Sjældent har jeg læst en historisk roman, der i den grad formår at skrive sig ind i tidens tanker og levevis. Lars Mytting leverer en fortælling, der først og fremmest udmærker sig ved sin vidunderlige og autentiske historiske stemning og enorme detaljerigdom, men som også bare er fantastisk og smukt skrevet. Søsterklokkerne er en fortælling om traditioner og opbrudstid, om fattigdom og overlevelse, og om kærlighed, længsel og pligter. Det er en skøn historie, men Søsterklokkerne skal altså først og fremmest nydes for sit sprog.
I det lille aflukkede samfund ved Guldbrandsdalen har generationer af slægter levet i en konstant kamp mod fattigdommen, sulten og det barske miljø, og med kristendommen og et enormt væld af traditioner og gammel overtro som faste følgesvende.
Historien tager sin begyndelse langt tilbage i slægternes historie, hvor der i Hekne familien fødes to piger, der er vokset sammen ved hoften. Pigerne udvikler et særligt talent for vævning, og ved deres død skænker faderen to kirkeklokker til byens gamle stavkirke. De bliver støbt med familiens arvesølv og hår fra de to piger, og de kommer herefter til at våge over dalen, hvor de ind imellem som et varsel pludselig begynder at ringe.
Tiden går og historien følger herefter den viljestærke, egenrådige og søgende Astrid Hekne, som finder sig selv draget af to mænd, der kommer til dalen.
Kai er præst og en moderniseringens mand, han lærer Astrid om verdenen udenfor, og hun lærer til gengæld ham om dalens traditioner og levevis. Kai vil sælge den gamle stavkirke for at bygge en ny moderne kirke, og køberne i Dresden sender arkitekten Gerhard, der skal tegne kirken og bistå nedrivningen.
Astrid er splittet mellem de to mænd, men også mellem sit eget ønske om at se en ny verden og samtidig fastholde det gamle. Hvor Kai ønsker fremskridtet fremfor alt, og Gerhard kæres alene om de gamle bygningsværker, da synes Astrid at forstå den balance mellem alting, som er nødt til at bestå.
Over hele historien våger kirkeklokkerne, som de våger over dalen, og hvad skal der ske med dem? Skal de følge stavkirken til Dresden, eller skal de blive i dalen?
”Hun stod og tænkte på kirkeklokkerne. Det var måske ikke hendes, men de var mere hendes end nogen andens i bygden. Med dem blev tilværelsen større, armoden mere værdig. I klangen fandtes selve trøsten over mangel og nød”
Lars Mytting skriver fuldstændig fantastisk, og det er simpelthen historiens absolut største plus. Beskrivelserne af det barske liv i dalen er intense, de fremstår autentiske med et væld af detaljer, og Mytting skriver sig frem til en balance, der beskriver armoden uden at være sentimental; Det er snarere nærmest nøgternt fremstillet, som i eksemplet med pelsjægeren, der lader sin kones lig ligge i laden som lokkemad for egnens ræve, så han kan skyde nogle flere dyr og tjene lidt ekstra penge.
Livet i dalen er præget af overtroen, og i centrum er fortælling om stavkirken, der i tidernes morgen blev rejst med symboler fra såvel kristendom som asatroen. Sidenhen er kirkeklokkerne kommet til, og de symboliserer egnens overtro. Særligt disse mange overbevisninger og gamle traditioner er beskrevet levende og med en så stor detaljerigdom, at man føler sig draget ind i Guldbrandsdalen, der med Myttings vidunderlige naturbeskrivelser står lysende klart for en under læsningen.
Myttings historie er et overflødighedshorn af maleriske beskrivelser og historiske detaljer, og sproget er så billedrigt, at man indimellem bliver overrumplet af de billeder, den fremmaner, som fx i et eksempel, hvor en jordemoder betragter den specielle tang, som hun benytter ved de såkaldt destruktive fødselsmetoder.
”Skulle man giftes, favoriserede man piger med grove hænder, der tav, mens slibestenen drejede, som fødte børn uden postyr og gik ud i stalden, mens moderkagen stadig lå dampende bag dem”
Men Søsterklokkerne er også fantastisk i sin skildring af særligt præsten Kai og den unge pige Astrid.
Kais tro på moderniteten og hans frustrationen over modstanden i byen er skildret godt, og endnu bedre er hans begyndende følelser for Astrid og den modstand han selv har over for disse følelser. Ligeså gribende er Astrids længsel, der skiftevis drages mod verden udenfor og ønsker at fastholde traditionerne, præcis som de er.
Det her er virkelig en historie, der sidder fast i en længe efter man har vendt sidste side. Det er en historie, der kræver og giver fordybelse.
Lars Mytting formår at skrive sig ind i karakterernes verden, og historien vidner om en fænomenal evne til at skrive historiske stemninger frem.
Søsterklokkerne
Sjældent har jeg læst en historisk roman, der i den grad formår at skrive sig ind i tidens tanker og levevis. Lars Mytting leverer en fortælling, der først og fremmest udmærker sig ved sin ...