”Efterhånden ville jeg forstå, at næste uge var en dejlig ansvarsløs tid, man kunne gradbøje et helt liv i. (…) Muligvis er mennesker det eneste væsen på jord, der opererer med, at der overhovedet kommer en uge mere. Sommetider er næste uge alt, vi har at klamre os til. Det ligger der og glitrer i solen. Mens gæsterne på Betlehem ventede på næste uge, stoppede lokummerne til, vinduerne faldt ud, og musene pilede i gangene.”
Tag med på en rejse til en lille vindblæst ø ud for Canadas kyster. Her ender pigen Lita ved et tilfælde sammen med sin mor, den farverige og flamboyante Fabiola. De to var på en rejse væk fra det varmblodede Buenos Aires, og det passer bestemt ikke den festglade og frie Fabiola, at de nu er strandet på en lille ø uden livlige dansebarer og smukke sko.
Men Lita bliver glad for den stille og afsondrede tilværelse på øen. Her finder hun straks ro på sømandshjemmet Betlehem, der er et pensionat som bugner med skæve eksistenser.
På øen mærker man ikke meget til livet udenfor, så når den underfundige Mr. Saito kommer til øen med sin rejsebiograf er det årets højdepunkt.
På Mr. Saitos filmlærred følger øens beboere med i verden udenfor, hvor Anden Verdenskrig er under opsejling. Men det er også her beboerne lukkes ind i filmens magiske verden, og Lita og veninden Oona begynder selv at drømme om filmens verden.
Jeg var begejstret for Annette Bjergfeldts tilgang til sine karakterer, der skildres som skæve og finurlige, men samtidig med stor indlevelse og kærlighed. Der er fx den temperamentsfyldte Fabiola, der holder de fleste mennesker to skridt fra livet og allerhelst vil danse tango. Eller dyrlægen, der af mangel på bedre også agerer som almindelig læge, og som ikke er af vejen for at opfinde en diagnose eller to. Eller den nervøse og stille Belle, som insisterer på at sove med sine støvler på, men som også har en tragisk fortid.
Annette Bjergfeldt skildrer miljøet på den vindblæste ø smukt og indlevende. Som læser bliver man let grebet af stemningen af lige dele fri smuk natur og lettere klaustrofobisk miljø. Samtidig formår Annette Bjergfeldt i den grad at skrive med humor, og særligt lykkedes hun med at skildre det skæve og sjove i de små detaljer.
Jeg elskede Annette Bjergfeldts debut ”Højsangen fra Palermovej”, som er en vidunderlig slægtshistorie med en pallette af festlige og farverige karakterer. En historie fyldt med hjertevarme og røverhistorier.
”Mr. Saitos rejsebiograf” kan meget af det samme, og alligevel synes jeg ikke den rammer helt den samme balance mellem rørende og humoristisk, som var så kendetegnende for debuten. Dels synes jeg at romanen i særligt midterstykket skrider for langsomt frem, og dels er karaktergalleriet måske også en lille smule for stort. Der er ganske enkelt rigtig mange skæbner at forholde sig til. Det er dels romanens styrke og dels dens ulempe.
Alt i alt er jeg dog mest af alt begejstret for Bjergfeldts stil og tematik, der først og fremmest er en stor kærlig hyldest til mennesker og livet – det skæve og det uventede.
”Maggie og Albert istandsatte Betlehem, til de løb tør for penge. Derfor stod der stadig stiger på gangene, da vi ankom årtier efter. Og derfor var der malet i fem forskellige forslag til farvenuancer på væggen. Betlehem var summen af ufærdige projekter. Dem, livet er fuldt af, og som frustrerer de mange, der helst vil binde en sløjfe om alting. Men et sandt skaberværk bliver aldrig færdigt.”