Ikke siden Helle Helles mageløse novellesamling Biler og dyr fra år 2000 har jeg læst så god en novellesamling, som den Thomas Korsgaard leverer her.
Han fanger mennesker og stemninger i helt enkle beskrivelser og med ganske få ord folder han over få sider hele skæbner og store temaer ud.
Thomas Korsgaard skildrer outsiderne og de skæve eksistenser på en måde, der får mig til at tænke på en moderne Herman Bang, og han gør det i en fantastisk veludført minimalisme, der får tematikken til at boble frem mellem linjerne.
Thomas Korsgaards novellesamling tæller 15 historier, der alle er nedslag i et menneskes liv. Vi følger for en ganske kort stund et menneske i et betydningsfuldt øjeblik; Der er manden, der venter på en pakke på posthuset og bliver konfronteret med sin gamle spejderleder, der er kvinden der oplever en ubehagelig afsløring til en akavet familiefrokost, der er drengen der har inviteret en klassekammerat hjem for at se en samling som han ikke ejer, og der er manden som er på jagt efter en nytårsmiddag som kan imponere i en skraldecontainer.
Alle er de mennesker med håb og drømme, men det er også mennesker med en bagage, mennesker som er ensomme, søgende, håbende og til en vis grad svigtede og skuffede.
Korsgaards evne til at fange disse menneskers håb, drømme, frustrationer, sorg og skuffelse i små splitsekunder af deres liv er mageløs. De fleste noveller er på kun ganske få sider, og alligevel fanger man som læser med det samme tonen; alle følelserne kommer frem til overfladen mellem de få ord.
Jeg var særligt begejstret for ”I bor da meget pænt”, hvori en skoledrengs desperate ønske om at imponere og holde trit med sine klassekammerater har fået ham til at prale af en samling kort, som han reelt ikke har. Eller historien om den unge kvinde, der føler sig alt andet end komfortabel til en familiefrokost i ”Det kolde bord”, hvori den dårlige stemning er til at føle på og en afsløring sætter prikken over i’et.
Korsgaard fanger det særlige og det helt almindelige. Han har tydeligves et hjerte for de skæve eksistenser, og han skildrer sine karakterer med en varme, som er rørende, men også med et humoristisk glimt i øjet, som får sin læser til at le med – også af sig selv og alle de små genkendelige almindelige ualmindeligheder.
Korsgaaards novellesamling er 15 stærke indblik i forskellige menneskers liv. Det er korte øjebliksbilleder af liv udtrykt i et enkelt sprog, men som efterlader sin læser fuld af indtryk.