Pitbull

Pitbull
Genre:
Originalsprog:
Køb bogen her: Saxo.com

Pitbull er tredje bog i rækken om makkerparret Heloise Kaldan og Erik Schäfer, og selvom det blev min første bog i serien, så er det med garanti ikke det sidste, jeg har læst af Anne Mette Hancock, som formår at skabe en spændende krimi, der giver plads til at udfolde sine karakterer og skaber stof til eftertanke.

Heloise Kaldan har meldt sig til vågetjenesten, og her møder hun den lungekræftramte Jan Fischhof, som pludselig betror hende, at han har gjort noget frygteligt. Hans oplysninger er sparsomme og forvirrende, men Heloise vil gerne hjælpe sin nye ven med at få sjælefred og hun forfølger historien til Sønderjylland, hvor hun opdager at Fischhofs historie tilsyneladende er forbundet med gamle sager om forsvundne piger, en mystisk dødsulykke og en lokal storkriminel bande. Hun får brug for hjælp fra sin ven Schäfer og en gammel flamme, for politiet i Sønderjylland har måske heller ikke rent mel i posen?

Plottet i Pitbull er først og fremmest ganske enkelt godt! Hancock leverer sporene i sagen med en veltilrettelagt timing, og hun holder spændingen til stort set sidste side! Det er præcis som det skal være i en velskrevet krimi.
Men det der især skaber fremdriften i romanen er at Hancock forstår at finde den perfekte balance mellem opretholdelsen af en konstant stigende spændingskurve og en dvælen ved de små detaljer; Hancock tager sig tid til at skabe ægte karakterer og troværdige stemninger.

Ganske ofte synes jeg, at krimigenrens hovedpersoner er kedelige og hurtigt glemt. Men Heloise Kalden fremstår levende og interessant og en uge efter endt læsning er hun bestemt ikke glemt! Jeg har endda den ulempe, at jeg mangler noget indsigt i hende, da jeg ikke har læst de to forgående bøger i serien. Alligevel stod hun ganske klart for mig, og hendes udvikling og indre følelsesliv fandt jeg mindst ligeså spændende som selve krimiplottet.

Ligeså tabte jeg lidt mit hjerte til den brovtende Schäfer, der bag facaden naturligvis har et hjerte af guld. I romanen kæmper han og konen desuden med helt almindelige usikkerheder, som Hancock fletter flot ind i de alt andet en almindelige begivenheder, som de udsættes for.

Hancock tager fat på nogle svære og vigtige aspekter af livet. Et gennemgående tema er fx skyldfølelse og behovet for soning, når livet ebber ud. Men hvem har egentlig fortjent soning? Det er et meget interessant spørgsmål, som jeg synes romanen efterlader sin læser med. Et andet vigtigt emne som Hancock fletter ind i denne spændende krimi er døden og den sidste tid, som alt for mange desværre tilbringer helt alene.

De mange tanker som romanen sætter i gang og de levende karakterer gør at romanen for mig har det ekstra, som jeg, må jeg ærligt indrømme, synes mange krimier mangler.
Jeg er så afgjort blevet fan af Anne Mette Hancock.

3.8Overall Score

Pitbull

Pitbull er tredje bog i rækken om makkerparret Heloise Kaldan og Erik Schäfer, og selvom det blev min første bog i serien, så er det med garanti ikke det sidste, jeg har ...

  • Plot/historien
    4.0
  • karakterer
    3.7
  • sprog og skrivestil
    3.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?