Tusind stjerner og dig

Tusind stjerner og dig
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

Tag med på en hyggelig og charmerende rejse til Sri Lanka og oplev den spirende forelskelse mellem Max og Alice. Isabella Broom skriver med stor kærlighed til sine karakterer og ikke mindst Sri Lanka, som de fleste nok får lyst til at besøge efter endt læsning.

Alice er klar til ægteskab og den fastlagte fremtid med kæresten Richard. Men forinden skal hun med to veninder en tur til Sri Lanka og fejre sin 30 års fødselsdag.
I Sri Lanka føler Alice sig for første gang i lang tid fri og verden ligger åben, oplevelsen bliver endda kun forstærket da hun møder Max, der kæmper for at forlige sig med sin skæbne efter at han mistede sit ben i en krigsulykke.
Begge har de meget at lære, og sammen oplever de verden på ny og den helt store kærlighed.

Isabelle Broom formår først og fremmest at tage os med på en henrivende rundrejse i Sri Lanka. Der er tydeligvis masser af kærlighed til naturen og kulturen, og der findes næppe den læser, som ikke får en smule lyst til en tur dertil efter endt læsning.

I centrum af fortællingen er naturligvis den spirende kærlighed mellem Alice og Max, som Broom ganske fint lader udfolde sig uden at den dog virker forceret. Der er fokus på den følelsesmæssige forbindelse, som skabes mellem de to, og det virker troværdigt, hvordan de to mennesker ikke alene forelsker sig, men også hjælper hinanden videre på afgørende tidspunkter i hinandens liv.
Både Alice og Max har nemlig deres bagage i form af tidligere ulykker, som enten fysisk eller mentalt hæmmer dem.

Det er faktisk denne tematik, som er bogens mest interessante. Max er tidligere krigsveteran og er kommet hjem med et manglende ben, mens Alice som barn afprøvede grænser og endte i en ulykke, der har givet hende ar, både den slags på sjælen og de helt bogstavelige.

Max vil gerne være almindelig. Han har mest af alt lyst til at ignorere benprotesen og leve helt almindeligt. Men Max er forandret og benet sætter begrænsninger, hvilket han må sande efterhånden som tiltagende smerter plager ham mere og mere.

Alice derimod har antaget en overforsigtig tilgang til livet, ganske godt tilskyndet af sin overbeskyttende mor og forudsigelige kæreste. Men Alice må ligesom Max lære at tage ansvar for sit eget liv og sammen vokser de i takt med deres kærlighed.

Det er på mange måder ganske forudsigeligt og ligetil, præcis som man kan forvente af genren. Men Isabella Broom skriver med fin indlevelse og særligt historiens element af fortryllende rejseroman fungerer i samspil med den spirende kærlighedshistorie.

Persongalleriet lader måske en smule tilbage at ønske i forhold til flere facetter. Alices kedelige kæreste Richard fremstår nærmest overkarikeret og bliver kun facetteret en smule i et afsluttende kort afsnit, ligesom veninden Maureen fungerer som den stereotype bramfri veninde, der bag facaden er særdeles usikker.

Alt i alt er det dog en ganske hyggelig og rar bog med masser af kærlighed og stemningsfulde beskrivelser.

3.3Overall Score

Tusind stjerner og dig

Tag med på en hyggelig og charmerende rejse til Sri Lanka og oplev den spirende forelskelse mellem Max og Alice. Isabella Broom skriver med stor kærlighed til sine karakterer og ikke mindst Sri ...

  • Historien/plot
    3.5
  • Karakterer
    3.0
  • Sprog og skrivestil
    3.4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?