Gennem en hinde af is handler grundlæggende om svigt, – Anne har svigtet sin søn, men hun har også svigtet andre, fx står hendes manglende evne til rigtig at knytte sig i et kærlighedsforhold centralt.
Men bogen handler også om den menneskelige selvoptagethed – eller måske snarere den menneskelige utilstrækkelighed. Anne vil gerne have et barn, men hun vil også ud i verden og realisere sig selv, og selvom hun tror, hun kan det hele, så ender hun alligevel med at være splittet, og det samvær, hun har med Thomas, er præget af hendes skyldfølelse over for ham.
Det er en roman, der på en mærkelig måde formår at være både nøgtern og poetisk i sin fortællestil. Den skraber kun overfladen af sine karakterer og deres indbyrdes forhold og alligevel efterlader den et markant indtryk.