Min fars stemme

Skuespilleren Rosalinde Mynster har skrevet et først og fremmest kærligt portræt af faderen , skuespilleren Søren Spanning, der i 2014 fik en hjerneblødning, som efterfølgende ændrede livsvilkårene for ham selv og resten af familien.

Mynster tager udgangspunkt i den skelsættende begivenhed, og beretter derefter i nedslag om tiden efter: Genoptræningen der skuffer, tilpasningen til et nyt liv, og den betydning forandringen har for relationen og hele familien.  Samtidig ser hun i glimt tilbage og beretter om sin barndom og relationen til faderen.

Mynsters bog synes at være flere ting på en gang. Det er mestendels et kærligt portræt af faderen.

Læs mere

Dobbeltfejl

”På den her måde kan hun stadig bilde sig selv ind, ganske kortvarigt, at det ikke rigtigt findes. At NC ikke har gjort noget mod stakkels Robin. At skylden ikke klæber til hende. Hendes manglende opdragelse. Hendes manglende evner.”

Anne Mette Kirk har tidligere skrevet tre bind om efterforskeren Marc Abilgaard. I den nyeste roman har hun forladt krimigenren, og har i stedet kastet sig over noget, der måske bedst af alt kan karakteriseres som et psykologisk drama. Dog har Anne Mette Kirk stadig bevaret den charmerende og tydeligt indfølende varme for sine karakterer, og den er som de forgående romaner fortalt i et let og legende sprog. Det er en kombination, der er helt særligt kendetegnende for styrken i Anne Mette Kirks forfatterskab; en solid og interessant hybrid mellem dragende pageturner og tematisk dybde.

Læs mere

Memorial

”De store øjeblikke er sgu aldrig store, mens de sker”´

Jeg kalder den lige: Den nye Great American Novel er landet. Memorial af Bryan Washington rammer i tiden og tegner et rørende og (sådan føles det) autentisk billede af et amerikansk samfund af i dag.

Men samtidig er det også bare en helt enkelt historie om et parforhold i krise, om to mænd der elsker hinanden, men som famler i kluntede forsøg med kærligheden og derfor (måske) også er ved at miste den.

Læs mere

En vej ud af tågen

”At tænke over livet er at fortælle det, at relatere delene til hinanden. At insistere på et forløb. Men fortællinger er ikke endegyldige sande, de er det mest sande, vi har at sige.”

Det er sjældent, at jeg læser noget, der føles så ærligt og ægte, som ”En vej ud af tågen” gjorde det. Kristian Leth skriver famlende og undersøgende, alt imens han genkalder sig minder fra barndommen og ungdommen, måske i et forsøg på at skrive en forståelse af sin fraværende far frem, eller måske blot for at finde en slags kontrol over sin egen historie. Bagsideteksten er også vævende i sin kategorisering af bogens genre og/eller formål, det er ikke en roman, det er ikke erindringer, det er ikke en selvbiografi – måske et essay?

I så fald må det være et essay om erindringen og erfaringerne, og om de forhold og forbindelser der for altid forandrer og forandres. Særligt kredser Kristian Leth om forholdet til faderen, eller man fristes måske til at sige fraværet af faderen. For måske sætter fraværet af en far større spor end en der er til stede?

Læs mere