Der er ikke meget optimisme i dette portræt at provins Danmark, som Skyggebjerg tydeligvis ikke har de høje tanker omkring. Skyggebjerg tegner med skarp sarkastisk pen et billede af et samfund, hvor enhver er sig selv nærmest og passer sit, hvor ingen rigtig vover noget, og hvor vi helt fra skolen lærer at indrette os.
En by i provinsen, Løsning, anno 2000. Velkommen til pølsefabrikken.
Her er hverdagen forudsigelig, menneskene farveløse, og folkeskolen en fordummende fabrik. Vi møder Erling, den lettere livstrætte lærer, der mildest talt er utilfreds med tilværelsen, som han synes har været et stort kompromis. Han er forgabt i Mira fra 9.klasse. Mira render derimod rundt med det lokale slæng af teenagerdrenge, der bruger deres tid på at indtage pølsemix på grillen og fræse rundt ude i grusgraven. I skolen går også Stig, der er nederst i fødekæden og skal udholde daglig mobning, det gør skolen imidlertid ikke så meget ved, for hvad kan man gøre ved det?. Han må vel selv kunne sige fra, som skoleinspektøren siger.
Der går min klasselærer er først og fremmest et portræt af en by i provinsen, eller måske er Løsning bare symbolet på hele den danske mentalitet. Her skal man endelig ikke vove noget eller tro man er noget;
”John er ærkebilledet på helligholdelsen af deres samfunds krav om undertrykkelse af lyster, drømme, begær og hvad man ellers lærer at holde for sig selv”.
I Løsning er der ikke højt til loftet, og romanens hovedkarakter Erling står som et eksempel på det menneske, der kommer ud af et liv i fordummende og begrænsende lænker; Erling har ikke haft nogen videre passion for noget, hverken sin kone eller sit job, som begge synes at være et resultat af tilfældigheder. Men de undertrykte drømme og længsler kommer pludselig til udtryk i en fuldstændig vanvittig besættelse af en af hans elever; Mira. Som læser lurer man derouten ude i horisonten, når vanviddet når sit klimaks, men heller ikke her kan Erling gå linen ud og ender i sidste ende med at falde til patten i provinsens lænker i form af bilferie og autocamper, – så besnærende er de bånd, vi som samfund binder os selv med.
Skyggebjergs største force er sproget, som er en fuldstændig fabelagtig oplevelse at læse. Det er råt, intenst, vanvittigt og morsomt. Skyggebjerg har sans for de små detaljer, når han fx fremstiller og klipper mellem de forskellige scenarier og karakterer. Vi inviteres til byfest med fællesbuffet, til skolefest med lotteri og en tur i Brugsen med dertilhørende lummer hyggeflirt over køledisken.
Det er særligt i disse beskrivelser at Skyggebjergs humor i skarpe og hurtige vendinger kommer til udtryk;
”Ah – kæret! Dette duftende sumplandskab, hvor træerne skæver på kanten af vandhullerne og ser ud, som om de målet dybden med deres rødder. Cikadesang og frøer. Guldsmede, der zapper over grønt vand. Andemad! Den fred. Livets oprindelse. Denne landsbyens baghave, hvortil al kriminel diskretion henlægges.
Det er her, ægtemænd kører hen i deres biler for at læse porno”
Folkeskolen får også et drag over nakken. Her bliver eleverne strømlinet og der er absolut ingen ambitioner på deres vegne fra lærernes side. Mobningen er fremme til fuldt skue, og dem der er nederst i hierarkiet er uden tvivl selv skyld i det. Sådan synes holdningen at være på skolen i Løsning, og selvom jeg ikke betvivler, at de frygtelige eksempler findes, måske særligt for tyve år siden, så er Skyggebjergs holdning til skolen og samfundet så gennemsyret kritisk, at jeg indimellem får lyst til at male lidt med den lyserøde pensel. Samme tanke fik jeg i øvrigt, da jeg for et par år siden læste hans kritik af det psykiatriske system i ”Hjælp”.
Men måske er det netop heri, at hans tekster finder sin virkelige berettigelse, for Skyggebjerg fremstiller det rå og uskønne i så voldsomme billeder, at man uanset om man er enig eller ej ikke kan undgå at blive ramt.
Denne roman er ingen undtagelse og den er så utrolig stærk i sit udtryk som blandt andet er kendetegnet ved skarpe dialoger, spydig sarkasme og intense vanvidsbeskrivelser, at der ikke kan være nogen tvivl om, at Jacob Skyggebjerg fremstiller alt det, han virkelig foragter.
Romanen skaber en stærk følelse af provokation hos sin læser; Man forarges og man græmmes!
I Skyggebjergs univers er der ikke rigtig nogen helte, kun en flok af opportunistiske mennesker, der driver med strømmen. Måske kan man heri komme med den anke, at karaktererne fremstår som arketyper eller statister i større billede, snarere end de fremstår som egentlige karakterer. Men det har en funktion i romanen, som fungerer.
Det er som sagt en pessimistisk status over samfundets mentalitet som Skyggebjerg gør sig, og måske ligger en del af provokationen i, at man som læser spørger sig selv, i hvor høj grad man selv er en del af den mentalitet, som romanen så skarpt, råt og ganske usødet kritiserer.
Der går min klasselærer
Der er ikke meget optimisme i dette portræt at provins Danmark, som Skyggebjerg tydeligvis ikke har de høje tanker omkring. Skyggebjerg tegner med skarp sarkastisk pen et billede af et samfund, ...