Hvis dette er en lakridspibe

”Hvis dette er en lakridspibe” er en spøjs og original fortælling, der med en god portion humor tager os med derhen, hvor det gør allermest ondt.
Temaerne kredser om selvmord og depression, og Mads Damsøs sprog og stil er præget af et stort sprogligt overskud.

Mads er taget til Hvide Sande for at skrive en selvbiografi for den døende Kuno. Men det er en vanskelig sag for Kuno er slet ikke interesseret i at deltage i projektet, og Mads kan i øvrigt ikke finde ud af at skrive slutninger. Mads fordriver tiden i det vestjyske med at flakke omkring og spise lakridspiber, og depressionen sniger sig langsomt ind på ham, alt i mens hans mor efterlader utallige bekymrede beskeder på hans telefon.
Men måske lysner det en smule, da Mads møder Kunos barnebarn Ditte, der er klædt ud som en Geisha og bruger en tamagotchi som afløb for sine selvmordstanker.

”Hvis dette er en lakridspibe” er en af den slags bøger, der fra start skiller sig fuldstændig ud. Først og fremmest har forlaget gjort en del ud af bogens udseende, og den mørke forside med det kulsorte bogsnit lokker med sin æstetik og varsler allerede en bog med en dyster tematik. Men den er også meget original i sin form, og særligt Mads Damsøs evne til at være på en gang dybsindig, tung, humoristisk og let er bemærkelsesværdig.

Bogen er uhyre velskrevet, der er et meget stort sprogligt overskud og en dragende uanstrengthed i sproget, som gør den til lidt af en oplevelse. Romanens form virker meget stringent og velovervejet og samtidig afslappet og nærmest tilfældig. Mads Damsø har en klar kronologi i sin fortælling, og hans miks af Mads’ beretninger med fx afskrifter fra indkomne telefonbeskeder fra moderen og vennen Martin, er med til at give et mere fuldent billede af sin hovedkarakter, samtidig med, at det også bevarer en god del mystik omkring ham, – hvorfor kan han fx ikke svare sin bekymrede mor?

Som læser kommer man hurtigt tæt på Mads, og samtidig er der utrolig mange ting, man hele tiden gerne vil have svar på. Mads fortæller selv med en god portion humor om sine små særheder, – forbrug af papir efter toiletbesøg og den konstante transskribering af alle samtaler han har ført. – Men hvorfor er han stukket af? Hvorfor er han så bange for at glemme? Hvorfor har han svært ved nærheden og intimiteten?

Man mærker tydeligt en smerte i ham, man mærker en desillusion, et tomrum, en angst, en skrøbelighed, og som læser er det svært ikke at blive draget af denne her på en gang nære og fjerne hovedperson.

Tematikken i romanen er barsk. Mads Damsø tager favntag med aktiv dødshjælp, selvmord, svigt og depression.
Her er karakteren Ditte hjerteskærende og absolut et af de fineste personportrætter, jeg nogensinde har læst. Hun er flyttet til Hvide Sande for at være tæt på den bedstefar, hun aldrig har kendt, og hendes forældre er i Asien. Hun har forsøgt selvmord flere gange og hun holder nu kun tankerne fra døren ved konstant at slå en af sine tamagotchier ihjel.

Der er meget at grine af i Mads Damsøs roman, men der hvor det er allersjovest er det også dybt alvorligt, og det er netop romanens stærkeste korte; denne tone af på en gang humor og en usigelig smerte.

”Hvis dette er en lakridspibe” er underlig, spøjs, skæv, humoristisk og sort.
Men den er først og fremmest poetisk, eftertænksom, dybsindig og hjerteskærende.
Vi er langt ude og dybt inde, der hvor der gør allermest ondt, og hvor kun humoren gør det hele udholdeligt.