Væddermændenes nat

Væddermændenes nat er første bind i en planlagt fantasyserie på fem bind om brødrene Rodrik, Cedric og Stormfrik og deres kampe mod forræderi og mørke kræfter i landet Agamore.
Forlaget selv sælger bogen under hastagget #mensviventerpågameofthrones – og så er stilen og forventningerne ligesom lagt.
Jeg synes Tobias Stenbæk Bro kommer rigtig godt i mål med at skyde sin fantasyfortælling i gang, og jeg glæder mig meget til næste bind, hvor historien rigtig (forhåbentlig) kan komme i gang efter et første bind, hvor fokus fortrinsvis har været på at præsentere universet – det gøres til gengæld utrolig flot og med en stor grad af detaljerigdom.

Hvad handler den om:
I udkanten af landet Agamore ligger gården Ravnehøj, hvor ridderen Alfrik bor med sine tre sønner. Rodrik drømmer om at blive ridder og gift med den smukke adelsdatter. Cedric har ambitioner for gården og drømmer om at skaffe penge til at færdiggøre sine studier. Stormfrik er jæger og skytte og drømmer om at se hele kongeriget. Men deres drømme og ambitioner må snart træde i baggrunden, da en konflikt om magten eskalerer under en fest på gården. Kort efter indledes en række mystiske og ildevarslende begivenheder, og dystre hemmeligheder fra farens fortid tvinger drengene fra deres hjem på flugt fra en mystisk fjende.

Præsentationen af et univers:
Min primære anke mod bogen er dens længde. Den strækker sig over godt 300 sider, og selvom det er en ganske pæn længde for en roman, så forekommer den alligevel lidt kort. Det skyldes nok, at langt det meste af bogen går med at præsentere universet. Det er nemlig et rigtig stort og flot univers, som Tobias Stenbæk Bro har skabt, og vi får det præsenteret med en stor grad af detaljerigdom; skikke, dyder, geografien, forskellige folkeslag, forgående historie og religionen. Vi kommer hele universet rundt, og jeg føler mig efter endt læsning godt sat ind i denne verden, – og det er jo et godt udgangspunkt for de næste bøger. Derudover må jeg rose forfatteren for at præsentere et så stort univers og persongalleri uden på nogen måde at tabe sin læser, det er altså en vanskelig kunst.
Jeg er meget vild med Tobias Stenbæk Bros måde at bruge fantasyelementerne på; det okkulte, overtroiske og overnaturlige smelter sammen og syder og bobler i baggrunden – det giver romanen en mystisk og dragende stemning.
Ligeledes efterlades læseren med et væld af uafklarede hændelser, ubesvarede spørgsmål og mystiske begivenheder – som alt sammen bidrager til nysgerrigheden.
Men jeg må dog indskyde, at jeg virkelig manglede et kort! Det håber jeg, at man får lavet til næste bog i serien.

Personerne spirer med flere facetter – det lover godt:
Hovedpersonerne er de tre brødre, og på skift følger vi historien fra de tre brødres synsvinkel. De tre brødre fremstår med hver deres individuelle karaktertræk, og Tobias Stenbæk Bro undgår at falde i gryden med de værste stereotyper, som man ellers indimellem kan støde på i genren. Jeg glæder mig til, at brødrenes personligheder og udvikling træder endnu mere frem i de næste bøger.

Minder den så om Game of Thrones?:
Når nu forlaget selv sælger den under hashtagget #Mensviventerpågameofthrones, så er det jo en oplagt sammenligning.
Væddermændenes nat har bestemt også flere lighedspunkter med George Martins kæmpehit. Begge bøger foregår i et fantasyunivers, der minder om middelalderen, og begge bøger udmærker sig ved at have et stort og gennemført univers – om end det vil være de færreste, der kan slå George Martins detaljerigdom.
Der er uden tvivl delte meninger om, hvordan man foretrækker en god fantasyfortælling. Personligt kan jeg godt lide, når fantasyelementerne ikke er for dominerende. Som det fx er tilfældet i Game of Thrones, hvor det er de forskellige magtkampe og intriger, der er i centrum. Umiddelbart tegner denne serie til at blive på samme måde.

Alt i alt er det et rigtig spændende bud på første del af en ny og interessant fantasyserie.
Det er virkelig en flot fortælling, og der er kælet for universet, og det elsker jeg.
Jeg ærgrer mig en smule over, at bogen ikke var lidt længere, så der kunne nå at komme lidt mere gang i handlingen. Men det må jo også alt andet lige være et godt tegn, når man bliver sur over, at en bog slutter.