Kvinden i vinduet

Kvinden i vinduet er en spændende psykologisk thriller, der leder tankerne hen på de klassiske Hitchcockfilm. Bogen er da også på mange måder en hyldest til mesteren, og er spækket med referencer, der er guf for enhver kender. Men bogen er først og fremmest en bog fyldt med spænding, de klassiske plottwist, en ”måske” utroværdig hovedperson, mystiske karakterer og ikke mindst det helt store spørgsmål; er der sket en forbrydelse eller er det indbildning?
Fortællingen er lige efter bogen og holder sig helt klassisk til genren, som den samtidig hylder med alle sine referencer, og netop denne dette er en raffineret detalje.
Giver man sig i kast med Kvinden i vinduet, bliver man bestemt ikke skuffet, for bogen holder hvad den lover, og den er bestemt sin inspirationskilde, Hitchcock, værdig.

Anna Fox er separeret og lever alene i et stort hus i New York. Hun lider af angstanfald, PTSD og tør ikke forlade hjemmets trygge rammer. Førhen var hun psykolog, men nu fordriver hun tiden med at chatte på nettet, spille skak på computeren, se gamle film og drikke alt for meget. Men hun bruger også rigtig meget tid på at udspionere sine naboer.
Da den perfekte familie med far, mor og søn flytter ind overfor, er Anna meget nysgerrig. Men en aften ser hun moren, Mrs. Russell falde om med en kniv i brystet.
Hun tilkalder politiet og vover sig udenfor for at hjælpe. Da hun vågner igen, tror ingen på hende, og en kvinde hun aldrig har set før, udgiver sig nu for at være Mrs. Russell. Er det hele noget hun har bildt sig ind? Eller foregår der noget fordækt på den anden side af vejen?

Hvis handlingen lyder bekendt er det nok ikke uden grund, for bøger og film med et lignende plot er før set. Selv kom jeg til at tænke på Kvinden i toget, og så naturligvis Hitchcocks klassiker fra 1954 Skjulte øjne (Rear Window) med James Stewart og Grace Kelly i hovedrollerne.
Det gode ved Kvinden i vinduet er imidlertid, at inspirationskilderne på ingen måde er skjult; Tværtimod er referencer til gamle Hitchcockfilm en stor del af bogen, og de bliver ligefrem en integreret del af plottet, i det Anna undervejs får nogle afgørende ledetråde fra replikkerne i de forskellige film. Netop denne del af bogens plot er jeg helt vild med. Jeg synes det er genialt at A.J.Finn helt aktivt inddrager forbilledet for sin fortælling i bogens plot.

Bogens hovedkarakter er også som taget ud af genrens skabelon; hun er ustabil og dermed måske også utroværdig, og så gemmer hun på sine egne hemmeligheder, som vi gradvist får afsløret efterhånden som plottet folder sig ud. Hvorfor har hun fx PTSD? Hvad er det for en traumatisk hændelse, der har udløst hendes angstanfald og forårsaget hendes skilsmisse?
Der er mange spørgsmål i romanen, og som læser higer man efter at få dem besvaret.

Anna har angst og er ensom. På nettet søger hun andre mennesker på chatten, og hun finder en form for trøst i at hjælpe andre. Hun opnår et særligt bånd til genboens dreng Ethan, som bliver en slags substitut for den datter, som hun savner og ikke magter at være mor for.
Samtidig drikker hun for at glemme, – og vinduet er hendes værn mod den ydre verden.
Det psykologiske element er lige efter bogen, og på den måde er der ikke som sådan særlig meget i bogen der overrasker. Det er dog ikke noget problem, tværtimod er jeg begejstret for bogen, som i den grad spiller på alle tangenter inden for genren og samtidig er en klar hyldest til den.

Sproget er enkelt og bogen er af den letlæselige slags. Der er fx rigtig meget dialog. Men netop i dialogen har forfatteren lavet et spændende spil mellem hovedkarakterens indre og ydre dialog.
Her et par eksempler:

”For mig lyder det, som om disse samtaler frembringer blandede følelser hos dig” siger Dr.Fielding. Klassisk terapeutlingo: for mig lyder det. Hvad jeg hører, er. Jeg tror, du prøver at sige, at. Vi er fortolkere. Vi er oversættere.

”Tager du din medicin”
Nej ”Ja”
”Holder du dig fra sprutten?”
Selvfølgelig ikke ”Selvfølgelig”

De to ovenstående eksempler går igen løbende i flere varianter i bogen. Hovedkarakteren bruger sin egen psykologbaggrund til nøgternt at metareflektere over sin situation, og det skaber en humoristisk vinkel i fortællestilen. Ligeledes er eksemplerne på de klare kontraster mellem, det hun siger, og det hun tænker et dejligt element af humor, som jeg synes giver fortællingen en fin kant og et ekstra lag af underholdning som supplement til thrillerelementet.

På minussiden holder bogen sig måske så stringent til genrens skabelon, at man indimellem kan have oplevelsen af, at de store overraskelser slet ikke er så overraskende endda. Men det er dog ikke noget, der på nogen ødelægger læseoplevelsen, for Kvinden i vinduet er først og fremmest en velgennemført psykologisk thriller med alt hvad der dertil hører.