Læseglæden vokser og samlemappen tager form – sådan kan vores deltagelse i projektet tusind bøger opsummeres.
Hvis du ikke lige er helt med på, hvad projektet om de 1000 bøger går ud på, så kan du læse mere i mit tidligere indlæg her eller på 1000 bøgers hjemmeside.
Men kort og godt handler det om, at et barn skal nå at læse 1000 bøger før skolestart.
De skal naturligvis ikke læse dem selv, men få dem læst højt, – og alt tæller: billedbøger, pegebøger, pixibøger og ikke mindst genlæsninger.
Lilly og jeg er godt i gang og i dette indlæg vil jeg dele vores oplevelser og erfaringer fra den første tid, – ligesom jeg også vil dele nogle tips og tricks fra vores rejse mod de tusind bøger.
Samlemappen:
Først og fremmest har jeg nu fået lavet en mappe, som jeg kan samle oversigterne med de mange bogtitler i.
Jeg er langtfra den mest kreative person på denne jord, og jeg er ikke i tvivl om, at mit lille ”kunstværk” kan gøres langt flottere og mere elegant. Men man må jo arbejde med det, man har;)
Jeg har valgt en mappe i en af Lillys favoritfarver og lavet en lille forside – og så er der selvfølgelig sommerfugleklistermærker på.
I mappen har jeg indsat faneblade og som det ses på billedet herover, så har jeg valgt at inddele vores ”bogrejse” i perioder efter årstid.
På første side har jeg skrevet et lille brev til Lilly, hvor jeg kort skriver, hvad tanken er med projektet og hvad jeg håber, hun får ud af det. Min hensigt er først og fremmest, at Lilly får en dejlig mappe med minder fra hendes første tid med bøger.
Billedet er uskarpt, men du kan se de to sider her:
Ved hver periode har jeg forrest og bagerst indsat en side med titlen ”Min læsedagbog” – disse kan du se billeder af herover.
På den forreste side kan man skrive lidt om mål for perioden; Det kan fx være en planlagt tur på biblioteket eller at man vil tilstræbe at læse en bog hver aften inden sengetid.
På den bagerste side kan man skrive, hvor mange bøger man fik læst i perioden, hvilke bøger der blev læst flest gange og om der kom nye bøger til samlingen.
Imellem de to læsedagbogssider har jeg så valgt at sætte listerne med titlerne – og de diplomer vi eventuelt opnår i perioden. Disse prints kan hentes på hjemmesiden 1000bøger.dk.
Til daglig har jeg en seddel liggende på køkkenbordet, som jeg noterer på, hver gang vi har læst, og når den så er udfyldt, lægger jeg den ind i mappen.
Som I måske kan se på fanebladsoversigten i ovenstående billede, så er det ikke min plan at stoppe med projektet, når Lilly når skolealderen. Jeg fortsætter så længe, Lilly og jeg synes, det er sjovt.
Jeg forestiller mig, at mappen kan udvides til senere at blive en læselog for hende, når hun begynder at læse selv, og på den måde kan mappen blive en oversigt over hendes rejse med bøger gennem barndommen. Jeg ville elske, hvis jeg havde haft sådan en mappe.
Det gode ved 1000bøger projektet er dog, at I kan være med i præcis det omgang, der passer jer. Man kan sagtens bare have et lille kladdehæfte liggende ved sofabordet, som man noterer i, mere avanceret behøver det sådan set ikke at være.
1000bøger projektet er fedt, fordi det gør en forskel:
Jeg er allerede efter kun knap en måned stor fan af projektet 1000bøger. Det er jeg ganske enkelt, fordi jeg kan se, at det gør en forskel. Vi læste også en del højt for Lilly før, men det er meget mere nu. Det er det vel først og fremmest fordi, jeg er blevet mere opmærksom på, hvordan bøgerne kan være en naturlig del af vores hverdag. Læs mere om hvad jeg har gjort/gør for at opnå dette i mit tidligere blogindlæg her.
Det har først og fremmest givet pote, at vi oftere har lagt op til højtlæsning, og at bøgerne ligger meget synligt fremme flere steder i huset, og særligt der hvor hun er allermest.
Det er blevet naturligt for os men også for hende lige at gribe en bog.
”Du læse bog til mig” siger hun ofte, og sommertider slæber hun de første tyve bøger ind i sofaen, og så er det ellers bare med at gå i gang.
Forleden læste vi uafbrudt i en time, – og så er det jo en smal sag, at nå de 1000 bøger inden skolestart, hvis det fortsætter med den hast.
Vi har brugt det med at tale om bøgerne både før og efter læsningen en del. Nogle af de bøger som vi har læst flest gange er blevet genfortalt over middagsbordet, og vi har også talt lidt om, hvad nogle af de svære og nye ord betyder; fx at være modig og at advare nogen.
Historien om den modige mus JOSCHI har været en af favoritterne, og vi har lagt mærke til, hvordan hun ”genfortæller” historien, når hun sidder og leger med sine Playmobil figurer. Det er utrolig dejligt at se, hvordan bøgernes verden er med til at inspirere og udvikle hendes leg.
Det der dog har overrasket mig mest er at se, hvordan hun pludselig også har fået en stor interesse for bogstaver. Det er ikke bare billederne hun kigger på og spørger til men også teksten.
Når jeg læser højt om musen Joschi kan hun fx spørge ”hvor står der Joschi?” – så peger jeg på ordet i teksten, og vi taler lidt om, at ord både kan være noget vi siger, og noget man skriver.
Hendes interesse for bogstaver og det skrevne sprog oplever jeg også, når jeg skriver indkøbsliste. Så spørger jeg hende, om der er noget, hun gerne vil have, vi skal købe.
Måske siger hun vindruer (okay, hun siger faktisk altid først vingummi, men vindruer lyder bedre), så siger jeg, at jeg skriver vindruer på papiret. Så peger hun og vil vide, hvor det står.
Forleden bad hun om at være med til at skrive det, og så førte jeg hendes hånd, mens jeg skrev ordet og fortalte hende, hvad bogstaverne hed, og at nu stod der vindruer.
Det er naturligvis ikke, fordi jeg forventer eller har nogen planer om, at hun skal lære at skrive nu. Men jeg synes, det er interessant at opleve denne interesse for bogstaverne, og jeg vil lade hendes nysgerrighed fuldstændig styre den udvikling.
Men det er da fuldstændig vildt, hvad en måneds ekstra fokus på bøgerne og højtlæsningen kan gøre. Det giver mig et mærkbart og tankevækkende bevis på, hvor stor en forskel de små ting kan gøre, og hvor vigtigt et projekt 1000 bøger er.
Jeg kan kun opfordre alle til at være med.
Læs meget mere om projektet 1000 bøger på deres hjemmeside, – hvor du også kan finde masser af inspiration og ny viden.
Hold da op en god idé! Den ville jeg ønske, at jeg havde kendt noget før…