”At læse med feber er en slags lotteri, tekstens indhold kan enten gå tabt eller trænge dybt ind i de utilsigtede åbninger, der blottes ved en hastigt stigende kroptemperatur”
Jeg skal ikke kunne sige, om det rent faktisk var feberen, for jeg læste ”Detaljerne” på en sygedag. Men jeg følte alle de små detaljer krybe langt ind under huden på mig, og særligt står flere af romanens karakterer endnu så klart for mig i al deres åbenbare sårbarhed.
”Detaljerne” er en roman om en kvinde, der i et anfald af febersygdom tænker på mennesker, der ikke længere er en del af hendes liv, men som har spillet en afgørende rolle i det. I fire dele fortælles historien om hendes forhold til fire mennesker; Johanna, Niki, Alejandro og Birgitte.
Fortælleren kredser om relationernes oprindelse og deres afslutning, men også om alt det, der gjorde netop disse relationer særlige, og hun hæfter sig ved netop alle de små detaljer, der står tilbage i hendes hukommelse. Det er helt grundlæggende en roman om livet, som det formes af de mennesker vi lukker ind i det. Det fik mig til at tænke på det kendte citat af Løgstrup;
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
Ia Genbergs roman er stilfærdig i sin fortælleform, langsomt optrevler hun begyndelsen, midten og slutningen af relationerne, og hun hæfter sig ved de små ting; Den måde hvorpå Johanna dvælede ved siderne i sin yndlingsforfatters bog, eller den måde hvorpå Birgitte altid holdt sig balancerende på det neutrale i en dialog.
Romanen har et højt refleksionsniveau med sine mange små passager om relationerne og hukommelsens betydning, men den er samtidig meget let tilgængelig med sin store grad af indlevelse i mennesker.
Ia Genberg lykkedes også helt særligt med at skabe et ret godt indblik i sin egen fortæller, netop gennem hendes refleksioner over personerne i hendes liv. Hun drages af Niki, der har sans for det pågående drama, hun drages af den slagkraftige og selvsikre Johanna, og hun drages af den mystiske og utilnærmelige Alejandro. Men det er særligt i romanens sidste del, at fortælleren bliver tydelig for læseren. Her skildres moderen, der efter traumatiske oplevelser i sin barndom og ungdom, hele tiden har været så meget på vagt for katastrofen, at hendes liv har været næsten selvudviskende, ”hendes liv, som var blevet levet, men også spildt”.
Man forstår det behov for den kaotiske kontrast, som flere af fortællerens centrale relationer har været drevet af.
Relationerne er væsentlige for fortælleren, de er de detaljer, der giver hendes liv mening. Det er relationer der forsvinder, men det de kom med holder fortælleren fast i, det bliver hos hende, og bliver en del af hendes personlighed. Således understreges fortællingens pointe omkring relationernes betydning.
”Detaljerne” handler om relationer, der er brudt. Men det er først og fremmest en håbefuld og optimistisk bog. For den skildrer jo netop det væsentlige forhold, at en relation ikke behøver vare for evigt for at have haft en betydning.
Men så handler ”Detaljerne” også om den måde, hvorpå vi møder hinanden, og hvor væsentligt dette møde er for vores forståelse af det andet menneske. At det handler om at rette sit blik mod de detaljer, der udgør et andet menneske, og dermed virkelig se det.
”Senere viste det sig, at det hele allerede lå her, i detaljerne omkring mig, at det bare handler om en grundighed i blikket på alting, så jeg kan slippe mig selv og rette min opmærksomhed udad, altså virkelig udad. Det er der den forhøjede livsførelse findes, i mit vågne blik på en anden”.