En uretfærdig tid

Social uretfærdighed i slutningen af 1800 tallet, to stærke kvindeskikkelser til kamp mod ulighed, et par blomstrende forelskelser og et brutalt overfald. Det er kort sagt ingredienserne i Gertrud Tinnings historiske roman om en tid, hvor ligeløn, retfærdig rettergang og ordentlige arbejdsforhold var ukendte koncepter.
Jeg var ganske godt underholdt, men historien forekom mig også at være en hel del forudsigelig og føltes på mange måder, som noget man har set før.

Nelly og svigerinden arbejder for klædefabrikken Rubens under miserable forhold, og en dag får den manglende sikkerhed fatale konsekvenser for Marie, da en frygtelig ulykke indtræffer. Nelly nægter at acceptere de uretfærdige forhold, og går til kamp mod ledelsen.
Johannes har mistet sin fædrene gård og flytter til København, hvor de dårlige forhold forværrer hans helbred. Hans søster Anna overvejer et giftermål med den rige gårdmand for at redde familiens økonomiske situation. Men så får hun besked om at Johannes er kommet i fængsel i København for en forbrydelse, han ikke har begået, og hun tager til hovedstaden for at tage kampen op og redde Johannes.

Kummerlige leveforhold, manglende rettigheder og pauvre arbejdsforhold. De barske livsvilkår for samfundets fattigste i ”gamle dage” er efterhånden beskrevet i skønlitteraturen flere gange.
I Gertrud Tinnings roman befinder vi os primært i København i slutningen af 1800 tallet, hvor en gryende socialistisk strømning er ved at tage form. Historien beretter om den socialt uretfærdige skævvridning i samfundet, der gør skellene mellem rig og fattig enorme, men også om den begyndende opstand blandt de svageste, der langsomt forstår, at de også har en stemme, der skal høres.
Det er et vigtigt stykke danmarkshistorie, der minder os om at værdsætte de i dag helt basale rettigheder som fx fagforeninger og sociale ydelser. Det er også afgjort i beskrivelsen af miljøet, at denne roman virkelig kan noget, og Tinning har uden tvivl lavet sin baggrundsresearch godt.
Gertrud Tinning skriver fint og levende, når hun beskriver de kummerlige forhold i fængslet, og de spartanske leveforhold blandt de fattigste i Københavns gader. Hun har mange små fine detaljer med i sine beskrivelser og det giver en meget autentisk stemning.

Historien bærer en smule præg af de klassiske stereotyper; De rige er primært nogle selviske og usympatiske personer, og romanes to hovedkarakterer, Anna og Nelly, har trods den megen modgang både udviklet stærk retfærdighedssans, ukuelig vilje og en beundringsværdig følelse af næstekærlighed. De er på mange måder begge ret forudsigelige og en anelse kedelige som karaktererer.

Jeg ville faktisk gerne have hørt lidt mere om de karakterer, der præsenteres som skurkene (eller skurkenes hjælpere). Dem der (uden at jeg røber for meget) har gjort usympatiske ting for egen vindings skyld. På mange måder virker den slags karakterer langt mere troværdige for en tid, hvor man formegentlig har været så presset på pengepungen, at den menneskelige selvophøjelsesdrift har tvunget mange fra deres moralske kompas.

Romanen svigter på sin vis også lidt sit eget tema, idet det kun er på romanens absolut sidste sider, at vi hører om strejken og den gryende politiske bevidsthed hos kvinderne på Rubens, en hændelse som romanens efterord ellers fremhæver som romanens primære omdrejningspunkt.

Historien er interessant og man skal da også være gjort af stål for ikke at blive rørt af romanens skæbner. Men sådan for alvor fanget blev jeg desværre aldrig, og på mange måder følte jeg, at det var en historie, jeg havde læst mange gange før.