Knust

En trafikulykke efter en gymnasiefest er indledningen til dette nordic noir inspirerede krimidrama.
Anne Mette Kirk har skrevet et veldrejet og spændende plot, men det er først og fremmest hendes portrætter af en gruppe unge mennesker, der virkelig udmærker sig i den her bog. Kirk har en inderlighed i sine karakterfremstillinger, og hun skriver en vidunderlig stemningsfyldt historie frem, hvor sorgen men også håbet er omdrejningspunktet.

Mathilde har mistet sin storebror i en trafikulykke. Han var fuld bag rattet, da han kørte med 3 gymnasiekammerater fra en fest, – eller det er i hvert fald den konklusion, politiet er nået frem til. Men midt i sorgen beslutter Mathilde sig for at undersøge søgen, for der er noget, der ikke stemmer.
Den unge politimand Marc mener også, der er noget uldent ved sagen, og han begynder at udspørge de tre overlevende fra bilulykken, som alle har deres at kæmpe med, – og måske også en hel del hemmeligheder.

Jeg er ikke den største krimielsker, men jeg har alligevel læst nogle stykker efterhånden, og fælles for dem alle (stort set) er, at jeg aldrig bliver rigtig grebet, uanset hvor spændende de så end er. Men det skal jeg ellers lige love for, at jeg blev med Anne Mette Kirks Knust.
Det skyldes selvfølgelig, at Kirk har skrevet et godt plot frem, men det skyldes også, at hun har en ret tydelig inderlighed og kærlighed til sine personer, som jeg synes smitter af på læseren.

Kirk har valgt at dele bogens synsvinkelforhold op, således at det ikke kun er betjenten Marc og hans opklaring, vi følger. Vi skifter derimod mellem størstedelen af bogens persongalleri, og det giver en større indlevelse i historien med et udvidet indblik, ligesom det også bidrager til plottets spænding og mystik med de meget personbundne synsvinkler.

Romanen er ikke lang, og med skift mellem i alt seks synsvinkler, og derudover en god håndfuld vigtige bipersoner, kunne personbeskrivelserne meget let blive en rodet og måske også overfladisk affære. Men her skal Kirk altså have stor cadeau for at kunne balancere mellem alle de her personer, så det virker ganske ubesværet, og så de fremstår levende og interessante.
Kirk skriver, på meget lidt plads, selv de mindre bipersoner virkelig flot frem, og de fremstår med hver deres baggrund, smerte og længsler, og som læser holder man af dem og med dem.

Romanen foregår på et gymnasie, og persongalleriet er ungt. Udover gymnasieeleverne følger vi den unge betjent og en ung gymnasielærer. Kirk har virkelig skrevet sig godt ind i gymnasiestemningen, og jeg så min egen gymnasietid for mig, da jeg læste bogen. Jeg skal ikke påstå at jeg er helt inde i nutidens slang blandt teenagere, men for mig virker dialogen utrolig autentisk.

Bogens handling centrerer sig om Jonathans død og opklaringen af ulykken. Men det er altså også først og fremmest en bog, der udmærker sig ved dens skildring af sorgen og det enorme menneskelige arbejde, der ligger i at komme videre midt i en stor sorg. I små glimt oplever vi Mathildes forældre og deres forskellige måder at håndtere sorgen på. Faren, der hele tiden skal holde sig i gang, og moren, der holder fast i sorgen. Det er meget rørende.

Rørende er også Tanjas historie, der er er i sorg efter ulykken, og som savner sin mor, der har hele verden, som sin arbejdsplads. Det er på en måde ganske banalt og helt igennem enkelt. Men Kirk får givet de her unge mennesker en troværdig stemme, og hun får skrevet nogle følelser frem i sine karakterer, der kan mærkes hos læseren.

Jeg var også begejstret for den unge betjent Marc, der med sin næsten undskyldende pligtopfyldenhed fremstår en anelse kejtet. Men han er et frisk pust til den traditionelle ”detektiv”-figur.

Alt i alt er det den grundlæggende stemning i romanen, der er bogens største plus. Det er en historie om en stor sorg, men også om det håb, der kommer efter sorgen.