Kirke

no title has been provided for this book
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

Kirke er historien om en græsk gudinde, heks og sagnfigur. Men det er også historien om en helt almindelig kvindes rejse mod at lære sig selv at kende og være stærk i det.
Madeline Miller kæder på fineste og ganske overlegen vis alle historierne fra den græske mytologi og sagnhistorie sammen til en kronologisk fortælling set gennem Kirkes øjne. Miller tolker på Kirkes handlinger og skaber derved en kvindefigur med aspekter, der er interessante også i dag. Kirke er en historie om de gamle græske gudesagn, men det er også en karakteristik (eller kritik) af moderne kønsroller, og derved bliver den med sin feministiske slagside vedkommende også i år 2019.

Kirke er underkuet, hun regnes ikke for noget. Hun er ikke smuk og hendes stemme er forkert. Som datter af solguden Helios kunne man måske have forventet store ting af hende, men hendes forældre dømmer hende hurtigt ubrugelig og overflødig; Hun er for grim til at gifte bort, og hvad kan sådan en pige så i det hele taget bruges til?

”I hundrede generationer havde jeg bevæget mig langsomt og søvnigt i verden, været ledig og ubesværet. Jeg efterlod intet aftryk og udførte ingen gerninger. Selv de, der havde elsket mig en smule, havde ikke haft lyst til at blive”

Kirke såres og udnyttes af sømanden Glaukos, og hendes vrede og frustration bringer hende til at gøre en frygtelig gerning. En gerning der dog også åbenbarer hendes evner indenfor heksekunst. Gudernes vrede og frygt sender hende i eksil, og her finder hun langsomt sig selv og løsriver sig fra den omkringliggende verdens forventninger og begrænsende bånd, samtidig med at hun også må lære at forlige sig med de fejl, hun har begået, og de konsekvenser de har haft. Hun opsøges på sin ø løbende af forskellige udefrakommende, der alle synes at ville have noget af hende. Men Kirke begynder at forstå sin egen vilje og at hun har magten til at bestemme over sig selv.

”I gamle dage ville jeg have styrtet frem med et bæger, der var fyldt til randen med svar, for at give ham alt, hvad han ønskede. Men jeg var ikke den, jeg havde været. Jeg skyldte ham ingenting. Han ville kun få det af mig, som jeg ønskede at give”

Kirke udsættes for mangt og meget, og særlig stærk er scenen, hvor Kirke forsøges voldtaget af nogle sømænd; Hun forandrer sig fra offer til hævner, og hun tager magten tilbage over sin egen krop.

”Det bliver sagt, at kvinder er skrøbelige væsner, blomster, æg, hvad som helst, der kan knuses i et øjebliks uforsigtighed. Hvis jeg nogensinde havde troet det, gjorde jeg det ikke længere”

Kirke er helt sikkert ikke for alle, og der er nok ingen tvivl om, at min interesse for græsk mytologi har løftet den en del for mig. Når det så er sagt behøver man altså absolut intet forhåndskendskab at have for at læse med. Romanen har uden tvivl krævet en hel del research og jeg er imponeret over, hvordan Miller får sammenfletningen af de mange sagn og fortællinger til så forholdsvis ubesværet at fremstå som en sammenhængende fortælling med Kirke som det altopslugende midtpunkt.

Madeline Miller skaber ægte karakterer og mennesker ud af de relativt flade og ensidige mytologiske figurer, selvfølgelig med Kirke som den stærkeste karakter, men også Homers Odysseus og hans kone Penelope fremtræder i flere nuancer.

Det er i det hele taget en fryd, at opleve Madeline Millers evne til at genfortælle de berømte historier gennem denne stærke og interessante kvindefigur; En kvinde der flytter sig fra sin plads som usikker og underkuet til selvstændig og stærk.
Miller kommer virkelig hele paletten rundt i et portræt af kvinderollen, som sat i den ældgamle kontekst gør det klart, hvor lidt der måske i virkeligheden er sket i samfundets syn på kvinden.

En bog der virkelig har den feministiske debat på dagordenen og som samtidig giver et rigtig godt overblik i alle myterne omkring den græske mytologi. Men først og fremmest et ganske gribende portræt af et menneske, der lærer sig selv at kende på godt og ondt og bliver stærkere af det.

4.0Overall Score

Kirke er historien om en græsk gudinde, heks og sagnfigur. Men det er også historien om en helt almindelig kvindes rejse mod at lære sig selv at kende og være stærk i det. Madeline Miller kæder ...

  • Plot, historien
    3.8
  • Karakterer
    4.2
  • Skrog og skrivestil
    4.0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?