Besættelsestidens store digter.

         

Morten Nielsen er sin meget tidligere død til trods blevet en central digter i dansk litteraturhistorie, og hans digte handler fortrinsvis om besættelsestiden og hans eget arbejde i den danske modstandsbevægelse.

Morten Nielsens eneste udgivne samling ”Krigere Uden Vaaben” udkom i 1943, det gennemgående tema er krigen og dens mange skæbner, ligesom døden er et centralt tema i digtene. Morten Nielsen frygtede angiveligt en for tidlig død i en sådan grad, at han sendte sin samling ”Krigere Uden Vaaben” til udgivelse før end han oprindeligt havde forestillet sig.

Hans frygt var ikke ubegrundet, han blev dræbt af et vådeskud under en opgave for modtandsbevægelsen i 1944. Sådan lyder i hvert fald den officielle begrundelsen.

Morten Nielsens død er nemlig omgærdet af en vis mystik, og spekulationerne har lydt på alt fra selvmord til mord. Hvis man er interesseret i en afdækning af forholdene omkring dødsfaldet kan jeg anbefale at lytte til podcasten “Speditørens død” – som du kan læse mere om  i dette link.  

Digtet Skæbne, der også ofte går under navnet Tykke er et oprindeligt uudgivet digt. Digtet blev udgivet efter hans død i samlingen Efterladte Digte.

Digtet bliver særligt smukt, når man tænker på Morten Nielsens engagement i Modtandsbevægelsen. For selvom Morten Nielsen kæmpede indædt mod nazismen, så har hans indlevelse og empati alligevel omfattet de skæbner, der har gemt sig bag hans fjender.

Det er da beundringsværdigt, og et flot eksempel til efterfølgelse.
Endvidere er digtet om Tykke en vigtig påmindelse om de fatale konsekvenser mobning kan have.

Morten Nielsen døde blev kun 22 år gammel. På hans gravsten står skrevet:

”Den som kæmper taber aldrig helt”

Skæbne af Morten Nielsen.

Hurtige, lyse Stemmer, der hvirvlede ud i det blaa…

du var ulykkelig, Tykke, men det ku ́ vi ikke forstaa.

Svedig og fed og dum… Helvede satte paa Spring

Og væltede dig og Cyklen. Vi stod og lo omkring.

Du sad paa den forreste Bænk … græd ikke, nej glo, glo, glo!

naar en bange og vittig Vikar spørger om to og to.

Vikarer i første Mellem frelste en tynd Disciplin

ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløst blev til Grin.

Og da det omsider blev Foraar for os, der var femten Aar,

og Træerne stod og lyste over Pigernes bløde Haar,

og du kom, forsigtigt, alvorligt- da skete det værste af alt:

at den, der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt.

Nu ta ́r du Hævn! Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa,

du løfter en Arm, og det skinner i Øjnenes blege blaa.

For Had og Haan og Trusler, det kan et Menneske ta ́ –

men ikke det, nej aldrig: Det og grines a ́…

Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat.

Og hvis vi en dag skal til Muren, saa er din Haand parat.

Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund naar du slaar,

for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar

12 thoughts on “Besættelsestidens store digter.”

  1. Hvilken mur er det der er tale om i digtet?
    Da det ikke kan være Berlinermuren, da påbegyndelsen af den startede i 1961 og digtet er fra før 1945.

    1. Jeg tror, Morten Nielsen henviser til, at tyskerne som regel udførte deres henrettelser i fængslerne eller lejrene ved at fangerne stod langs fængselsmuren og derefter blev skudt. Så tror ikke, det er en specifik mur som sådan, men mere et udtryk for, at det “at skulle til muren” dengang henviste til stedet, hvor fangevogterne udførte fangernes straf.

  2. Hvad mener Morten Nielsen med det her: “Vikarer i første mellem frelste en tynd disciplin”??

    1. Jeg vil tro, at strofen skal læses i sammenhæng med den forrige.
      “Når en bange og vittig vikar, spørger om to og to”

      Jeg tænker den skal forstås sådan, at der en en ung og usikker vikar, der får lidt billige point blandt eleverne i klassen ved at hoppe med på vognen og mobbe “tykke” – “og vendte det hele mod dig, der forsvarsløst blev til grin”.

    1. Tja. man kan vel fortolke det på mange måder. Men helt overordnet set, mener jeg, at noget af det Morten Nielsen får frem er at ondskab avler ondskab. Hans digt illustrerer, hvor vigtigt det er, at vi mennesker er gode ved hinanden, og hvor meget det gør ved et menneske at blive mobbet (som man vel ville sige på nudansk).

      1. Jeg lærte dette digt at kende da jeg gik i folkeskolen og var meget begejstret for det og kunne det udenad 😊
        For mig er digtet en forklaring på hvad der skabte de mennesker som støttede nazister: mennesker som havde haft en hård barndom, mennesker som var udstødt af samfundet og mennesker som samfundet ikke kunne rumme. Vi mennesker ønsker jo at se orden selv i den største uorden.
        Som voksen måtte jeg til min undren konstatere at sådan hang det ikke sammen: undersøgelser viser at de nazister, sa frivillige som efter krigen blev dømt var nøjagtig ligesom du og jeg, ligeså forskellige som alle vi andre – og som et lille kuriosum var de faktisk marginalt klogere end gennemsnittet 😊
        Så digtet er smukt men er desværre ikke sandt selvom man kunne ønske det.

        1. Jeg tror bestemt heller ikke at forklaringen på, hvem der blev nazister er så enkel, som historien jo også sidenhen har vist.
          Men jeg læser faktisk heller ikke hans digt som en direkte en til en opfattelse af Morten Nielsens forståelse for, hvorfor den enkelte blev nazist. Jeg læser det som en helt generel pointe om, at ondskab avler ondskab, og at vi alle har brug for et sted at høre til, og at udstødelse af et samfund generelt kan tvinge folk ud i uforståelige valg, idet de så søger andre fællesskaber.

          Måske skal det også bare ses som et forsøg på i skriften at skrive sig ud af det for ham uforståelige og meningsløse – nemlig som du skriver at skabe orden i uorden – måske har han haft behov for at finde en forklaring.

          Summasummarum tror jeg ikke at Morten Nielsen selv har troet på, at den her fortælling var den gængse, og at den kunne gøre sig gældende for alle nazister.

  3. du kom, forsigtigt, alvorligt- da skete det værste af alt: at den, der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt?

    1. Jeg tænker at strofen henviser til den første forelskelse. Han (tykke) nærmer sig forsigtigt og vil måske sige noget til “Hende” – men de ler af ham, og hende, han er forelsket i, er den der ler højest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *