Leksikon og lys og mørke

Et interessant og anderledes greb giver bogen sit særpræg og gør den til en æstetisk interessant og smuk oplevelse. Desværre savnede jeg lidt mere indføling med karaktererne, hvis konflikter og følelser kun i små korte glimt træder frem i fortællingen.

Ifølge jødisk tradition siger man, at et menneske dør to gange; Når hjertet holder op med at slå, og når den dødes navn siges, tænkes eller læses for sidste gang. Simon Strangers fortælling udspringer af et ønske om at udsætte den sidste død for særligt en mand; Hirsch Komissar, der var oldefar til Simon Strangers kone, og som blev dræbt af tyskerne under krigen.
Efter krigen bosatte resterne af Komissar familien sig i et hus, som under krigen tjente som hovedkvarter for en af Norges mest berygtede Nazi-bander; Rinnan Banden, – ledet af Henry Oliver Rinnan.

A for anklagen, B for begyndelser, C for Cadillac, D for druk…
I Simon Strangers fortælling har hvert bogstav sit kapitel, og hvert bogstav danner ord, der associeres til fortællingen og åbner den i en kalejdoskopisk form for læseren.
’Leksikon om lys og mørke’ bevæger sig frem og tilbage mellem flere spor. Vi følger Komissar familien under krigen, vi følger Henry Oliver Rinnan og hans vej mod at blive en af Norges mest berygtede nazibødler, vi følger Komissar familiens liv i villaen efter krigen, og endelig følger vi forfatterens arbejde med romanen, hans research og hans refleksioner og tanker undervejs i arbejdet.
Formen er interessant, og jeg holdt især meget af forfatterens løbende refleksioner, hvori han blandt andet dvæler ved tilgivelsens magt og tilfældighedernes spil.

”Hvad er det der gør at nogle bliver stærkere af modstanden, af ondskaben, mens andre bukker under, knækker, bliver formørket, forkrøblet, ødelagt?”

Simon Strangers udgangspunkt er fortællingen om Hirsch, som dog fremstår som den mest fjerne karakter i romanen. I det hele taget er sporet, der følger familien under krigen mest af alt præget af forfatterens genfortælling af historiske fakta om fx forskellige missioner, der under krigen blev udført for at redde jøderne.

Beretningen om Henry Oliver Rinnan fylder mest og kommer til at fungere som romanens hoveddel. Det kunne i og for sig have været fint nok, hvis ikke udforskningen af motiverne bag Henry Oliver Rinnans handlinger havde føltes en anelse banal; Der er som sådan ikke noget der overrasker i fremstillingen af en ung mand, der var udenfor socialt og endte med at slå ned af ved først givne lejlighed.

Mest interessant er sporet om Gerson og Ellen, der flytter ind i det berygtede hus, og som takler mødet med fortidens spøgelser meget forskelligt; Gerson er i stand til at se fremad mens Ellen knækkes. Det er i disse afsnit at romanens titel virkelig kommer til sin ret, for hvorfor er Gerson i stand til at se lyset, mens Ellen forsvinder i mørket?

Simon Stranger undersøger mange afkroge af sin fortælling, og hans roman er rig på fakta og interessante refleksioner. Men meget af det er altså historieskrivning og fragmentariske tanker. Det bliver udelukkende holdt sammen af formen, som ganske vist er anderledes og fungerer smukt og poetisk det barske emne til trods, men som altså ikke kan bære det hele alene. Jeg savnede ganske enkelt at føle en større investering i karaktererne og deres fortællinger, og det er svært, når det hele berøres så flygtigt.

En roman der skal læses for sit gode sprog og for sin interessante form, og her må jeg lige skynde mig at indskyde, at selvom romanen ganske vist er oversat fra det sprogligt beslægtede norsk, så kan det ikke have været let at oversætte, men det mærker man ikke, – stor ros til oversætter Sara Koch.