Adams arv

Sofie Lassen-Kahlke er debuteret med en herregårdskrimi, der baseret på bagsideteksten godt kunne emme lidt af en moderne Hercule Poirot.

Ursula Madsen er en nyskilt karriereadvokat, der får besøg fra fortiden, da hun pludselig bliver kaldt til godset Gammel Rye, hvor hendes bardomsven/flirt måske ligger for døden. Hun har ikke set ham i flere årtier, men alligevel har han efterladt et forseglet brev, som kun hun må åbne.

Ursula tager til Gammel Rye. Hun åbner brevet og med det også Pandoras æske af fortidens hemmeligheder og fortielser. Det ribber op i familieforholdene på Gammel Rye, hvor der måske/måske ikke er nogen på godset, der har interesse i Adams død.

Sofie Lassen-Kahlke har lagt op til et familiedrama og et godt detektiv-plot. Hun slipper hæderligt fra det, men desværre løfter spændingen sig aldrig sådan for alvor, og der er rigtig meget uudnyttet potentiale i historien.

Plottet er en smule forudsigeligt. Lassen-Kahlke er simpelthen for åbenlys i de hints, der doseres i begyndelsen, og det gør det let at gætte for meget for tidligt.

Men den del kunne jeg sådan set godt tilgive historien, hvis den så til gengæld gav mig lidt mere af de konflikter, intriger og spændinger, som der ellers er lagt rigtig fint op til allerede i fortællingens prolog. Her præsenteres vi nemlig for den mere end anspændte ”ménage à quatre” mellem kvinderne Ursula, Irene og Marie samt den åbenbart evigt dragende Adam.

En konfliktfyldt suppedas, som tilsyneladende også drev Ursula væk fra Gammel Rye og sendte hende ud i en lidt utroværdig fortrængningsproces. Det er spændinger som historien aldrig forløser, forhold der bruges som drivkraft i romanens plot, men som ikke bliver udforsket tilstrækkeligt.

Romanens hovedperson den drevne og distræte karrierekvinde Ursula rummer fine detaljer. Sofie Lassen-Kahlke har givet hende rigeligt med små karakteristiske træk og særheder til at skabe en troværdig person. Hendes personlige forhold rummer også det komplekse på en gang komplicerede/ukomplicerede forhold til eksmanden. Måske kommer der en bog mere om Ursula Madsen, der dykker lidt dybere ned i den relation. Dog er der elementer i hendes person, som (uden af spoile) bliver en stor del af plottet, og som ganske enkelt fremstår underforklarede og derfor også utroværdige. En stor del af fortællingens plottwist hviler på gamle minder, som Ursula sådan lidt ud af det blå pludselig kommer i tanke om, og hendes store fortrængninger bliver aldrig forklaret, så det fremstår troværdigt, og det gør desværre plottet ligeså.

Ligeledes synes jeg heller ikke at Sofie Lassen-Kahlke får nok ud af den ellers ret interesse domestic-noir stemning, som hun indledningsvist formår at beskrive ret fint ved Ursulas ankomst til det gamle gods. I stedet tages vi som læser lidt for ofte væk fra den stemning, og det er ærgerligt, for det reducerer romanen til en halvkedelig krimi, fremfor den stemningsfyldte herregårdskrimi, den kunne have været.