Crash Kalinka er på alle mulige måder en ganske vild oplevelse; Den er lige dele besynderlig og dragende, og den kører derudaf i et voldsomt hæsblæsende tempo, hvori forskellige associationer hele tiden kobles i en kalejdoskopisk stil. Sigridur Larsen er en ordekvilibrist, og stilen synes at antage nærmest maniske dimensioner. Der er så meget fart og vildskab i denne debutroman om en ung kvinde og den slægt hun er oprindet af.
Crash Kalinka er helt sikkert et værk, der vil splitte sine læsere; Jeg følte mig fuldstændig kørt over af den voldsomme og halsbrækkende stil, men jeg var alligevel voldsomt fascineret, selvom jeg godt kan blive lidt i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg har læst.
Crash Kalinka lader sig ikke sådan lige opsummere eller forklare. Den er på mange måder helt sin egen. Det er et uhyre originalt værk, der skaber en helt særlig stemning med sin hæsblæsende associative stil.
Romanen handler om den 31 årige Kalinka, der bor i et usselt lille hummer i København mens hun forsøger at få job som stewardesse i et lavprisflyselskab. Kalinkas vej mod at få luft under vingerne kombineres med glimt fra hendes slægts historie og den islandske kultur og natur, som hun kommer fra.
Sigridur Larsen skildrer en familie og et lands historie i korte glimt, og selvom det går stærkt skabes en stemning af barske vilkår, og møjsommeligt slid og slæb.
”Han siger, livet består af 90 procent slid og slæb (…) og ti procent skønhed.”
Kalinkas bedsteforældre, oldeforældre og tipoldeforældre har alle kæmpet mod hårde odds i den barske Islandske natur, og deres knap så begivenhedsrige, nøjsomme og slidsomme tilværelser står i kontrast til romanens hvirvlende, vilde og evigt stræbsomme fortællestil, og i øvrigt også Kalinkas tilværelse som stewardesse i lavprisselskabet, hvor alt er stræben efter profit og mersalg.
På en måde skaber Sigridur Larsen en interessant tematik i sin fortællestil, hvor den evigt søgende, stræbende, hurtige og ivrige stil afspejler en samfundstendens; Den konstante bevægelse mod noget andet og noget mere. Alting bliver forjaget og forhastet i en evig kamp efter at få mere og være mere, der er ingen rum til ro. Her står de små stunder, som Kalinka deler med sin elskede bedstefar i kontrast, for i små glimt oplever vi nærværet og roen i den verden, der måske ikke er rig på materielle goder, men til gengæld er rig på afklaring, tilfredshed og ro.
Stilen er derfor også romanens stærkeste kort. Selvom den utvivlsomt vil splitte sine læsere. For der er altså med at holde tungen lige i munden. Sigridur Larsen sampler ivrigt fra forfattere og sangere, og integrerer kendte citater fra kulturen i sit eget sprog.
”Europa blomster. It’s a new dawn. Der er ikke noget, der kan sætte fut i kapitalismens gnistrende hjul som en god, gedigen verdenskrig.”
Sigridur Larsens fortællestil føles på mange måder, som at være oppe i hovedet på en manisk person, der helt uden filter fortæller sin historie.
Der mixes mellem samfundskritik og slægtshistorie, og det gøres i en stilart, der bestemt ikke er uden hverken humor eller intelligent finesse. Som læser taber men uvægerligt tråden op til flere gange. Men det gør ikke noget. For man efterlades alligevel med et uudsletteligt indtryk.
Helt afgjort min foreløbige favorit til at tage en af årets debutantpriser.
Crash Kalinka
Crash Kalinka er på alle mulige måder en ganske vild oplevelse; Den er lige dele besynderlig og dragende, og den kører derudaf i et voldsomt hæsblæsende tempo, hvori forskellige associationer ...