En roman om et barskt emne, der dog desværre aldrig rigtig fangede mig. Der er ellers rigeligt med autenticitet i beretningen om Helenes forhold til stofferne, men det føles fastlåst i det praktiske; Den er fyldt til randen med beskrivelser af stoffernes anvendelse og virkning og ikke mindst Helenes kvaler med af skaffe dem, men Helenes indre følelsesliv føles uforløst og ikke videre mærkbart.
Helenes verden handler om stofferne. Alt imens vennerne fra gymnasietiden fortsætter deres liv i ”normaliteten” rykker Helene sig mere og mere fra det konforme. Hun drages af stofferne, rusen og ikke mindst af Sami, der ligesom hun lever lidt på kanten af samfundet.
Det S fortrinsvis mangler er kompleksitet og dybde i sine karakterer. Da vi møder Helene er hun allerede godt i gang med sit stofmisbrug, og vi får aldrig for alvor en egentlig fornemmelse af, hvorfor hun er endt der. Sporadisk hører vi om familien, men om kernen til problemerne ligger her er ganske enkelt for uklart.
Derudover er der bare tale om en manglende kompleksitet i beskrivelsen af Helene. Ofte ser man jo i den her slags historier, at man som læser ikke får ret mange informationer om en karakters baggrundshistorie, og alligevel ligger fortiden latent i karakterens handlinger og ord – som en skjult kulisse man som læser fornemmer mellem linjerne. Men det gør man altså ikke rigtig her.
Romanen fejler også en smule i relationsbeskrivelserne, hvor intensiteten ligeledes udebliver. Af romanens bagsidetekst fremgår det, at romanen handler om Helene kærlighed til stofferne og til Sami, men særligt den sidstnævnte forbindelse følte jeg aldrig rigtig blev troværdig.
De bedste scener i fortællingen er måske dem mellem Helene og den mindre bifigur Mona, en ligeledes stofafhængig ung pige, der modsat Helene fremstår med en fin og interessant skildret sårbarhed.
Simone Mørch Stjer er meget detaljeret i beskrivelserne af stofmisbruget. Jeg så, at Informations anmelder kaldte romanen en Google Maps i stofmisbrug, og jeg kan godt se, hvad han mener, for S er ikke karrig med detaljerne, når det kommer til indsigten i stoffernes anvendelse og virkning. Det giver naturligvis en fin autenticitet i miljøskildringen, men det bliver altså for meget, når man i kontrast hertil virkelig mangler den samme autenticitet i karakterne.
Jeg synes, det er et stort problem i en roman, der netop søger at skildre desperationen hos nogle af de svageste i samfundet, at jeg manglende en følelse af at være for alvor engageret. Jeg manglede en forståelse for Helenes deroute. Den psykiske afhængighed af stofferne er ikke skildret nær intenst nok, og spørgsmålet hænger i luften ”Hvordan er hun kommet så langt ud?”.Der mangler ganske enkelt nogle mellemregninger her, som netop skabte en stor distance til hovedkarakteren for mig.
Noget af det, der dog fungerede for mig i romanen er, at Helene ikke alene fremstilles som en stakkel. Hun virker faktisk ganske stærk på mange måder, og man fornemmer, at forfatteren gerne vil tegne et billede af en person, der ikke bare er sølle og ussel i stoffernes vold. Men det bliver for vagt og jeg savner simpelthen en sårbarhed og en nerve i skildringen af Helene, som gjorde hende vedkommende for mig at læse om.
Alt i alt en skuffende læseoplevelse, der primært træder frem i et absolut overbevisende kendskab til stofferne, deres anvendelse og virkning og hele miljøet omkring dem. Men den rørte mig ikke nævneværdigt trods det barske emne.
S
En roman om et barskt emne, der dog desværre aldrig rigtig fangede mig. Der er ellers rigeligt med autenticitet i beretningen om Helenes forhold til stofferne, men det føles fastlåst i det ...
“S” af Simone Mørch Stjer er på trods af rettidig emne en bog, der helt mangler dybde og omend godt velovervejet desværre yderligere bevis for, at alle har en bog i sig, men i det fleste tilfælde er det her, den skal forblive.
Jeg forstår, hvad du mener. Jeg manglede virkelig også lidt dybde i karakterne – det blev simpelthen for uvedkommende for mig.