”Aldrig helt at forstå
Levende videre som et vidne om, at det kunne du også have gjort
Rummende i mig til trods: Håbet om, at det virkelig var den rigtige beslutning, du endte med at tage”
Hvad kan man sige om Farskibet?
For den lader sig ikke sådan lige opsummere eller forstå med få ord. Med ordene kommer man undertiden til kort; ”At skrive som at feje blade sammen (i blæsevejr!)” som Glenn Bech netop selv skriver. Lige netop det billede beskriver romanen og dens formsprog fantastisk godt, for det er på mange måder en evigt hvirvlende strøm af ord, der omhandler denne barske historie om et selvmord og konsekvenserne af det, om at begribe det ubegribelige, tilgive det utilgivelige og forlige sig med det meningsløse.
Men det er også en barsk fortælling om toksisk maskulinitet og om smerte, der er nedarvet gennem generationer. Det er fortællingen om en ung mands velsagtens insisteren på at bryde den formel med et så sårbart og ærligt skrift, der nærmest klynger sig til at finde meningen og forstå sammenhængen i det, der ikke kan begribes. Netop derfor er formen, der ellers har været noget udskældt blandt nogen, helt fantastisk, for den understøtter jo den tilstand og den famlen i blinde efter mening og måske endnu mere denne søgen efter at afdække det tomrum, som faderens fravær har medført og gøre sig fri af den byrde, som faderens valg har pålagt sønnen. Romanen virker på mange måder som et terapeutisk skrift, en insisteren på at krænge det formløse og smerten ud, og det er det ordene bærer præg af; Det er fyldt af nedslag, afbrudte tanker, gentagne følelser, halvt glemte erindringer og endnu uafsluttede refleksioner.
Farskibet er en slags autofiktion og handler grundlæggende om de konsekvenser, det har haft for Glenn og hans familie, at faderen valgte at tage sig eget liv, da Glenn var 5 og lillebroren Rene var 3. Romanen indledes med sætningen ”Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel” og den slutter ”Hvis bare du kunne se mig nu”. Rammefortællingen er således skriften til ´farskibet´, som bliver en nærmest mytisk figur, der først og fremmest er defineret af sit fravær i de to drenges liv, for romanens Glenn kan nærmest ikke huske ham og først på romanens allersidste sider får han et navn.
Savnet af faderen beskrives først og fremmest som et gabende hul, en grundfølelse af forladthed, som skaber en mærkbar del af Glenns identitet. Tomrummet efter faderen forsøger han således at begribe og uddrive gennem dette skrift.
”Med dit selvmord introducerede du med andre ord ´Døden´ som et reelt alternativ til ´Livet´- og det? – tidligt i mit eget, alt for (…)
´Efterladt´, ja – for det var naturligvis ikke kun ´dig´, der forlod mig, da du valgte at tage dit liv. Det var i stedet selveste grundfølelsen – ´forladthed´- du installerede i mig, altså, som selveste min selvfølelse voksende op”
Udover faderens selvmord berører romanen også alle de begivenheder som selvmordet og faderens fravær udløser; Herunder særligt de to efterfølgende stedfædre; Erik og Søren. Hvoraf den første, Erik, fremstår nærmest dæmonisk i sin terroriserende og voldelige adfærd.
Den anden stedfar fremstilles i små sceniske konsekvenser, hvor romanens Glenn erindrer almindelige hverdagsscener fra fx spisebordet, der dog i sin almindelighed er gennemsyret af en kultur af toksisk maskulinitet, stereotype kønsroller og binære kønsopfattelser. Men også af en generel frustration, fx fornemmer man bag den på mange måder lidet flatterende fremstilling af stedfaren Søren noget, en smerte et savn, der trods det hele gav mig sympati for ham.
Romanens grundtone er hverken anklagende eller undskyldende, det er nærmest som om at Glenn Bech forsøger at skrive sig objektivt ind til en forståelse, et oprigtigt forsøg på at se og afsøge sandheden, og samtidig flytte sig fra fortiden og søge – ikke væk – men ud.
Samtidig rummer romanen jo også en tone af fastholdelse – kærligheden til moderen og lillebroren Rene er tydelig og vedholdende. Dem lader han i øvrigt også komme til orde i romanen, ved direkte at lade moderens skrift og brorens ord fylde enkelte afsnit af siderne, og dermed afspejler Glenn Bech også i dette valg denne her insisteren på at se historien og ikke bare fortælle den.
Jeg har læst mange kritisere romanen for dens formsprog, men det er jo netop en så stor del af hele romanens essens også rent tematisk. Der er ingen tvivl om at formen kræver noget andet, jeg vil egentlig ikke sige mere, for når man først giver sig hen til stilen er den letlæselig. Men den kræver noget andet. Specielt når man som jeg kom lige fra en krimi med fart over feltet og en ligetil plotmodel.
Men stilen giver simpelthen bare så meget mening, når man giver sig hen til den, blot man er klar på at læse lidt langsommere og med lidt flere åndedrag mellem linjerne end man er vant til. Jeg læste nogle af passagerne højt for mig selv, med alle dens afbrydelser og indskydelser, og det giver altså en rytmik der virkelig passer til bogen, og som, bemærker man, også ændrer karakter gennem romanens stadier.
En klar anbefaling herfra.
Og så lige et par citater mere fra bogen;
”…Men, men at ´du´… Farmor … at du med din dø, også har taget din del af min far med dig … nøjagtig ligesom enhver, ”der kendte ham”, tog med deres død, og dvs.? … ligesom dem, ”der stadig kan huske” fortsat vil tage… Altså, og måske det bare er det, jeg egentlig føler … At ´som sådan´ vil jo også ´han´ … en efter en med ´jer´— blive ved at dø … for ´mig´…”
”Din gravsten og gråden, den udløste i Mor, og vreden, og Mors forventning til vores gråd, hendes gråd udløste i os, det gjorde det straks sværere at gade – undskyld! – men ja, ´hade´ som vi, som … børnene, vi trods alt var — sådan måtte have haft brug for, altså, at hade dig for ´det´.”
”eller også må det blot være så meget desto lettere at tage sit liv, simpelthen, når man ikke længere regner det, man har, for et
Og således må det vel også blive lettere at bede dem, der elsker en, komme sig:
Når der alligevel slet ikke bliver nogen at komme sig over
Jeg både forstår og nægter at forstå”