Inderkredsen

Inderkredsen
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

”Min titel er min integritet, en integritet, som er ufejlbarlig og indiskutabel. Litteraturhistorien skrives ikke af forfatterne. Den skrives af os.”

En provokation for provokationens skyld? Hvor langt kan man gå før det er for meget? Skyggebjerg flirter i karakteristisk stil med grænserne. Men uanset hvor forarget man end måtte blive, så er det svært ikke at blive draget og fascineret. Måske vil vi det grænseoverskridende meget mere end vi tror? Måske er det en del af romanens pointe?

Når man læser Jacob Skyggebjergs ”Inderkredsen” kan man måske kun være glad for, at en vis Lars Bukdahl flere gange har slået fast, at bogbloggere absolut ikke kan sammenlignes med anmeldere. Anmeldere, kritikere og litterater får i hvert fald en over nakken i ”Inderkredsen”, der som titlen antyder er en roman, der ikke har meget til overs for litteraturkritikernes lukkede kredse, der tilsyneladende selv synes at have patent på en mening om litteraturen. I Inderkredsen troner Tudse og en hær af spytslikkende anmeldere, der alle har det tilfælles, at de dybest set ikke fatter så meget af det de læser, men som bare har bestemt sig for, hvad der er fint og (i særdeles) ikke fint nok. På universitetets små kontorer og i lukkede gamle stuer samles de, og bliver enige om, hvad der er godt og skidt, og i mange tilfælde endog helt uden at læse bøgerne.

Læs mere