Voksne mennesker

Marie Aubert stiller i sin korte lille roman om familierelationer skarpt på den menneskelige natur i al sin skønhed eller mangel på samme. Hun har øje for de små øjeblikke mellem mennesker og for de grimme følelser, som indimellem sniger sig på, når jalousi, skuffelse og bristede forventninger bliver dominerende.

Ida ankommer til familiens sommerhus for at fejre moderens fødselsdag. I huset er allerede søsteren Marthe og hendes mand og steddatter. Der venter dem nogle hyggelige dage, men da Marthe fortæller den gode nyhed, at hun er gravid, kan Ida, der selv er 40 år og barnløs, godt mærke jalousien trænge sig på. Søsterforholdet folder sig ud over de næste par dage, hvor gnidninger og gamle frustrationer ulmer latent under overfladen alt imens familiehyggen søges opretholdt.

Familierelationen er i centrum, og via en skarp dialog rammer Aubert sine karakterer lige i øjet, og vi får et rigtig fint indblik i deres relationer. Der er tydeligvis mange følelser på spil, og de er tydelige i enhver lille scene og situation, samtidig med at vi gennem hovedpersonen Ida hører om søstrenes baggrund, deres opvækst og far.

Marie Auberts fortælling er en flot nuanceret fortælling om familien på godt og ondt og om alle de modstridende følelser, vi kan have, når det kommer til de mennesker, som står os allernærmest. Men det er også en fortælling om en af menneskets stærkeste og grimmeste følelser ”Jalousien”, og om det der sker i os og mellem os, når den stikker sit grimme ansigt frem.

Idas sorg over sin egen barnløshed bryder først for alvor frem, da søsteren Marthe annoncerer sin graviditet, og Idas manglende evne til at føle glæde ved Marthes nyheder er ubehagelig, fordi den på en eller anden måde er velkendt. Det er ”Voksne mennesker” når de er hinanden værst. Idas jalousi når endda derud, hvor det bliver rigtig grimt, og hun nærer et latent håb om, at noget skal mislykkes for Marthe, og man fornemmer frustrationer, der ikke bare handler om Idas barnløshed, men som trækker spor langt tilbage i fortiden.
I det hele taget er forholdet mellem de to søstre og deres mor fantastisk beskrevet, for der er præcis så mange lag i det, som der jo også som regel er i virkeligheden. Ida og Marthe elsker hinanden, de støtter hinanden, men de er også onde ved hinanden. Ida føler sig på en gang bedre end Marthe og ude af stand til at leve op til hende.

Men noget af det fineste ved romanen er faktisk, at man bevarer sympatien for Ida gennem hele bogen, fordi Aubert fanger nogle meget velkendte følelser, og fordi hun formår at skrive Idas frustration så fint og troværdigt frem.

Hvis man er til Thomas Korsgaards noveller (som også har oversat denne roman), så vil man uden tvivl også falde for denne historie.