Rosarium

Rosarium fortæller i tre dele en slægts historie i seks generationer. En slægt der i hver sit led er frivilligt eller ufrivilligt en del af naturen; De indgår i den eller går i et med den. Romanen spænder fra Zarens Rusland, over bjergene i Sydamerika, til en plantage på USA’s østkyst, til et hus nær botanisk have i København. En rose med tilsyneladende magiske kræfter (eller måske bare naturens kræfter) følger slægten gennem fortid, nutid og fremtid på en rejse tværs over kontinenterne og illustrerer naturens sammenhængskraft. Charlotte Weitze har skrevet et botanisk eventyr om planternes på en gang simplicitet og kompleksitet, og om hvor smuk naturen og dens planteliv egentlig er. Slægtens historie er befolket med interessante karakterer, men der er ingen tvivl om, at det er planterne, der er romanens virkelige hovedperson.

”Ved du, at mennesket har knap tyve tusinde gener, men at en lille gåseurt har syvogtyve tusinde gener? Ved du, at hveden har mere end hundrede tusinde gener? Planter har potentiale til at udvikle sig til os med tiden. Men kan vi blive til dem?”

I første del møder vi bror og søster, der sammen med mor og far flygter fra den russiske zars hær. De ender i skoven, – et slags uberørt paradis, – der er rig på de smukkeste planter, men de mangler føde, og i deres sult sker der en slags transformation med dem. Det er som om, at de overgår mere og mere til naturen, som bliver de bliver et med den. I samme del møder vi den russiske zars søn, der altid har været optaget af botanik og drages mod skoven og planteriget. Zarens søn, der ikke selv er udelt begejstret for udsigten til at blive zar, møder søster i skoven og er fascineret af det organiske, enkle og smukke grønlige væsen, hun er blevet.

I anden del kredses der om kønnet og vi møder Johannes som i virkeligheden er Johanne, men lever mod sin natur, indtil hun tør være sig selv. Hun rejser ud i verden, drevet af interessen for botanik og et behov for at slippe sit gamle jeg. I Ruslands skove møder hun Esther, der er født til en tilværelse i naturen af Bror og Søster, som vi mødte i første del. Johanne bliver draget af den tavse grønne Esther, der lever i sollyset, men også rummer en farlig vildskab i sig, der synes at blive værre jo længere væk fra lyset og naturen hun trækkes. De får børnene Lilly og Viola. Men skammen er for meget for Johanne; Skammen over ikke at slå til, skammen over at have taget noget fra Esther – selveste hendes uskyld. Men måske handler det også om skammen over sin egen seksualdrift, der er forbundet med den mand, som hun ikke ønsker at være.
Johannes kamp med at forstå sin egen seksualitet og erkende sit rigtige køn bliver illustreret så fint med plantesymbolikken. For Johannes er optaget af planternes intetkøn og fælleskøn, og der drages en smuk og poetisk parallel til et planterige, hvor man finder både den kønnede og ukønnede formering.

”Margrethe vidste noget om kærlighed. At der er den absolutte hengivelse, som hverken skeler til udseende, art eller køn. Margrethe kunne lægge menneskeangsten fra sig.”

I tredje del møder vi Marie og datteren Fine. Marie er Johannes’ barnebarn og har arvet hendes interesse for naturen; Hun er blevet biologilærer og hendes mand forsker i klimaforandringer. Men datteren Fine synes at bære slægtens mærkværdige symbiose med naturen. Hun har arvet sin oldemors Esthers grønne farver og behov for sollys, og hun er stærkt knyttet til sin anden oldemor Johanne. Men hun er også syg; Er det mødet med det menneskelige, der ødelægger de dele af slægten, der er så tæt knyttet til planteriget, at de nærmest er en del af den?

Der er så mange lag i Charlotte Weitzes måde at knytte planteriget sammen med det menneskelige i denne slægtshistorie, og jeg skal ikke på nogen måde bilde mig ind, at jeg har forstået at begribe dem alle. Men helt gennemgående er den klare sympati, der ligger i Weitzes skildring af naturen og planteriget. Man bliver hurtigt en hel botaniker efter at have læst Rosarium, og det kunne måske lyde kedeligt, men det er det overhovedet ikke; Weitze formår at skabe et magisk eventyr med sin poetiske skildring af planternes evner og deres betydning for mennesket og alt liv på jorden.

”Planterne har været her så meget længere, at det ville være forkert at kalde dem dumme. Dyr og mennesker kan kun overleve, hvis de spiser noget andet, som har levet. Sådan er det ikke med planter. De kan på magisk vis nøjes med kuldioxid, sollys, vand og lidt mineraler fra jorden”