Kvinderne på Flanagans

En ganske tynd kop te. Sådan kan man vist bedst beskrive anden del af Åsa Hellbergs serie om livet i og omkring luksushotellet Flanagans i London. Jeg var ellers ganske begejstret for første del, som jeg synes tilbød god og rar underholdning med et fint plot og en god karaktertegning. Men i dette andet bind virker det til, at Åsa Hellberg har villet presse så meget på med drama og konflikter, at det lige glipper lidt med mellemregningerne i en sådan grad, at det simpelthen bliver alt for klichefyldt, overfladisk og nærmest pinligt.

I første bind af serien om Flanagans befinder vi os i London i tresserne, og vi følger primært tre kvinder; Linda, Emma og Elinor. Tre kvinder med hver deres indre konflikt i et samfund præget af mandchauvinisme. Det var et fint set up med en god karaktertegning og det var en ganske underholdende oplevelse. I dette bind følger vi så primært Emma og Elinor i tiden fra 60érne og op til 80érne. Ligesom også deres ægtemænd og respektive døtre får deres egne storylines og fortællerstemmer.
Emma og Elinor har begge problemer med ægtemændene. Måske skulle de i virkeligheden hellere have byttet mænd, i hvert fald skifter Elinors mand Sebastian sådan lidt formålsløst og uden den store forklaring lidt mellem, om han helst vil have Elinor eller Emma.
Elinor vil måske gerne have sin mand eller måske vil hun ikke, det skifter også lidt fra side til side. Mens Emma helt forudsigeligt vil have sin mand, når han ikke vil have hende og omvendt, det vil sige når hun ikke lige hellere vil have venindens mand, for det veksler hun også sådan lidt frem og tilbage mellem.
Det lyder måske forvirrende, men det er det egentlig ikke, og faktisk er det egentlig heller ikke specielt interessant, for Åsa Hellberg veksler på en mærkelig måde mellem at overfortælle og udpensle alle følelser i en sådan grad, at man som læser tænker ”efterlad lidt til fantasien”, hvorefter hun lader sine karakterer skifte fuldstændig retning fra den ene side til den anden uden de store mellemregninger eller forklaringer.

Derudover er der en tendens i romanen til, at den er propfyldt med så mange dramatiske plotlines, at forfatteren ikke rigtig formår at følge nogle af dem rigtig til dørs ved fx at opbygge en egentlig spænding eller interesse i karaktererne.

Et godt eksempel er Emmas datter Franny, der i sit første kapitel præsenteres som lidt gnaven og utilpasset. I sit næste kapitel er hun til fest med veninden/kæresten, og vupti på få sider har hun taget en overdosis, været nede og skrabe bunden og minsandten også fået øjnene op for sit problem, hvorefter hun i sit næste kapitel er så godt som kureret for den afhængighed. Man får simpelthen introduceret konflikt og løsning på nærmest en og samme tid uden at der er en egentlig opbygning, og det gør, at interessen for Franny som karakter og de problemer hun er havnet i aldrig rigtig når at indfinde sig.

Plottets helt store ”Hemmelighed”, går Emma og gemmer på, og som læser kender man den allerede, specielt hvis man har læst forrige bind; Emmas datter Franny har i virkeligheden en helt anden far end den hun tror; Sebastian, der jo uheldigvis er gift med Emmas bedste ven Elinor.
En stor del af romanen handler om at bevæge sig frem mod det uundgåelige klimaks; hvad sker der når hemmeligheden kommer for en dag og alle de implicerede får sandheden af vide? Kan et mor/datter forhold overleve en sådan løgn? Kan et ægteskab? Kan de to kusiner/nu søstre, som egentlig hader hinanden, mon hade hinanden endnu mere, når sandheden åbenbares?

Men selve denne afsløring vælger forfatteren så at lade sig udspille på ganske få sider i løbet af bogens allersidste sider. Nu skal jeg jo ikke spoile, men blot sige, at jeg heller ikke her synes Åsa Hellberg rigtig følger sine karakterer og deres konflikter til dørs.

At romanen er let til bens og lidt tynd i karaktertegningen kunne man nok godt tilgive den, hvis det ikke var fordi, at det alligevel virker til, at Åsa Hellberg har tilstræbt en anden tyngde i sin fortælling, et par enkelte gange berører hun ganske flygtigt racisme, i det både Elinor og datteren Billie er sorte, men det bliver ikke rigtig udforsket og når det gør synes jeg, at hun bliver i de stereotyper, som hun samtidig på en måde gerne vil problematisere.

Selvfølgelig, og det skal man naturligvis huske på, så hører romanen til i den lette genre, og den skal vel primært underholde. Men for mig var problemet, at det gjorde den simpelthen ikke. Mere enkelt kan det vel egentlig ikke siges.