”Miss København” er ifølge bagsideteksten en roman om at føle, at livet er en stor konkurrence, en konkurrence som det vel og mærke er svært at følge med i, når man ikke er ligeså tynd eller smuk som de andre, når man er kvinde i en mandsdomineret verden og når man lige er kommet ind med firetoget. Det er svært at følge med i livets konkurrence, specielt når man har for travlt med at fokusere på alle andre fremfor rent faktisk at deltage.
Umiddelbart er der mange interessante tematikker på spil i romanen, der desværre langt hen af vejen falder til jorden. Måske især fordi romanens henholdsvis ene jeg, Kamma fremstod egocentreret og navlepillende, og det var ganske enkelt utrolig svært for mig at abstrahere fra det jeg læste som en total mangel på selvindsigt hos romanens jeg.
I ”Miss København” møder vi den unge Kamma, der kommer fra Herning til et nyt liv i København. Hun flytter sine pakkenelliker inden studiepladsen er i hus, og da hun ikke bliver optaget bruger hun i stedet tiden på at forsøge at falde til i det københavnske, hvor hun konstant føler sig bagud og især sammenligner sig med kollegiets andre piger, der konsekvent blot benævnes ”de stille piger”. Kamma synes at opleve, at hun ikke passer ind i kliken af ”stille og flittige piger”, der drikker te og spiser hjemmebagt brombærtærte i fællesrummet. Men det hun selv oplever som en konkurrence hun taber, fordi hun ikke passer ind i normen og ”fylder for meget” fremstår for læseren ret hurtigt som manglende selvindsigt; For bidrager Kamma overhovedet selv til at blive en del af fællesskabet? Hun oplever eksklusion men tager selv en ret skarp afstand i sin omtale af ”de stille piger”.
”En pige, jeg har glemt, hvad hun hed, for hun gjorde sig sjældent bemærket (…) Hun havde, for at holde formen, heldvigvis kun spist en lille bitte bid kage”
Det syder af rendyrket bitterhed, jalousi og ”kvinde er kvinde værst”, og alligevel fastholder romanen en tone af at handle om ikke at passe ind, når man ikke er god nok. Jeg mangler simpelthen en tone i romanen, der i langt højere grad demonstrerede en bevidsthed om den manglende selvindsigt hos Kamma, der i virkeligheden må siges at være kimen til hendes utilstrækkelighed. På den måde kunne romanen have rørt ved en ret væsentlig og ofte uberørt tematik; Når utilstrækkeligheden projiceres over på en vrede mod andre, når usikkerheden bliver til jalousi og manglende selvindsigt og dermed den virkelige hindring for fremdrift.
Men derhen kommer romanen bare aldrig, og derfor forbliver potentialet totalt uforløst og får i stedet det helt modsatte udtryk. Det der står tilbage for mig er en eklatant irritation over romanens to jeg’er.
”Miss København” lider under at ville rigtig meget, og samtidig aldrig rigtig nå ind til kernen af de tematikker, og det gør desværre ellers vigtige tematikker til en tynd kop te.
Udover den allerede omtalte store tematik om den grundlæggende konkurrencekultur berører Hjørnholm Olsen også det vanskelige i at være kvinde i en mandsdomineret verden. Kamma bliver udsat for en forfærdelig oplevelse, da en mand følger efter hende og blotter sig for hende. Men scenen er skrevet underligt klemt ind i historien, og jeg kunne godt have ønsket mig en mere indlevende beskrivelse af Kammas reaktion, fremfor den alt for overfortalte og underligt distancerede refleksion af tanker, som i stedet leveres. Selv i en så voldsom oplevelse føles Kamma som karakter ikke autentisk.
På universitetet har Kamma det også svært, hendes undervisere vil helst tale om mandlige forfattere, og i en scene får Kamma negativ respons på en opgave. Scenen er kort, men lader læseren forstå, at det nok er underviseren, der er forsvundet i sit eget ego i en grad, der gør det vanskeligt for ham at forstå andre perspektiver. Herefter skiftes til en scene, hvor underviseren onanerer og fortaber sig i sit eget spejlbillede.
Jeg tvivler ikke et sekund på, at der findes både overlegne og mandschauvinistiske undervisere, men det er simpelthen en alt for letkøbt karikatur. Det bliver for klichefyldt og mister dermed også den relevans, som tematikken jo faktisk har.
Endelig er romanen krydret med et mildest talt underligt nutidsspor, hvor et (måske) autofiktivt forfatter-jeg, der ifølge forlagsbeskrivelsen ”reflekterer over skriveprocessen”. Men i virkeligheden bliver der vist mest af alt reflekteret lidt over Tine Høeg.
Første ”logbogsnotat” lægger ud med at slå fast, at forfatter-jeg’et altså fik sin ide til at skrive en kollegieroman før Tine Høeg udkom med ”Tour de chambre”. Det virker som en virkelig underlig konstatering, jeg hører det som; ”Jeg fik altså ideen først”. Dernæst funderer forfatteren over Tine Høegs evne til at bære en glimmerkjole som en prinsesse og posere smukt i flotte yogapositurer – og hele vejen igennem kunne jeg ikke lade være med at få en grim smag af bitterhed i munden.
Det er muligt at logbogen skal tjene som en refleksion over processen, men som læser læste jeg den mest som en logbog over jalousiens grimme ansigt.
Jeg fandt logbogssporet, eller som jeg får lyst til at kalde det ”Tine Høeg sporet” mærkeligt og skal jeg være helt ærlig, fandt jeg det også en smule uklædeligt at drage en anden forfatters persona ind i en sammenligning, som jeg må antage, at hun ikke selv har bedt om, og som også mest af alt kører på noget, der ikke har med hendes faglighed at gøre.
Omvendt er det selvfølgelig en meget ærlig og helt afklædt udlægning af jalousiens grimme ansigt, som vi jo alle sammen kender, og der må også gives point for den ærlighed. Det er noget de færreste vil indrømme endsige tale højt om, og det er der noget forfriskende ved. Jeg synes bare ganske enkelt ikke, at potentialet i den ærlighed udnyttes, når den ikke ledsages af en tilsvarende indsigt i det grimme.
Alt i alt en desværre rigtig skuffende oplevelse.