”Han forsøger at få tiden til at stå stille, han vil gerne give hende et år, hvor ingen andre bliver gravide, et år hvor hvor hun ikke føler sig som patient, med kanyler og indsprøjtninger, hud der sprækker, drømmeopløsning.”
Litteratur om det svære forældreskab (og særligt det svære moderskab) er populært, og et par bemærkelsesværdige navne i genren er fx Olga Ravn og Cecilie Lind. Men i de senere år er der også kommet fortællinger om de vanskeligheder der for nogen er ved at sætte et barn i verden. Det er romaner om svære og opslidende fertilitetsforløb som fx Karen Strandbygaards ”Noget du ikke ved om længsel” og Karen Stenlevs ”Imens jeg blev til noget andet”. Derudover har også irske Emilie Pine berørt emnet i sin essaysamling ”Noter til mig selv”.
Det er et vigtigt emne. Det usynlige forældreskab. Og man kan næppe læse beretninger om sådanne emner fyldt med længsel, smerte og bristede drømme uden at blive rørt.
”De skal se andres børn vokse op, nogle af hendes veninder bliver gravide samtidig med hende, hans venner bliver fædre, men de andre bliver ikke usynlige forældre, deres døtre og sønner vågner med et skrig og lever.”
Daniel Boyens roman ”Gå til grunde” skriver sig ind i denne genre, men adskiller sig dog ved at være en fortælling set fra en mands/fars synspunkt. Manden der i Boysens optik ofte bliver glemt og overset i sådant et forløb. Måske af samme årsag kunne jeg faktisk godt have tænkt mig, at det særlige perspektiv fra den ikke gravide forælder havde fyldt endnu mere, for det er netop i sit fokus på magtesløsheden og den manglende forståelse for denne rolle, at romanen står stærkest.
”(…) han skal vente udenfor, jeg eksisterer ikke i det her, hun sidder alene og venter”
Boyens lykkedes langt hen ad vejen rigtig fint med at invitere læseren ind i et meget intimt rum, hvor håbet skiftevis knuses og opretholdes i en tilsyneladende endeløs spiral af sorg og smerte. Det er uden tvivl en meget personligt historie, og måske især derfor er det vanskeligt at undgå at blive rørt.
Romanen bærer den sigende undertitel ”Roman i stykker”, og det er sammensatte brudstykker af et kaotisk og svært forløb, man som læser bliver indviet i. Vi er med i de små dage med håb og lykke, vi er med når håbet og endnu en graviditet går til grunde, vi er med i dagene efter, hvor parret forsøger at finde lyset og ”stjernestøvet” igen i en verden, hvor ikke mange forstår, det de går igennem, og Boysen lader os også se jalousien stikke sig ansigt frem.
”Cheferne siger, tag den tid, du skal bruge. Cheferne spørger, hvornår møder du ind”
Det er sorgen, der ikke har noget navn eller nogen genstand i omverdenens forståelse, der skildres og føles stærkest. Som når dagene efter partnerens indgreb efter en mislykket graviditet beskrives:
”Nu er det forbi i alle andres øjne, men de er stadig midt i det”. Den manglende forståelse for omverdenen, der bunder i at sorgen for omverdenen mangler en genstand: Hvordan forstår man sorgen over det, der ikke blev?
Boyens let fabulerende fremstilling og de indimellem korte og nærmest digteriske sætninger skaber glimt af stærke og mærkbare følelser. Den digteriske form, for værket kan med fordel læses som en digtroman, har sin styrke i de glimt. Men jeg oplevede desværre også, at det i andre dele af romanen skabte en distance. Det var særligt i de dele, hvor Boysen hæver sin fortælling til miljøkritik, og lader læseren forstå at de teknologiske fremskridt i verdenen er kommet med en pris.
Sideløbende med fortællingen om den naturlige reproduktion, der er ”gået i stykker”, beretter Boysen i sit magisk fabulerende sprog om miljøets skrøbelighed og det menneskeskabte forfald i naturen. Stjernestøvsugen, der vel er et symbol på teknologiens fremmarch, suger naturens kraft – det magiske stjernestøv- væk.
Pointen er klar; Naturen er på alle måder i stykker, og Boysen lægger det samfundskritiske lag på ved at stille spørgsmålene: Kan vi overhovedet skabe en næste generation?, og hvorfor ønsker vi at skabe en næste generation i en verden, der er ved at forfalde?.
Jeg forstår til dels hvor Boysen vil hen med disse to spor. Men jeg synes alligevel, at det magiske poetiske sprog og den store samfundskritiske miljøoptik skabte en alt for stor distance til det intime og rørende. Det symbolske stjernestøv, som Boysen flere gange refererer til i teksten, lægger på sin vis et slør mellem læseren og teksten, og måske skyldes det også, at der spilles på for mange tangenter. Man vil den store fortælling og den intime fortælling på en gang, og selvom de sammenhængende tråde er der, så oplevede jeg også den store naturmetaforik som noget jeg har set lidt for mange gange før, og det gjorde måske desværre tekstens tematik lidt banal.
Romanens skildring af sorgen, smerten og den smertefulde længsel er stille, intim og rørende. Men på nogle måder oplevede jeg, at den stemning og det udtryk blev brudt af romanens sideløbende meget store samfundskritik. Man kan sige at ”den store fortælling”, følte jeg, tog en del af intimiteten fra romanen, – og det ærgrede mig.
Alt i alt en roman der dog er god i de sekvenser, hvor man går helt tæt på, og oplever den limbolignende vekslen mellem håb og sorg, og parrets ønske om og forsøg på at fastholde ”stjernestøvet”.