en ellers kendt og førhen set tematik.