Romanen er utrolig mange ting på en gang; den er en kritik af samfundets ulighed, den er en fortælling om den første brusende kærlighed og den er en beretning om facader der krakelerer og skeletter der vælter ud af skabet.
Celeste Ng har styr på sit håndværk. Små påsatte brande er en utrolig flot konstrueret roman. Hun skifter ubesværet synsvinkel mellem historiens mange karakterer, og det skaber en god dynamik i fortællingen. Derudover balancerer hun elegant mellem flere karakterer og plotlines, der samles og forbindes i en fuldent og helstøbt historie.
Små påsatte brande har mange karakterer med, og selvom der er givet plads til mange individuelle fortællinger, så er der alligevel også givet rum til at de forskellige karakterer kan udfolde sig.
Man kan dog komme med den anke, at romanen også langt hen af vejen opererer med nogle stereotype karakterskabeloner, fx er Elena Richardson vel ikke langt fra prototypen på perfekte villavejs ufejlbarlige frue. Ind på scenen træder så Mia Warren, den kunstneriske og frie kvinde, der er impulsiv og lever fra munden til hånden.
De stereotype karakterskabeloner ses blandt andet også klart i de fire Richardson børn. Trip er den pigeglad sportstype, Moody er den stille og eftertænksomme, Lexie er den udadvendte og populære pige, mens Izzy er familiens utilpassede sorte får.
Der er en del af de her små forudsigeligheder, og enkelte steder balancerer Celeste Ng altså også lige på kanten af klicheerne, men jeg synes at hun i det store hele formår at holde sig fra afgrunden.
Karakterarbejdet i Små påsatte brande tager altså langt hen af vejen udgangspunkt i nogle stereotyper, som forfatteren alligevel gør sit til at give dybde, – og det lykkedes også ganske fint, men bliver naturligvis vanskeliggjort at historiens utrolig mange karakterer.
Romanens hovedtematik er uden tvivl moderskabet, og dette er illustreret ved to primære historier. For det første er der fortællingen om familien Richardsons barnløse vennepar, der pludselig får mulighed for at adoptere et hittebarn med kinesiske rødder, de er ovenud lykkelige, men efter knap et år dukker moderen til barnet op. Hun efterlod sit barn i ren desperation over sin elendige økonomiske situation, men er nu kommet på fode og ønsker sit barn tilbage. Dette skaber en voldsom debat i lokalsamfundet.
Herudover har bogens anden hovedkarakter Mia en stor hemmelighed; Hun løb i sin tid fra en aftale om at føde et barn for et velhavende barnløst New York’er par.
Disse to historier centrerer sig en del om emnet ”Hvem er de gode forældre?” Forfatteren selv har udtalt, at det centrale spørgsmål bliver, om det er biologien eller kærligheden, der gør gode forældre. Men i romanen kan man ikke undgå at opleve det som et spørgsmål om penge eller ej. For de to fronter i begge ovenstående scenarier er trukket skarpt op mellem et meget rigt par på den ene side, og en økonomisk underbemidlet enlig mor på den anden side.
Ligeledes bliver spørgsmålet om hittebarnet med de kinesiske rødder også hurtigt gjort til et racespørgsmål – for kan to hvide overhovedet opfostre et barn med kinesiske rødder? Den del af debatten synes jeg ikke fungerer så godt i romanen, det bliver i modsætning til mange andre af de dilemmaer Celeste Ng tager op belyst en smule unuanceret. Ligeledes virker det spørgsmål til at fylde uforholdsmæssigt meget i debatten og i retssagen.
I ovenstående scenarier formår Celeste Ng dog at skrive sympatisk om begge sider, og for mig som læser virker det stærkt, at der ikke er nogen simpel løsning på spørgsmålet ”hvem har ret til barnet?”.
Det bedste i romanen er dog uden tvivl tematikken omkring, hvordan vi som mennesker påvirker hinanden, og hvordan smålighed, bitterhed og skuffelse kan få os til at foretage valg, som får vidtrækkende konsekvenser for vores medmennesker.
Her viser Celeste Ng’s evne til at konstruere en god roman sig bestemt også fra sin bedste side, idet alle romanens karakterer på en eller anden måde ender med at blive implicerede i de begivenheder, der leder op til bogens voldsomme klimaks, som den også indleder med, – nemlig nedbrændingen af familien Richardsons hus.
Alt i alt er det uden tvivl romanens meget stærke og flotte komposition, der er dens største plus.
Romanen formår at samle alle tråde til en sammenhængende plotline.
Celeste Ng formår desuden også at skrive en roman, som er mainstream forstået på den måde, at den vil appellere til mange, men samtidig rummer en utrolig stor dybde og litterær værdi. Ofte synes jeg, at bøger enten placerer sig i den ene eller den anden grøft ”enten skal de underholde eller også skal de skabe refleksion” – men her formår hun at placere sig meget flot i midten, og alene det er et kunststykke, som bør afstedkomme en del ros.
Alt i alt formår Celeste Ng at skabe en medrivende fortælling, der minder os om at små handlinger kan have store konsekvenser, og at hvis man har pustet til gløderne, så er man også medansvarlig, når branden har taget fat og ødelagt alt.
Romanen er utrolig mange ting på en gang; den er en kritik af samfundets ulighed, den er en fortælling om den første brusende kærlighed og den er en beretning om facader der krakelerer og ...